Indlæg af: Pia Vedel Ankersen, formand i Hadsten Tennisklub

Curiosity killed the cat... Og hvis man ikke er en kat, men blot en nysgerrig formand for en tennisklub i den jyske provins, bliver man måske ikke slået ihjel af sin nysgerrighed, men en nysgerrighed for tingenes tilstand i tennisverden har efterladt mig noget desillusioneret.

Basalt set skyldes dette, at status og fremtidsudsigterne for dansk tennis er dystre. Medlemstallet er faldende, hvilket i sig selv er udfordrende. I tillæg hertil synes der at pågå et politisk spil i DTF og unionernes kulisser af machiavelliske dimensioner, som eliminerer enhver mulighed for en bæredygtig udvikling af tennissporten. At dette kan pågå skyldes i høj grad en mærkværdig valg- og organisationsstruktur i DTF.

Medlemsnedgang

I efteråret blev alle DTF klubber inviteret til at give input til udvikling af DTF’s politiske program 2016-2020. I Hadsten Tennisklub (HTK) følte vi os noget uvidende om tennissportens (sundheds-)tilstand. Vi sendte derfor en del spørgsmål til politisk programansvarlig ved DTF Jan Winther og JTU’s formand John Sloth: Hvad er medlemstallet, hvordan er udviklingen i medlemstal, hvordan er medlemssammensætningen i forhold til køn, alder osv.?

Det kunne vi ikke umiddelbart få svar på, men Jan Winther udleverede data til HTK, således at vi selv kunne fortage analyserne for en afdækning af nogle af spørgsmålene (se bilag for spørgsmål og svar). Ud over data fra DTF/Jan Winther har vi i HTK hentet data fra DIF’ portal (DIF medlemsdata: http://www.dif.dk/da/om_dif/medlemstal /september 2015).

Figur 1 er en illustration af tennissportens udvikling fra 1988 til 2014. Det fremgår af figuren, at på en periode på knap 30 år er tennissportens medlemstal gået fra cirka 120.000 medlemmer til mindre end 60.000 medlemmer i dag (57.052) – altså en halvering af medlemstallet på knap 30 år.

Figur 1 illustrerer endvidere medlemmernes alderssammensætning. I dag er det således at cirka 50 pct. er seniorer 18-64. Knap 25 pct. er juniorspillere og knap 25 pct. er senior 60+ spillere.

Efter 2006 er medlemsgrupperne opgjort for 60+ årige separat. Der ses en jævn stigning i medlemstallet og andelen for 60+ aldersgruppen, mens medlemstallet og andelen er stærkt faldende for seniorer og svagt faldende for juniorer (det markante fald i seniorer i 2006 afspejler at 60+ gruppen opgøres separat).

Betydningen af forskydningen i alderssammensætningen mod flere 60+ seniorer og færre seniorspillere under 60 år behøver man ikke at være bookmaker, spåkone eller professor i befolkningsfremskrivninger for at kunne forudsige vil betyde en fortsat medlemsnedgang for tennissporten de kommende år.

10.000 nye medlemmer – bevæg dig for livet

DIF og DGI har udarbejdet Bevæg dig for livet projektet (20-50-75). Ambitionen med dette projekt er at 50 pct. af danskerne er foreningsaktive og 75 pct. er idrætsaktive i år 2025. Projektet er DIF og DGI’s svar på KPMG og Idrættens Analyseinstituts analyse af, hvorvidt foreningsstrukturen er optimalt struktureret i forhold til at engagere befolkningen i idrætsaktiviteter og foreningsliv (Kulturministeriet, Idrættens Analyseinstitut og KPMG (2014). Udredning af idrættens økonomi og struktur – Analyse /februar 2016).

“Der skal skaffes 10.000 nye medlemmer i dansk tennis, men hvor mange skal SLTU finde? Vi er egentlig ’ligeglade’ med tallet, dem som kommer, kommer” – bestyrelsesreferat, 10.12.2015.

DTF og DGI tennis har lavet en aftale om, at tennis skal levere en medlemsfremgang på 10.000 nye medlemmer de næste år, og den opgave er der givet 10 mio. kr. til. DTF og DGI tennis skal altså forøge medlemstallet med knap 20 pct. og dermed komme tilbage til medlemstallet for 2005. Dette er ambitiøst. Specielt er det ambitiøst set i lyst af, at der endnu ikke er noget der tyder på at medlemsnedgangen er stoppet.

Så spørgsmålet er, hvad strategien er? Hvad er fordelingsnøglen mellem unionerne? Er det knap 20 pct. medlemstilgang i hver union? Dette synes ikke at være tilfældet. SLTU har følgende holdning: “Der skal skaffes 10.000 nye medlemmer i dansk tennis, men hvor mange skal SLTU finde? Vi er egentlig ’ligeglade’ med tallet, dem som kommer, kommer (bestyrelsesreferat af 10.12.2015)”.

