For et år siden bragte Tennisavisen.dk i store træk nedenstående artikel skrevet af undertegnede. Artiklens klare påstand var, at Nadal igen ville vinde French Open, hvorved Nadal ville blive en endnu mere udødelig konge af gruset. Nu et år efter er der brug for et sandhedstjek. Står Rafael Nadal over for endnu en kroning i Paris, eller må den spanske konge abdicere? Her er sandhedstjekket.

Af: Daniel Stefansson

Påstand gengivet fra artiklen i 2018: Med afslutningen af den franske revolution var det slut med (lokale) royale regenter i Paris, og også i tennisverdenen har der i længere tid manglet en oplagt fransk gruskonge.

Sandt 2019: Ja, lad os starte med at slå det fast: Det bliver heller ikke i år, at en franskmand vinder French Open. Sorry, Gasquet, Pouille og Tsonga – I ender ikke som gruskonger, og det sejrende flag får heller ikke i år la Tricolores farver, når French Open afsluttes den 9. juni.

Hver forsommer har der været tradition for, at der opstår og forsvares et lille kongerige i Boulogneskoven i den vestlige del af Paris. Her er det ikke en konge af fransk oprindelse, der regerer, men derimod spanieren Rafael Nadal. Med nu 11 titler siden 2005 på det ikoniske Roland Garros tennisanlæg og kun to nederlag på 14 år samme sted er….

Påstanden 2018 og 2019: ”Rafa” fortsat den ubestridte konge af gruset.

Sandt 2019: Nadals performance i 2018 var ekstraordinær, hvor han kun tabte et set på vej mod titlen i Paris. Desuden vandt han ”opvarmningsturneringerne” i Monte Carlo, Barcelona og Rom. Med andre ord: Empirien taler for, at Nadals kongerige står uantastet hen.

Ved indgangen til årets anden store Grand Slam turnering er der således meget, der historisk tyder på, at den snart 33-årige mallorkiner vil tage sin 12 titel i Paris. Nadal kommer til Paris for fuld styrke og har endnu engang rejst sig efter en længere skadesperiode i starten af året.

Sandhedstesten 2019: Rafa har rejst sig på ny igen i år, og det er nærmest blevet en del af hans varemærke, at vi dømmer ham ude og færdig, men så rejser han sig som en Fugl Fønix….

Nadal indledte 2019 med blandede resultater, men nåede finalen i Australian Open efter en god turnering, hvor han dog til sidst i en meget svækket tilstand blev totalt udspillet afNovak Djokovic. Siden fulgte en række turneringer på hard court i Mexico og USA, hvor nederlag og skader gik hånd i hånd, og grussæsonens start var også alt andet end optimal set ud fra ”nadalske” standarder…

Nadal indledte grussæsonen i Monte Carlo og tabte til Fabio Fognini, siden blev det til nederlag til Dominic Thiem og Stefanos Tsitsipas i hhv. Barcelona og Madrid. Det så alt andet end godt ud.

Nadals sejrshistorik i disse turneringer plejede at korrelere med den endelige kroning i Paris. Og man anede i Nadals nederlag flere svagheder. Dels tabte han til flere forskellige modstandere.

Dels tabte han i flere turneringer i træk. Begge dele i sig selv usædvanligt. Men værst af alt: Den sædvanlige game plan så ikke ud tilat kunne gennemføres, og samtidig så det ud til, at vindertaktikken ikke blot kunne aflæses men også neutraliseres af modstanderne.

Opbygningen af spillet fungerede ikke. Baghåndsslagene blev alt for korte og ufarlige. Spinnet fra forhånden, der plejede at presse modstanderne længere og længere bagud, var væk. Resultat: Tre nederlag i tre turneringer, Nadal næsten med sikkerhed plejede at vinde.

Sandhedstest før Rom og French Open 2019: For enhver anden top 10-spiller ville Nadals resultater i Monte Carlo, Barcelona og Madrid (semifinaler i alle turneringer) være tilfredsstillende.

Men fordi Nadal har haft monopol på trofæerne i disse turneringer, har det selvfølgelig været naturligt at rejse spørgsmålet om, vi var ved at se begyndelsen til enden for en strålende karriere.

Dertil kom selvsagt, at Nadal siden august 2018 har været titelløs, og i et game, hvor titlerne giver den ekstra selvtillid, der afgør de vigtige point i de tætte kampe mod konkurrenterne, var der pludselig flere tegn på, at Nadals kongerige på gruset almindelighed og i Paris i særdeleshed var udfordret.

Så kom Rom…og titlen i Paris er nu inden for rækkevidde

Nadal stillede op som forsvarende mester i Rom. Feltet var stærkt. Djokovic kom med en overbevisende sejr i Madrid. Thiem, Tsitspas og ikke mindst Federer så også ud til at være i et strålende spillehumør. Men i Rom lynede Nadal. Fra forhånd og baghånd. Med tempo og variation. Og med uddeling af flere æg, bl.a. til Djokovic i finalen, satte Nadal en tyk streg under, at han var tilbage.

Min vurdering er således, at vi helt frem til finalen den 9. juni ved hver kamp på Centre Court i Paris vil kunne høre Nadals rungende VAMOS.French Open er som de andre grand slams en lang turnering, hvor der skal spilles godt og vindes i bedst-af-5-set i 7 kampe, før trofæet kan løftes.

Stillet over for de fakta, Nadals konkurrencefordele over for modstanderne på gruset og det, at Nadal først topper nu, peger i min optik på, at det spanske flag på ny vil vil vejre over Roland Garros, når turneringen afsluttes den 9. juni.

Og således har vi til næste år en endnu mere imponerende statistik at beundre end denne.

Faktaboks – Nadal i French Open

Noter: 2009 nederlag til Robin Söderling, Sverige. 2015 nederlag til Novak Djokovic, Serbien. 2016: Trækker sig med skade.