Belinda Bencic gjorde Caroline Wozniacki kunststykket efter og vandt som 18 årig Eastbourne græsturneringen over den tidligere mester Agnieszka Radwanska. Det skete i en fantastisk velspillet finale, der blev spillet under de sædvanlige vanskelige forhold: En god stærk vind, en hård ramponeret bane med besynderlige opspring og de altid tilstedeværende – og til tider meget nærværende – havmåger.

Første sæt var Belinda Bencics, der fandt rytmen først, og var den første til at ryste alle nerver af. Hun spillede med en erfaren spillers overblik, og Aga måtte se et spejlbillede af sig selv på den anden side af nettet. Bencic har virkelig lært noget det sidste år og har en variation i sine skud, der ligger fristende nær Agas måde at spille på. De to spillere var sidst i første sæt oppe på et spilleniveau, der virkelig henrykkede publikum og hinanden. Det blev ungdommen der sejrede i første sæt, der gik til Bencic med 64.

Andet sæt var lidt anderledes idet Aga trådte lidt på speederen og blev mere aggressiv og billedet fra første sæt blev vendt, med Aga som den der kom igennem på toppen. Igen et sæt på extremt højt niveau, som spillerne kan væres stolte af.

Tredje sæt blev en klar affære på papiret – 60 til Bencic – men det var lidt anderledes at se på. Aga kæmpede det bedste hun kunne og havde adskillige chancer til at bryde tilbage, men millimeterne var med Bencic. Indflydelsen fra Martina Hingis er tydelig, og vi så en (forholdsvis) rolig teenager reagere på sejren. Tillykke med sejren Belinda – det var en fornøjelse at overvære. Også stort tillykke til Agnieszka Radwanska for finalespillet – du er på vej tilbage og godt at se det finurlige spil igen. Så tør øjnene og se fremad – det var ikk’ så ring’ endda 🙂

Forrige artikelNye stjerner: Det næste kuld talenter på vej mod verdenstoppen
Næste artikelTE Kystmesterskaberne: Danske finalenederlag
Avatar photo
Leif Hørgren Mortensen er selverklæret tennisfan med særlig interesse for WTA-touren og Caroline Wozniacki. Leif er aktiv tennisdebattør på sociale tennismedier og også en stor bidragsyder på det internationale tennissite, Tennisfrontier.com.