Santa Ponsa på Mallorcas sydkyst, kun 20 minutters kørsel fra Palma de Mallorca, er kendt blandt mange danskere for mere end solbadning og dasen ved swimmingpoolen.

Den lille badeby er et yndet træningssted for danske tennisspillere i alle aldre, på alle niveauer og på stort set alle tidpunkter af året. Selv i december kan man få sved på panden under middelhavssolen, mens man svinger ketsjeren i Santa Ponsa Tennis Club.

Nok om det. De danske piger, der havde valgt at bruge deres efterårsferie på tennis, var ikke taget til Santa Ponsa på grund af vejret. Playas de Santa Ponsa Throphy U12 handlede om seriøs tennis, jagt på point, erfaring og tennislærdom.

Og allerede på førstedagen i kvalifikationen måtte HIK´s Mie Aamot Mønster sande, at betingelserne på udebane er noget hårdere end hjemme. Russiske Alena Saliakhova ramte dagen og vandt kampen 6/4 6/4.

Marie Søndergaard Juhl (HRT) spillede sig videre fra kvalifikationen med 6/1 6/1 over franske Charlotte Lelev. I mandagens hovedrunde slog hun sig videre med 6/2 7/6(7) over Sina Fackelmann (Tyskland). Og dagen efter blev det til en russisk skalp, da Maria Andrienko blev nedlagt med 6/3 6/3. Men onsdag sluttede Maries sejrstribe, da russiske Tatiana Muzykantskaya vandt kvartfinalen med 6/0 6/3.

Hillerøds søskendepar Augusta og Frederikke Birn var direkte i hovedturneringen. Her blev det til en hurtig eksit til Augusta, der mandag tabte 1/6 0/6 til en skrap russer, Tatiana Pushkina. Frederikke slog sig videre med 6/3 6/0 over en anden russer, Alena Saliakhova. Men i tirsdagens 2. runde måtte Frederikke vinke farvel til videre deltagelse, da Evialine Laskevich (Hviderusland) besejrede hende 6/0 6/1.

KB´s Divine Dasam Iheme lagde stærkt ud med 6/3 6/0 over Clara von Peschke (Tyskland) i mandagens 1.  runde. Men dagen efter blev det til et overraskende nederlag til Aliona Falei fra Hviderusland. 6/2 6/2 stod der på tavlen i hviderussisk favør. Men Falei gik hele vejen og kunne lørdag løfte trofæet efter en finalesejr over svenske Johanna Berhold. Så det var en virkelig kvalitetsmodstander, der sendte Iheme ud af turneringen lidt tidligere end forventet.

Resultater fra de danske pigers doubler:

Dols (Spanien)/Righi (Italien) vs Frederikke & Augusta Birn (DK) 6/1 6/2

Falei/Laskevich (Hviderusland) vs Mie A. Mønster/Marie S. Juhl (DK) 6/2 6/0

Divine D Iheme/Zaara Omar(USA) vs Gutzeit/Pesche (Tyskland) 6/2 6/2

Iheme/Omar vs Bachir(Holland)/Pantelic(Belgien) 6/2 2/6 10/5

Divine og Zaara taber på Walkover i kvartfinalen.

 

 

Forrige artikelChallenger Las Vegas: Sejrsstime sluttede for Torpegaard
Næste artikelWTA Luxembourg 2016: Monica Niculescu slicede Kvitova af banen
Avatar photo
Claus Holmen er 59 år, spiller motionisttennis, og er far til et par tennisglade knægte. Claus følger dansk tennis på nært hold – fra de laveste motionistrækker til toppen af eliten. Han rejser rundt og møder en masse tennisspillere, trænere og forældre i alle afkroge af det danske tennislandskab. For Claus rummer en hver sejr i hvilken som helst turnering lige så meget drama som en Wimbledon-finale.