Elmer Møller har givet Danmark den bedst mulige start i EM finalen med sikker sejr i 2. singlen

Danmark er lige nu meget tæt på at sikre sig titlen som europamester U12 hold 2015 Tennis Europe Nations Challenge B12 i Antalya, Tyrkiet.
Tennisavisen har tidligere givet udtryk for “mistanke” om, at Spanien har ændret på rækkefølgen af deres singler ved ikke at benytte samme rækkefølge som ved kvalstævnet, hvor de tog udgangspunkt i den spanske rangliste.

Hvis den spanske taktik med denne ændring var at satse på spansk sejr i 2. singlen i finalen mod Danmark, blev det godt og grundigt forpurret af den danske 2. single Elmer Møller, som netop har bragt Danmark foran 1-0 efter sejr på 6-2, 6-2 over Alejandro Turriziana Alvarez, som var 1. single, da Danmark senest vandt over Spanien ved kvalstævnet.

Nu venter vi spændt på, om Holger Vitus Nødskov Rune kan stå for det store forventnings-pres, som uundgåeligt er lagt på hans unge skuldre i 1. singlen mod Carlos Alcaraz Garfia, men hvis det lykkes spanieren at vinde, har Danmark stadig chancen for at blive europamestre, hvis de efterfølgende kan vinde doublen.

 

Forrige artikelWTA: Stanford – Pliskova i finalen mod Kerber
Næste artikelTE U12 EM: Finale-gyser mod Spanien afgøres i double
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.