Wozniackis mange muligheder kræver fornyet og forbedret fokus

Den danske tennisstjerne er blevet et globalt brand – både på og udenfor banen. En status der skærper kravene til både danskeren, men også teamet omkring hende.

I godt 10 år var den amerikanske agent John Tobias Caroline Wozniackis faste kommercielle følgesvend. Tobias var manden, der forhandlede med potentielle sponsorer for så efterfølgende at præsentere tilbuddet for familien Wozniacki. Et arbejde der har sikret den danske tennisstjerne en lang række sponsoraftaler med globale brands. Aftaler der i årene 2010 og 2011, hvor Wozniacki sluttede øverst på verdensranglisten, sikrede at indkomsten blev et trecifret millionbeløb.

I 2015 afsluttede Caroline Wozniacki samarbejdet med John Tobias, der blev fyret fra firmaet Lagardere. Dermed endte et langt og frugtbart samarbejde. Lagardere neddroslede aktiviteterne på tennis, hvilket fik en lang række spillere til at finde andre agenter. Wozniacki er bundet af en 3-årig kontrakt med firmaet, og da John Tobias´ aftrædelsesordning indeholder en bestemmelse om, at han ikke må arbejde med tennis, så har Wozniacki været tvunget til selv at stå for en del af den kommercielle del.

Nyt team
Forud for 2016 sæsonen kom der også nye folk til teamet omkring Caroline Wozniacki. Den danske fysioterapeut John Tobias blev tilknyttet. Formålet var at undgå de skader, der i 2015 plagede den danske tennisspiller. De to arbejdede intenst sammen i off-season og således udtalte Wozniacki, at hun forud for 2016-sæsonenfølte sig fysisk bedre end længe, da de mange skader og skavanker fra 2015 nu var helt væk.

På banen har dette endnu ikke givet pote i en sæson, hvor resultaterne ikke har flasket sig for danskeren. Tidlige nederlag i alle turneringer har for første gang i fem år sendt Caroline Wozniacki ud af top-20 på verdensranglisten. Et fald der fører til dårligere seedninger i turneringerne og potentielt sværere modstandere tidligere i lodtrækningen. End ond spiral. Værst af alt er dog, at danskerens attitude virker til at være langt fra den vindertilgang danskeren i de succesfulde år 2010 og 2011 blev kendt og berygtet for.

”Det gør lidt ondt at se Caroline, for hun spiller ikke særlig godt i år. Jeg savner at se hende spille en rigtig god tenniskamp. Og det gør særlig ondt lige nu, hvor de andre topspillere ikke præsterer. Det burde være et fint afsæt for hende, til at vende tilbage til Top 10. Caroline har ikke spillet til det lige nu. Hun ser trimmet ud, men hun kommer ikke rigtigt ud til boldene. Det må sidde oppe i hovedet, for hun kommer et skridt for sent af sted. Hun kommer enten lidt for tæt på eller lidt for langt fra boldene og rammer dem skævt,” forklarer Tine Scheuer til Ekstra Bladet.

Den analyse er Wozniackis tidligere træner Michael Mortensen enig i, hvilket efterlader det store spørgsmål om, hvorfor danskerens resultater og præstationer er så svingende. Hvor er den stabilitet, fysisk som mentalt, der tidligere åd og sled modstanderne op? Er de mange opgaver for sponsorer, showkampe med veninde Serena Williams og modelbilleder for Sports Illustrated det der gør, at danskeren har svært ved at præstere på samme høje niveau som tidligere?

Et helt simpelt svar på dette interessante spørgsmål er umuligt at give. Dertil er en sportsudøvers karriere og personlighed for kompleks. Se eksempelvis på Caroline Wozniackis tidligere rival Kim Clijsters. Som ung spiller var belgieren et naturtalent, alle spåede belgieren en stor karriere som udfordrer til søstrene Williams. Hver gang belgieren kom til de store kampe floppede hun, nerverne rakte ikke til det sidste skridt frem mod Grand Slampokalen.

En barsel fra tennissporten ændrede alt for Kim Clijsters. Den satte tingene i perspektiv. Timerne til træning var færre, da den lille ny også krævede ekstra opmærksomhed. Til gengæld fandt Clijsters en ny glæde, gnist og fokus ved tennis. Den gnist, der før barslen var lidt død efter mange år med sport på øverste niveau. Pludselig var nervøsiteten i de store turneringer væk. Tre Grand Slamturneringer nåede Clijsters at vinde inden hun trak sig enegyldigt fra sporten.

Mange gøremål
Medierne er i disse tider fyldt med kritiske artikler om, at Caroline Wozniacki bruger for megen tid på modelopgaver, fester og andre aktiviteter udenfor tennisbanen. Der står ikke til debat, at disse valg ikke direkte gavner tenniskarrieren, men måske gør de alligevel. For selvom mange betragter hende som en maskine, så er Caroline Wozniacki kun et menneske. Præcis som alle andre, så påvirkes hendes arbejdsliv af privatlivet og omvendt. Går hun rundt og er trist, så er det naturligt sværere at finde motivationen til timevis af hård træning.

Jeg har i en lang række interviews snakket med Caroline Wozniacki om dette emne. Hver gang understreger hun, at de mange gøremål på forskellige platforme er med til at motivere hende, da hun er nysgerrig som person. Hun er ikke personen der isolerer sig hjemme på sofaen, der skal ske noget, hvilket hendes mange venskaber på WTA-touren og åbne personlighed også bekræfter.

Sikkert er det dog, at Caroline Wozniacki har brug for at få sat det rigtige hold omkring sig efter den pludselige afsked med John Tobias. Samarbejdet med Mark Abildhauge er fortsat relativt nyt, hvilket gør det svært at konkludere, om det har været en succes. De mange oplevelser udenfor tennisbanen ser tydeligvis ud til at gøre Caroline Wozniacki glad. En glad Wozniacki er den bedste base for igen at finde gnisten til at slide og slæbe på tennisbanen, hvilket der kræves for at komme tilbage i top-10.

Men Wozniacki er også en person der elsker nye udfordringer. Hun siger selv, at hun ikke er at finde i sporten i 2020, så måske venter et karrierestop inden længe. De mange millioner, hun blandt andet takket være John Tobias har på kontoen, giver hende mulighed for at vælge lige præcis det liv hun selv har lyst til at leve – med eller uden tennis.