UM er i gang. Mesterskabernes indledende runder er delt mellem Odense og Århus med afsluttende finalestævne i Odense. Det er henholdsvis Skovbakken og Marienlystcentret i Odense, der lægger baner til det gigantiske arrangement.

I Århus er det U16 og U18, der er på programmet. Onsdag træder de topseedede spillere ind  turneringen.

1. seed i U16, HIK´s stortalent Sebastian Grundtvig indledte sin deltagelse ved UM med kort proces, da han uddelte et par briller til Koldings Mathias Hansen.

I skrivende stund er Farums Mads Møller Haase på banen mod KB´s Vladimir Ristic. Mads stod for en af 1. dagens overraskelser, da han slog 7. seedede Emil Okkels Jensen, Fruens Bøge 6/1 6/1. Bliver det til sejr over KBéren, er det netop Grundtvig, der venter i den næste kamp.

I U 16 damesingle er HIK´s Hannah Viller Møller topseedet. Hun træder ind i 2. runde, hvor modtanderen er Esbjergs Milica Kostic, der slog Birkerøds Michala Bach Christensen i tre sæt 6/4 4/6 6/1 i 1. runde.

2. seed Rebecca La Cour Hillingsø havde ligeledes bye i 1. runde, og hun skal  i dagens 2. runde op imod Elena Jamshidi (HRT), der i 1. runde slog B93´s Kaia V. Fallinge 6/3 6/1.

I herrernes U18 er Hvidovres Romeo Midtgaard Jivraj topseedet. Efter at have siddet over i 1. runde møder han Lyngbys Alexander Schou, der i sin første kamp sikkert besejrede Virum/Sorgenfri´s Muslim Zauerbekov 6/2 6/2.

2. seed Kasper Elsvad (KB) skal også i aktion for første gang ved UM. I onsdagens 2. runde er det Sønderborgs Christopher Wejs, der er modstanderen. Wejs slog Benjamin Husum (Århus 1900) i 1. runde.

Sophie Aamit Mønster (HIK) og Emilie K.S. Hansen (KB) er seedet til at møde hinanden i damernes U18 finale. I onsdagens 2. runde skal Mønster møde Tine Liv Winkler (Fruens Bøge). Winkler slog sig til 2. runde med en sejr 6/2 2/6 6/2 over Holtes Mathilde K. Secher. Hansen møder Lyngbys Laura Gaarde Andersen, der havde walkover i første runde.

Aalborgs Valeriia Bazhanova stod for en anden af de artige overraskelser i 1. runde, da hun slog 6. seed Ida Emilie Stilling Krause (Gentofte) 7/6(5) 6/2. Bazhanova møder i onsdagens 2. runde Kristina Karlovic (Fruens Bøge), som slog sig til 2. runde med 6/3 6/2 over Nadja Demant Tørnes Andersen (Vejle).