Efter massiv kritik har ITF, WTA og ATP indgået aftale om, at WTA- og ATP-point atter optjenes i både $15.000 turneringer og højere kategorier

Da undertegnede skribent på Tennisavisen blev kontaktet 1. april 2017 af Danmarks repræsentant i ITF’s bestyrelse og fik tilbudt at interviewe præsidenten for International Tennis Federation (ITF), David Haggerty i forbindelse med planerne om en ny struktur, strejfede tanken at det kunne være en aprilsnar, men som det fremgår af artiklen herunder, fik Tennisavisen mulighed for at få belyst, hvilke intentioner der lå bag planerne.

ITF Præsident Haggerty til Tennisavisen: Ny struktur skal sikre levevej for top 750

Da ITF 8. november 2018 lancerede den nye struktur, forsøgte Tennisavisen næste dag at informere herom samt beskrive, hvad ændringerne betød for nogle af de danske spilleres rangeringer på henholdsvis WTA/ATP-ranglisten og den nye ITF-rangliste.

Transition Tour: Ny ITF-rangliste som springbræt til ATP og WTA fra 2019

Efterfølgende kunne reaktionerne efter ibrugtagningen af de nye regler i 2019 tyde på, at der efter manges opfattelse alligevel var tale om en aprilsnar, da der var en massiv kritik, som ligeledes er omtalt i Tennisavisen, hvor det desuden fremgår, at ITF er indstillet på at imødekomme kritikken.

Spillere bliver klemt på grund af ny struktur – ITF lover bedring

23. maj informerede ITF på deres hjemmeside om en aftale med ATP og WTA med det formål at optimere strukturen, så der både bliver bedre muligheder for at konkurrere samt en klar og fair vej mod toppen for talentfulde spillere.

Ændringerne betyder, at der igen kan optjenes ATP/WTA-point i $15.000 kategorierne (M15/W15), samt ATP point i M25-kategorien, hvor der siden Nytår kun har været ATP-point, hvis man nåede finalen – dog fra semifinalen i M25+H (turneringer med hospitality).
Dog blev der givet så få ATP-point, at det kræver succes i mange turneringer, inden der er optjent point nok til at få adgang til ATP Challenger.

De seneste ændringer betyder, at der i W15/M15 fremover tildeles WTA/ATP-point således:
1/8-finale: 1 point – dog ikke i double
Kvartfinale: 2 point
Semifinale: 4 point
Finale: 6 point
Vinder: 10 point

I M25 tildeles fremover ATP-point således:
1/8-finale: 1 point – dog ikke i double
Kvartfinale: 3 point
Semifinale: 6 point
Finale: 12 point
Vinder: 20 point

De nye point vil blive tildelt på ranglisten 5. august 2019, hvor point optjent siden august 2018 vil blive omregnet og indgå på ranglisten, og disse point vil blive benyttet på Acceptance-listerne ved tilmelding til turneringer, der afvikles fra 26. august og fremefter.

En anden væsentlig imødekommelse af kritikken er, at kvalifikationen udvides fra 32 til 48 deltagere, hvorved flere får mulighed for at deltage.

Der vil fortsat blive tildelt ITF-point i kvalifikationen ved 15K og 25K, og disse point vil blive benyttet til at afgøre rækkefølgen på Acceptance-listen for de tilmeldte spillere, der ikke figurerer på ATP/WTA-ranglisten.
Desuden undersøges mulighederne for at etablere “udviklings-turneringer” (developement tournament), hvor der ligeledes tilbydes ITF-point, med det formål at lette overgangen for spillere fra flest mulige lande samt spillere fra college.

Der vil fortsat være reserveret 3 pladser for top-100 juniorer i M15/W15 kategorierne for at sikre bedre muligheder for de bedste juniorer, hvilket fra starten var en væsentlig intention.
Det fremgår dog, at der ikke bliver reserveret pladser i de øvrige turnerings-kategorier, men det forventes at de Junior Exempts (JE), som de højst rangerede juniorer ved årets udgang får tildelt i højere kategorier, bibeholdes.

De ændrede regler – samt kommentarer hertil fra både ITF, ATP og WTA – kan desuden studeres på ITFs hjemmeside på dette link – https://www.itftennis.com/news/305825.aspx

Nye regler for Alternate efter deadline

Som tidligere omtalt i Tennisavisen tilmelder mange sig i flere turneringer under ITF World Tennis Tour med angivelse af en prioritering, som derefter bestemmer, hvilken turnering der bliver udvalgt af systemet for de spillere, der ikke selv framelder sig inden withdrawal deadline, der som regel er tirsdag kl. 1400GMT knap 2 uger før turneringen afvikles.

For spillere uden rangering eller med lav rangering er det ofte svært – eller umuligt – at komme ind i langt de fleste turneringer, og derfor bliver disse spillere automatisk placeret på Alternate-listen ved de tilmeldte turneringer, og i sjældne tilfælde får nogle af disse spillere alligevel mulighed for at slippe med i kvalifikationen, hvis tilstrækkelig mange tilmeldte trækker sig både inden og efter withdrawal-deadline.

Fra 10. juni betyder nye regler, at spillere efter “Freeze-deadline”, som for juniorerne er onsdag 1400GMT og for professionelle torsdag 1400GMT ugen inden en turnering, kun kan optræde på en enkelt Alternate-liste.

Juniorer vil blive fjernet fra Alternate-listen til en juniorturnering, hvis de efter Freeze-deadline også optræder på listen til en professionel turnering, og for at være på den sikre side opfordres spillerne derfor til selv at holde øje med udviklingen på Acceptance-listerne – især lige inden withdrawal-deadline tirsdag eftermiddag, hvor man bedst får et overblik over, hvilke turneringer der eventuel er mulighed for at være med.