Jeg tror ærlig talt ikke, at man i DTF bestyrelse helt har indset, hvad det kræver at løfte den opgave man har forpligtet sig på. Holdningen i DTF’s største union SLTU og DTF’s kåring af Slagelse tennisklub til ”årets tennisklub” er en indikation af manglende indsigt og kongruens mellem DTF strategier, politikker og handlinger. Slagelse tennisklub er en af de tennisklubber, som oplever størst medlemsnedgang. I 2012 var der 440 medlemmer i Slagelse Tennisklub, men i 2015 er medlemstallet faldet til 190 – en medlemsnedgang på knap 60 pct. Hvis alle tennisklubber i Danmark bliver lige så ”visionære” som Slagelse, vil medlemstallet i DTF være cirka 23.000 i 2018!

Umiddelbart tænker jeg, at DIF næppe finder DTF’s strategier beundringsværdige eller støtteværdige mere sandsynligt er det, at DIF får associationer til Kejserens nye klæder. Og dette bringer mig frem til min næste bekymring, som er, at DTF (og unionerne) synes at være præget af et Machiavellisk magtspil i en valg- og organisationsstruktur, som initierer til kamikaze. I den forbindelse synes DTF’s bestyrelse at arbejde målrettet på at opbygge et problematisk forhold til DIF.

Et machiavellisk spil

I efteråret blev min nysgerrighed vakt for sagsbehandlingen i DTF regi. To sager faldt mig for brystet. De små (moralske) sko jeg går rundt i, begyndte virkelig at klemme, da det gik op for mig, at enkelte DTF bestyrelsesmedlemmer arbejdede på at få udbetalt kørselspenge for kørsel i firmabil. Dette svarer til en lønudbetaling, og derfor vil et sådant beløb være skattepligtigt. Det er kort sagt simpelthen bare længere ude end langt ude. Hvis DTF’s bestyrelsesmedlemmer synes, at de skal have (bedre) løn, må de stille forslag om (forøget) bestyrelseshonorar til DTF’s generalforsamling.

Den næste sag, der vakte min undren, var tilbagetrækningen af Agi Szocskas kandidatur til DIF’s bestyrelse. I august indstillede DTF Agi Szocska som kandidat. I referatet kan man læse: “Den samlede bestyrelse besluttede at bakke op omkring et sådant kandidatur og vil støtte AS fuldt i den kommende proces frem til og med DIF’s årsmøde i 2016 (DTF bestyrelsesreferat august).”

Mindre end tre måneder efter trækker DTF’s bestyrelse opbakningen til Agi Szocskas DIF bestyrelseskandidatur. Hvorfor?

En gennemlæsning af DTF’s bestyrelsesreferater bidrager kun til forvirringen. På bestyrelsesmødet i oktober deltager formand for DIF Niels Nygaard (NN) indledningsvis. Niels Nygaard kommenterer Agi Szocska (AS) DIFs kandidatur. Hans holdning til kandidaturet er: NN bemærkede herudover, at det var dejligt at DTF stillede op med en engageret og dygtig kandidat til DIF’s bestyrelse i form af AS (DTF bestyrelsesreferat oktober).

Nu kunne man så umiddelbart tænke at Agi Szocska er godt på vej, men DTF’s veje er uransagelige. Under punkt 1.5 rejser SLTU formand Henrik Thorsø spørgsmålet om, hvorvidt der fortsat er opbakning til Agi Szocskas DIF kandidatur i DTF’s bestyrelse? Det er der ikke. Agi Szocskas kandidatur trækkes tilbage.

Jeg har siden oktober forsøgt at få svar på, hvem der har taget denne holdningsmæssige kovending og hvorfor. Først spørger jeg Jan Winther. Han henviser mig til JTU formand John Sloth.

John Sloth beder mig komme til et møde, som han efterfølgende aflyser, hvorefter han beder mig komme til et andet møde, som han vælger ikke at møde op til. Efterfølgende er min forbindelse til John Sloth død. Jeg kan simpelthen ikke komme i kontakt med ham.

Nu er vi midt i december, og jeg er lige så uvidende som jeg var i oktober. Da jeg ikke kan komme i kontakt med John Sloth skriver jeg til JTU’s bestyrelse. I JTU afholdes der ekstraordinært bestyrelsesmøde den 18. januar.

Efter dette modtager jeg et svar, hvor næstformand Lone Tørnes redegør for, at John Sloth hverken har inddraget eller orienteret JTU’s bestyrelse i sagen om mistillid til Agi Szocska. Det eneste JTU’s bestyrelse kan få ud af John Sloth er, at det handler om samarbejdsvanskeligheder, og dem har John Sloth åbenbart oplevet.

