Istanbul og Singapore har de senere år høstet stor ros for afholdelsen af kvindernes sæsonfinale. Fremover forsvinder den højtprofilerede turnering længere væk fra Europa end nogensinde før, når den fra 2019 og ti år frem skal afholdes i Shenzhen, Kina.

Mens tennissportens hjerte er begravet i historiske tennisanlæg rundt omkring i Australien, Europa og Nordamerika så blev det den 17.januar i år bekræftet, at sportens økonomiske epicenter er placeret i Asien, nærmere betegnet Kina. For selvom der var bud fra blandt andet St. Petersborg på den fremtidige afholdelse af sæsonfinalen, med deltagelse af årets 8 bedste singlespillere samt 4 doublepar, så var der aldrig tvivl om, at WTA-eventet fremover skal placeres i Kina. Den økonomiske aftale kineserne bød ind med var ganske enkelt for god til, at WTA kunne sige andet end ja tak. Når den nye aftale når sit tiende og sidste år vil kineserne have fordoblet de nuværende $ 7.000.000 dollars i præmiepenge. Med $ 14.000.000 dollars i samlet præmiesum vil kvindernes sæsonfinale overhale de mandlige tennisspilleres, der i London aktuelt kun byder på $ 8.000.000 dollars til fordeling mellem de deltagende spillere.

Ifølge WTA har arrangørerne desuden forpligtet sig til at bygge et helt nyt tennisstadion i centrum af Shenzhen. Et stadion der altså er udover den tennisarena, der i forvejen huser både en ATP- og WTA-turneringen. Den nye arena, der er indendørs, vil koste i omegnen af $ 450.000.000 millioner dollars og have plads til 12.000 siddende tilskuere.

”Når man tager højde for præmiepenge, forpligtelser overfor WTA og de bygninger der opføres i forbindelse med begivenheden, så er det en samlet forpligtelse på over en billion dollars,” fortæller CEO i WTA Steve Simon.

Det er velkendt, at arrangøren betaler en betragtelig sum for rettigheden til at arrangere sæsonfinalerne. Således menes den nuværende arrangør, Singapore, at skulle have betaler $ 14.000.000 millioner årligt blot for at få lov til at arrangere turneringen. Et beløb Steve Simon ikke vil kommentere på i forhold til den nye aftale med Shenzhen.

WTA: Det handler om andet end penge

Da den tidligere WTA-chef, Stacey Allaster, bekendtgjorde den 5-årige aftale med Singapore gjorde hun klart, at aftalen kun indeholdt 35-40 procent af den økonomi WTA på sigt ville kunne kræve for sæsonfinalerne. Steve Simon mener ikke længere dette er retvisende grundet ydre omstændigheder. Han mener dog at aftalen med Kina er en stor aftale for WTA, men ikke alt handler alene om tallene på papiret.
”Shenzhen og Delta regionen er det nye Silicon Valley i Asien. Det er en voksende region og et voksende område og vi er glade for at være en del af den vækst,” lyder det fra Steve Simon.

En understregning af den vækst er indbyggertallet i Shenzhen. Tilbage i 1980 boede der under 100.000 mennesker i byen, I dag bor her mere end 10 millioner indbyggere. Det er usikkert, om WTA-sæsonfinalerne vil betyde, at byens WTA-turnering bliver lukket ned. Uanset hvad har Kina en stor del af WTA-turneringerne. Udover den kommende sæsonfinale spilles der otte WTA-turneringer i Kina, herunder den store Premier Mandatory-turnering China Open i Beijing.

Vil kopiere ATP
ATP og WTA er på mange måder er direkte rivaler om at skabe store events, få sponsorer i kassen og ikke mindst lande lukrative tv-aftaler. Alligevel har ATP, blandt andet via en række superstjerner, været foran på point på nærmest alle fronter de sidste mange år. Derfor er WTA også ærlige omkring, at aftalen med Shenzhen i høj grad også er lavet med inspiration til den gigantiske succes ATP har oplevet, efter de lagde sæsonfinalerne permanent i London og O2 Arena fra 2009. Spørgsmålet er herefter om en voksende metropol i Kina kan skabe samme interesse og hype om et event som ATP har haft held med at skabe ved mændenes sæsonfinale i London.

”Jeg tror det tager tid at bygge traditioner, og på den lange bane vil folk støtte det og investere i det her projekt, det er min klare overbevisning,” lyder det fra Steve Simon.
Steve Simon anerkender, at den tradition i høj grad kunne være bygget videre i Singapore, en by med global udsigt og stor økonomi, men at man valgte en anden vej. En anden bekymring ved at vælge Kina har været, at landets superstjerne, Li Na, valgte at stoppe i 2014. En bekymring Steve Simon dog ikke har, i særdeleshed på grund af stigende tilskuertal ved de tre store turneringer i Wuhan, Tianjin og Shenzhen.
”Shenzhen er en fantastisk mulighed. Det nye stadion bliver placeret midt i byen og ikke i udkanten, hvor mange nye stadions i dag bliver bygget. Så nu er vi i hjertet af en region med 68 millioner mennesker, det kan ikke blive bedre,” forklarer Steve Simon.

Singapore, der afholder sæsonfinalen for sidste gang i 2018, var et af fem bud på den nye aftale Shenzhen løb afsted med, men matche økonomien i vinderbuddet kunne Singapore ikke. De andre bud var Prag, Manchester og som tidligere nævnt St. Petersburg. Valget af Kina vil, igen, skabe udfordringer i forhold til traditionelt store tv-markeder for tennis som USA, da tidsforskellen gør det svært at skabe attraktive spilletidspunkter. Men til trods for store talenter som Sloane Stephens og Madison Keys var USA end ikke klar med et bud. Turneringen er tidligere blevet afholdt i Madision Square Garden i New York fra 1979-2000 og i Los Angeles fra 2002-2005. Men fra 2019 og 10 år frem hedder destinationen for WTA-sæsonfinalen Shenzhen, Kina.

Forrige artikelLørdag 28. april: 19-årige Stefanos Tsitsipas i semifinale i Barcelona
Næste artikelSøndag 29. april: Parmentier vs. Hercog eneste finale på live TV
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.