Efter en lodtrækning, som kunne betyde 1. runde mod Stosur eller Safarova, bliver Caroline Wozniacki efter afbud fra Halep seedet 2 og møder formentlig Cornet og derefter Azarenka eller Kerber

Efter at Simona Halep (ROU) vandt titlen ved Premier 5 turneringen i Dubai over no. 22 Karolina Pliskova (CZE) 6-4, 7-6(4) blev der trukket lod til den næste WTA turnering, som er Premier 700 turneringen Qatar Total Open i Doha, hvor Halep er seedet 2 efter Petra Kvitova (CZE), og Caroline Wozniacki er seedet 3.

Resultatet af lodtrækningen blev, at Caroline efter at være oversidder i 1. runde skulle møde vinderen af (15) Lucie Safarova (CZE) og (25) Samantha Stosur (AUS), så det kunne blive en gentagelse af hendes 1. kamp i Dubai, hvor Caroline med stort besvær fik tilkæmpet sig sejr over Stosur på 4-6, 6-1, 7-5.

Efter lodtrækningen har Halep imidlertid meldt afbud på grund af en skade, og derfor overtager Caroline hendes plads som 2. seedet i lodtrækningen, mens no. 9 Ekaterina Makarova (RUS), der har wildcard til turneringen, overtager Carolines plads i skemaet.

Cornet eller kvalspiller i 2. runde – formentlig Azarenka eller Kerber i kvartfinale

Denne ændring har næppe gjort det lettere for Caroline at nå langt i turneringen, specielt ikke hvis man ser 1 runde videre frem.
Efter den oprindelige lodtrækning kunne Caroline i 1/4-finalen have mødt 6. seedede (10) Andrea Petkovic (GER), mens hun efter den nye lodtrækning med stor sandsynlighed møder vinderen af 1. runde opgøret mellem 8. seedede (12) og Victoria Azarenka (BLR), som er helt nede som no. 50 på ranglisten.

Azarenka har ligesom Caroline fået wildcard til turneringen, og hun kan med sejr over Kerber i 1. runde og derefter i 2. runde over (26) Elina Svitolina (UKR), der først møder en kval-spiller, igen blive stopklods for Caroline ligesom det var tilfældet i Carolines 2. kamp ved Australian Open.

Den ændrede lodtrækning betyder, at Caroline i sin første kamp kan møde (19) Alize Cornet (FRA), som hun efter et besværligt 1. sæt besejrede 6-4, 6-0 i 1/8-finalen i Dubai. Cornet skal dog forinden møde en kvalspiller i 1. runde.

Azarenka har ikke spillet siden nederlaget i 1/8-finalen ved Australian Open, hvor hun tabte 2-6, 6-3, 3-6 til Dominika Cibulkova (SVK), så det er svært at forudsige, om hun nærmer sig topniveauet igen.
Hvis Caroline har overstået sin sygdom og kan genfinde de takter, som hun viste i Dubai så længe kræfterne slog til, kan en kvartfinale blive en yderst seværdig revanchematch, hvor det er svært at udpege en favorit inden kampen.

Mulig semifinale mod Radwanska, Venus, Kuznetsova m.fl.

Kigger man endnu længere frem i Carolines lodtrækning, er der flere kompetente kandidater til semifinalen i samme halvdel.
Ifølge seedningen bliver det 4. seedede (8) Agnieszka Radwanska (POL), som er oversidder og i 2. runde møder vinderen af (27) Svetlana Kuznetsova (RUS) og (14) Flavia Pennetta (ITA).

I samme gruppe findes 7. seedede (11) Venus Williams (USA), som møder (35) Casey Dellacqua (AUS).
Vinderen af den kamp møder vinderen af (22) Barbora Zahlavova Strycova (CZE) vs. (28) Sabine Lisicki (GER).

Spansk revanche-opgør i Kvitovas halvdel

Som 1. seedet må Petra Kvitova (CZE) regnes med blandt kandidaterne til at vinde turneringen, selvom hun i Dubai blev slået ud i 1/8-finalen mod (13) Carla Suarez Navarro (ESP).
Dette nederlag kan hun muligvis få chancen for at hævne i kvartfinalen i Doha, hvis hun formår at vinde sin første kamp, som er i 2. runde mod (21) Jelena Jankovic (SRB) eller en kvalspiller.

Suarez Navarro skal dog for at kunne stille op til det nævnte revanche-opgør først selv forsøge at få revanche for det nederlag, som hun led i Dubai i kvartfinalen mod landsmanden (24) Garbine Muguruza, og derefter skal hun formentlig også forsøge at besejre formstærke (18) Karolina Pliskova (CZE), der som nævnt var i finalen i Dubai.

Vinderen af denne kvartfinale kan møde vinderen i den 1/4-del af lodtrækningen, hvor Makarova overtog Carolines oprindelige plads som 3. seedet.
Både Makarova, Safarova, Stosur og Petkovic er alle gode bud på denne kvartfinale.

1. runde kampe på TV3 Sport 2 mandag

Turneringen kan følges på TV3 Sport 2 og Tennistv.com fra mandag kl. 1330, hvor følgende kampe spilles på Centre Court:

1330: (27) Svetlana Kuznetsova (RUS) vs. (14) Flavia Pennetta (ITA)
1545: [8] (12) Angelique Kerber (GER) vs. (WC) (50) Victoria Azarenka (BLR)
Næste: [7] (11) Venus Williams (USA) vs. (35) Casey Dellacqua (AUS)
1800: (15) Lucie Safarova (CZE) vs. (25) Samantha Stosur (AUS)

Derudover er 2. kamp på Court 1 (22) Barbora Zahlavova Strycova (CZE) vs. (28) Sabine Lisicki (GER)

Desuden afvikles finalerunde i kvalifikationen, hvor blandt andre (37) Belinda Bencic (SUI), (39) Mona Barthel (GER), (43) Heather Watson (GBR) og (46) Klara Koukalova (CZE) er slået ud, hvilket illustrerer hvor stærkt besat denne turnering er, selvom det “kun” er en Premier 700, hvor vinderen optjener 470 point, hvilket er væsentligt mindre end i Dubai, hvor Halep fik 900 point og Pliskova 585 for 2. pladsen.

Forrige artikelFrederik Løchte Nielsens blog: Kampe i USA, 2015-plan og Davis Cup
Næste artikelITF Junior Oslo: 3 danskere i kvalfinale. Hillingsø eneste videre
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.