Så vidt så godt. JTUs formand var altså et af bestyrelsesmedlemmerne, som mente at Agi Szocska ikke var kvalificeret til DIF’s bestyrelse. Men hvem er de andre? Og hvorfor den pludselige opstået mistillid? Og hvad er det for noget omkring samarbejdsproblemer?

Efter mailen fra JTU næstformanden får jeg en mail fra formand for DTF, Henrik Klitvad. Han skriver dels, at han personligt har fuld tillid til Agi Szocska, og dels at der var et flertal imod Agi Szocska.

Nu kan vi begynde at regne. Tilstede til mødet var Thomas Kønigsfeldt, Boris Michailoff, Henrik Thorsøe, Jan Winther, Agi Szocska, Henrik Klitvad og John Sloth. Agi Szocska, Henrik Klitvad og Jan Winther er positive. SLTU formand Henrik Thorsøe rejser spørgsmålet og det gør han vel fordi han har mistillid til Agi Szocska. Derudover må Thomas Kønigsfeldt og Boris Michailoff være imod sammen med og John Sloth. Det er altså disse fire, som på tre måneder har fået en holdnings whiplash, og er gået fra pro til con Agis Szocskas DIF kandidatur. Det er ubesvaret, hvorfor de fire herrer har ændret holdning, men det bliver da interessant at få belyst til DTF’s generalforsamling den 19 marts.

Men hvordan er det muligt at tingene i DTF har kunnet udvikle sig så katastrofalt?

Check and Balance

I DTF regi er bundlinjeresultatet dårligt – medlemsnedgang. Derudover er det machiavelliske spil, som dominerer DTF’s organisation, underminerende for DTF politiske legitimitet. En formodning kunne være, at der er noget grundlæggende galt med organisationsstrukturen (og kulturen) i DTF.

Politik handler om den autoritative fordeling af goder for et samfund (Easton, 1953. The Political System, An Inquiry into the State of Political Science). Politiske organisationer adskiller sig fra virksomheder ved, at det ikke er tilstrækkeligt at demonstrere et godt bundlinjeresultat. En politisk organisation skal også godtgøre politisk legitimitet, givet ved at særinteresser skal tjekkes og balanceres (check and balance). I forhold til DTF giver ovenstående anledning til flere spørgsmål. Helt grundlæggende,
er der check & balance på særinteresserne i DTF? Er fordelingen af goder i DTF legitime? Bliver de opfattet som retfærdige af medlemmerne? Endvidere, er DTF et fælleskab, som flest mulige tennisklubber i hele Danmark kan se sig som en del af?

DTF’s bestyrelse

I DTF bestyrelse er de fire unionsformænd repræsenteret, og derudover er der fire medlemsvalgte bestyrelsesmedlemmer, hvoraf formand særskilt er medlemsvalgt. DTF’s politiske struktur giver dermed associationer til et politisk tokammersystem, således som man finder det i lande som Tyskland, Frankrig, USA mv.

I USA består kongressen af senatet og repræsentanternes hus. I senatet er hver stat (uafhængig af størrelse) repræsenteret ved to senatorer – det svarer meget godt til unionsformændene i DTF bestyrelse. Repræsentanternes hus består af 435 medlemmer. Disse er valgt ved direkte valg i de enkelte stater, hvor antallet af medlemmer for en given stat er afhængig af indbyggertallet i staten. Associationen er her til de medlemsvalgte repræsentanter i DTF bestyrelse og så ikke rigtig alligevel.

Sammenligningen mellem DTF’s bestyrelse og tokammersystemet halter dog på flere niveauer. Den væsentligste forskel er, at DTF’s bestyrelse ikke fungerer i to kamre, men derimod i ét. I et tokammer system, eksempelvis Kongressen i USA, skal et forslag have flertal i både senatet og repræsentanternes hus for at blive godkendt.

Den tjek og balance, der er knyttet til at tvinge senatorerne og repræsentanterne til i hver sit regi at finde et flertal, er ikke tilstede i DTF bestyrelse. I DTF er det nemlig muligt at danne flertal mellem medlemsvalgte og unionsformænd, hvilket vil sige at regionale-, elite- eller andre særinteresser kan lave stemmealliancer. Dermed har man undermineret Check and balance og åbnet for et spil, hvor vinderen tager det hele, og retfærdighed, upartiskhed og politisk legitimitet hører til i en galakse langt, langt væk.

For at finde frem til vinderen, som tager det hele, er det væsentligt at være opmærksom på, hvordan de medlemsvalgte repræsentanter vælges til DTF’s bestyrelse.

