Efter at have reddet 5 breakbolde i kvalfinalen er Emilie Francati videre til hovedturneringen sammen med Karen Barbat. Emilie og Emily genforenes i double

Da Emilie Francati tirsdag spillede kvalfinale ved $10.000 turneringen Aegon GB Pro-Series Sunderland i England fik hun en god start ved at vinde 1. sæt 6-3 mod no. 857 Sarah Beth Askew (GBR), der på ranglisten er lige under Emile, der er no. 811.
Statistikken for sættet tyder på, at Emilie havde rimeligt styr på modstanderen, som hun brød 2 gange på 5 muligheder, og derfor gjorde det ikke noget, at britten udnyttede sin eneste break-mulighed.

I 2. sæt var der væsentlig mere spænding om udfaldet, og Emilie var i knibe i de fleste af sine servepartier, hvor modstanderen i løbet af sættet havde 6 muligheder for at bryde Emilies serv, hvilket lykkedes en enkelt gang, mens Emilie til gengæld udnyttede den ene mulighed, som hun selv fik.
Både ved stillingen 3-4 og 4-5 viste Emilie, at hun mentalt kunne stå for presset og hive partierne hjem trods break-muligheder til modstanderen.

Da begge også holdt serv til 6-6 måtte 2. sæt afgøres i tiebreak, hvor begge holdt serv indtil sidebyttet ved 3-3, hvorefter Emilie som den første måtte afgive et mini-break til 3-4.
Hun tog det dog straks tilbage og brød igen til 5-4 med chance for at serve kampen hjem.
Så let skulle det dog ikke gå, idet britten udlignede til 5-5, men Emilie vandt den næste serv og skaffede matchbold, da modstanderen skulle serve, og på den første mulighed sikrede hun sig sejren i 2 sæt 6-3, 7-6(5).

Emilie var tydelig lettet, da hun overfor Tennisavisen tilkendegav, at “Det var fedt at få den lukket i to”, og nu kunne hun blot vente på, at vinderne af kvalfinalerne indplaceres i hovedturneringen.

Mandag havde Emilie i 1. runde af kvalifikationen vundet over no. 1110 Chiara Frapolli (SUI) 6-3, 6-4.

I hovedturneringen møder Emilie i 1. runde no. 608 Laetitia Sarrazin (FRA), som i sidste uge i $25.000 turneringen i Grenoble indledte sæsonen med at uddele “æg” i kvalifikationen mod no. 484 Jasmine Paoline (ITA), som dog efterfølgende vandt 0-6, 6-2, 6-1.
Den 22-årige franskmand deltog sidste år i flere $10.000 turneringer, og var et par gange i semifinalen, så på papiret ligner det en helt åben kamp.

Lykkes det for Emilie at gå videre, er den sandsynlige modstander 7. seedede (446) Harriet Dart (GBR).
Emilie har dog grund til at være rimelig tilfreds med lodtrækningen, da hun undgik at møde 2. seedede (350) Manon Arcangioli (FRA) i 1. runde, og hun kunne også have mødt endnu højere rangerede spillere i 2. runde.

Karen Barbat
Foto: Sportsfotograf.com. Karen Barbat

Set med danske øjne er det en “drømme-lodtrækning”, og “drømme-scenariet” vil være, hvis Emilie kan spille sig helt frem til finalen, og at modstanderen bliver Karen Barbat, som er direkte i hovedturneringen i modsatte halvdel, hvor hun i 1. runde møder (635) Luisa Marie Huber (GER), der er 99 pladser under Karen, som er no. 536.

I tilfælde af sejr møder Karen enten 6. seedede (438) Katharina Lehnert (PHI), som besejrede Karen 6-4, 6-4 i Braunschweig i august 2015, eller (616) Tess Sugnaux (SUI).
Sidstnævnte vandt i november 2014 over Karen i semifinalen 6-2, 3-6, 6-4 i Helsinki, men Karen tog revanche ved at vinde 6-4, 6-3 i Amstelveen i juli 2015.

Lad os dog tage “1 runde ad gangen”, inden der spekuleres alt for meget over, hvordan tingene skal flaske sig for at få en dansk “drømme-finale”, da Karen i så fald også lige skal forbi 1. seedede (329) Katy Dunne i kvartfinalen.

Emilie deltager også i double-rækken, hvor hun bliver genforenet med Arbuthnott (GBR), som hun sidste år har fejret mange triumfer sammen med som junior, og de møder i 1. runde Chiara Frapolli/Sara Ottomano (SUI).

Emilie spiller single onsdag kl. 1100cet, Karen kl. 1400cet og doublen bliver sidst på eftermiddagen. Karen deltager ikke i double.