Hvis man undrer sig over, at Arantxa Sanchez Vicario ikke har været tilstede ved Caroline Wozniackis hidtidige kampe i grus-sæsonen, kan manglende tid muligvis være forklaringen

Flere “træner-eventyr”, hvor andre end Piotr Wozniacki selv har været tilknyttet – startende med Sanchez I – sluttede også brat med Sanchez II.

Med Sanchez I menes Ricardo Sanchez, som var det første forsøg på at finde ny inspiration på et tidspunkt, hvor Caroline fortsat var no. 1 på ranglisten, men hvor resultaterne og spillet ikke mere var helt på højde med glansperioden, hvor hun havde vundet 10 af 21 turneringer og derudover var i finalen ved WTA-slutspillet og semifinalen ved både US Open og Australian Open.

Samarbejdet med Sanchez varede ikke særlig længe, og siden har Sanchez desuden haft kortvarige ansættelser hos flere andre spillere. Hvorvidt han er en dårlig træner, eller “tøserne” er urimeligt besværlige, kan man spekulere lidt over.

Det næste “træner-eksperiment” var svenske Thomas Johansson, som dog tilsyneladende havde en mere løs tilknytning, hvor Piotr stadig var chefen, og samarbejdet blev ikke specielt langvarigt.

Forud for 2014 sæsonen blev Maria Sharapovas svenske træner Thomas Högstedt ledig på markedet, og efter længere tids verserende rygter blev det bekræftet, at der var indgået en aftale om, at han skulle være træner for Caroline.
Hvad aftalen egentlig gik ud på er svært at finde ud af på baggrund af medie-omtalen, og måske havde parterne heller ikke samme opfattelse, da Högstedt ikke mødte op på et tidspunkt, hvor det ellers var forventet.
Uanset hvad der er op og ned, varede dette samarbejde heller ikke særlig lang tid.

Kort tid efter blev Michael Mortensen ansat som assistent-træner, men der var ikke tvivl om, at Piotr stadig var chefen, og det var da også Piotr, som fungerede som coach under kampene, selvom Michael Mortensen ofte var med i spiller-boksen.

Da samarbejdet med Michael Mortensen sluttede, nåede Caroline frem til den konklusion, at hun var mest tryg ved, at det var hendes far, der alene havde ansvaret fremover, selvom han har givet udtryk for, at han helst ville være fri – men han vil være til rådighed, hvis det er hendes ønske.

Efter denne afklaring var der tegn på, at Caroline var mere afklaret med sin spillestil, og i sidste halvdel af 2014 gennemførte Caroline et sublimt comeback, hvor hun fik klart og tydeligt dokumenteret, at hun fortsat hører til blandt de absolut bedste spillere i Verden, og hendes præstationer skabte store forventninger til 2015 sæsonen.

I starten af 2015 forud for grus-sæsonen ramte Caroline sjældent helt samme niveau, som hun sluttede 2014, men dog godt nok til, at hun kunne forbedre sin rangering fra no. 8 til no. 5, og hendes resultater rækker også til, at hun er i top 10 på race-listen, som omfatter resultater i indeværende sæson.

Traditionelt har Caroline klaret sig mindre godt på grus end på hardcourt, selvom hendes defensive kvaliteter rent logisk burde komme bedre til udtryk på gruset.
De sidste par sæsoner har den været helt gal på gruset, hvor hun i de fleste turneringer røg ud i 1. runde, og derfor var det en yderst interessant nyhed, da det blev meddelt, at Sanchez II – Arantxa Sanchez Vicario – var tilknyttet teamet, da hun om nogen har vist, hvordan man begår sig på dette underlag.

Da nyheden blev bekræftet af Piotr til TV2, fremgik det at han fortsat var chefen, hvilket tydeligt illustreres ved, at Sanchez Vicario end ikke har været tilstede i spiller-boksen ved en eneste af Carolines kampe i hverken Stuttgart eller Madrid.
Efterfølgende får man det indtryk, at der igen er tale om en meget lidt konkret aftale, hvor de gensidige forventninger tilsyneladende ikke er afstemt fra start, for lige pludselig bliver det til manges undren oplyst, at Sanchez Vicario har valgt at sætte samarbejdet – som i første omgang også skulle omfatte French Open – i bero, fordi hun ikke har tid nok, da hun – ifølge Piotr til TV2 – “har travlt med små børn og familie”.

Uanset om det er den fulde forklaring, eller der er andre årsager til, at Sanchez Vicario har været “fraværende” under kampene, kan man dog konstatere, at Caroline på grus-banerne har vist markant fremgang i forhold til tidligere.
Hvis samarbejdet med Sanchez Vicario er medvirkende årsag til det, har det nu afbrudte samarbejde ikke været helt forgæves.

Forrige artikelITF Båstad: Olga Helmi og Thomas Schwencke Lindqvist på forlænget ophold
Næste artikelATP Madrid: kvartfinalerne er færdigspillet – semifinaler næste
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.