DTF’s generalforsamling

På DTF’s generalforsamling har hver klub stemmer i forhold til størrelse, således at for hver påbegyndt 200 medlemmer har en given klub én stemme. Dette betyder, at hvis en klub har 50, 105 eller 195 medlemmer har klubben én stemme. Har en klub mellem 200-399 medlemmer har klubben 2 stemmer, 400-599 giver tre stemmer osv.

Ud over klubstemmerne er der to yderligere typer stemmer ved DTF’s generalforsamling. Første type er specifikke stemmer til unionerne, som er fordelt i forhold til antal påbegyndte 5.000 medlemmer. Og så er der bestyrelsesmedlemmernes stemmer – ét til hvert medlem. Der er altså tre typer stemmer i spil: klubbernes, unionernes og bestyrelsesmedlemmernes.

Tabel 1 er et forsøg på, at give et overblik over, hvorledes stemmerne pt. fordeler sig på unionerne i forhold til klubstørrelser, unionsstørrelse og DTF bestyrelsesmedlemmers stemmer. Indledningsvis er der en oversigt over antal medlemmer og klubber, samt gennemsnitlig klubstørrelse (se bilag for en udfoldelse).

SLTU er den største union målt på medlemmer, mens JTU er den største union målt på klubber. FTU er den mindste union målt på medlemmer, mens KTU er mindst målt på klubber. Den gennemsnitlige klubstørrelse siger noget om forskellen mellem unionernes klubber. I JTU er den gennemsnitlige klubstørrelse 121, mens den i KTU er 685. Ingen klubber i JTU eller FTU har et medlemstal på over 600 – det er et Sjællandsk fænomen. I og med størrelsen determinerer antal stemmer, har dette naturligvis også betydning for det gennemsnitlige antal stemmer klubberne i unionerne har. I gennemsnit vil en klub fra Jylland eller Fyn rejse til DFT’s generalforsamling med 1,2 stemme. I gennemsnit har klubberne i SLTU 1,7 stemmer. I KTU har klubberne i gennemsnit 4,1 stemme.

Barry beskrev i 1978, at den rationelle borger aldrig vil stemme, fordi han kan opstille en simpel omkostnings- og nytte kalkule, hvor han vil komme frem til, at idet hans ene stemme aldrig vil få betydning for et valgs udfald, skal han ikke bruge ressourcer på at stemme – det er nemlig spild af ressourcer (Barry, Brian 1978. Sociologists, Economist & Democracy).

Givet at der så findes bare en lille snært af rationalitet blandt repræsenter for mindre klubber, som specielt findes i Jylland og på Fyn, er det åbenlyst at der ikke er rationale i at rejse til København for at deltage i DTF’s generalforsamling. Anderledes ser det ud for store klubber. Deres stemmer kan godt blive udslagsgivende.

De største klubber i KTU og SLTU vil med et fremmøde af de 10 største komme med henholdsvis 47 stemmer for SLTU og henholdsvis 52 stemmer for KTU. Nu vil forsvareren af det nuværende system påpege, at det ikke er nødvendigt at møde personligt frem – det er muligt at stemme ved fuldmagt.

Til dette er der kun at sige, at det er absurd teater. Ønsker man at DTF’s generalforsamling skal have en legitimerende funktion i forhold til fællesskabet, så er det mindste man kan forlange, at folk møder op, indgår i dialogen, lytter til argumenter, og på den baggrund udøver valghandlingen baseret på en vurdering af argumenteres gyldighed.

Ny organisationsstruktur eller et navneskifte?

Det har flere gange været på tale at nedlægge unionerne, evt. bygge valgsystemet op omkring valgkredse – sammenligneligt med valg til Folketinget. Det er en ide. Ønsker man ikke dette, men vil man bevare unionerne og medlemsvalgte bestyrelsesrepræsentanter, er det helt essentielt at der implementeres et to- kammersystem.

Alternativt kan den nuværende struktur bevares og tingene kan gå sin gang. Inden for en meget kort tidhorisont kan vi så ændre navnet på Dansk Tennisforbund til Sjællands Tennis Forbund (STF).

Hvorfor siger jeg det? Se på DTF’s bestyrelse. I dag er er det således, at fem bestyrelsesrepræsentanter er fra Sjælland mens tre er fra Fyn og Jylland. Efter generalforsamlingen til marts er seks ud af de otte medlemmer (formodentlig) fra Sjælland. Og DTF’s formand er fra SLTU – den nuværende SLTU formand Henrik Thorsø. Dette er naturligvis bæredygtigt for tennissporten på Sjælland, men næppe bæredygtigt for dansk tennis.

Jeg vil derfor slutte af med en opfordring til, at vi alle går sammen om at genopbygge og vitalisere et forpligtende fællesskab omkring DANSK tennis. Det første vi skal gøre er, at opbygge en gennemskuelig og repræsentativ valg- og organisationsstruktur, der sikrer at særinteresser tjekkes og balanceres.