Tennisavisen ser det som en væsentlig opgave at informere læserne, når der er mulighed for at følge danske spilleres kampe på TV eller streaming.

Derfor blev der i hele 2 indlæg berettet om, at Frederik Løchte Nielsen og hans amerikanske makker Mitchell Krueger formentlig kunne følges på Livestream ved Kentucky Bank Tennis Championships, i Lexington på Centrecourt fra kl. 2030 mandag aften.

I praksis var der dog ikke meget tennis at se, hvis man fulgte det angivne link på det proklamerede tidspunkt, men for de tålmodige dukkede der dog sidst på aftenen omsider tennis op på Centrecourt, hvor man kunne følge kvalfinalen i single mellem Alex Kuznetsov (RUS) og Alex Bolt (USA) i en kamp, som var programsat til at blive spillet lige inden førnævnte double.
På grund af forsinkelser kom kampen meget sent i gang, og desuden varede kampen 2 timer og 42 minutter, inden Kuznetsov havde vundet 1-6, 7-6(10), 7-6(4) efter at have overlevet flere matchbolde i 2. sæts tiebreak.

Kun de allermest kvikke ville formentlig få den tanke, at arrangørerne kunne få den geniale ide at flytte doublen til en anden bane, da førnævnte single trak så meget ud i et allerede forsinket program, og derfor gik det først midt i 2. sæt af doublen op for undertegnede, at det kunne være en god ide at checke, om kampen eventuelt var flyttet til den anden bane med Livestream-dækning, og ganske rigtigt var kampen der i fuld gang.

På det tidspunkt havde det dansk-amerikanske par vundet 1. sæt i en tiebreak, der endte 7-0, og de var på sikker sejrskurs mod Enzo Couacaud (FRA)/Luke Saville (AUS) med føring 4-2, som senere blev til 5-3, hvorefter Krueger kunne serve sejre hjem.
Det så da også meget fornuftigt ud ved 30-15, men ved 30-30 gav en oplagt afbrænder af Løcte ved nettet modstanderne en break-mulighed, som blev udnyttet med en god returnering, som Krueger ikke kunne kontrollere.

Dermed havde modstanderne en gylden chance for at serve sig tilbage i kampen, men i stedet for at tage imod tilbuddet, fik Løchte og makker sejren serveret på en dobbeltfejl ved “deciding point” ved 5-4 40-40, hvorved sejrscifrene blev 7-6(0), 6-4.

Kampen kan genses på linket herunder

 

 

Forrige artikelOptakt DM ude 2015: damesingle
Næste artikelOptakt DM ude 2015: herresingle
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.