Anna Signe Rasmussen tog det første skridt i sommerens jagt på WTA rangliste-point med sejr over medstuderende double-makker

21-årige Anna Signe Rasmussen røbede efter kvalifikationen til $10.000 turneringen Future Nord i Kaltenkirchen i Tyskland, at hun vil bruge det meste af ferien fra  college på at jagte point til WTA-ranglisten.

Første point kunne sikres, da hun tirsdag mødte 19-årige Janina Braun, der ligesom Anna spiller tennis på Virginia Commenwealth University, hvor hun som regel spiller 3. eller 4. single, mens Anna for det meste er 1. eller 2. single, og derfor var favorit-værdigheden naturligvis på danskeren.

I starten af kampen var det dog Annas tyske mostander, der tog teten og bragte sig foran 4-1, men herefter fik danskeren kontrol over kampen, som hun vandt 6-4, 6-2, og dermed optjente hun det første vigtige point i sommerens jagtplan.

For at komme på ranglisten kræves dog point i mindst 3 turneringer eller mindst 10 point, så der skal stadig vindes flere kampe, men enhver rejse starter som bekendt med det første skridt, som Anna har taget uden større vaklen, når man lige ser bort fra starten af kampen.

I 1/8-finalen bliver Annas modstander 17-årige Lena Rueffer (GER), der er no. 1010 på ranglisten, hvilket måske ikke lyder særlig afskrækkende, men da den unge tysker i første runde vandt 7-6(7), 6-3 over 4. seedede no. 608 Nicole Coopersmith (USA), kan Anna formentlig få en god indikation af, hvad der skal til for at begå sig på ITF-touren.

Senere tirsdag spillede Anna sammen med Janina Braun 1. runde i double, hvor to jævnbyrdige sæt mod det tyske par Lisa Matviyenko og Carolin Schmidt endte i tiebreaks, hvor hvert par vandt et sæt med tætte cifre.
I den afgørende match-tiebreak vandt Anna og Janina til slutresultatet 6-7(7), 7-6(5), [10-6], og dermed er de klar til at møde 3. seedede Khabibulina (UZB)/Lisa Ponomar (GER).

 

Forrige artikelDen australske bad-boy
Næste artikelITF Aarhus: Patrick Kristensen eneste dansker tilbage
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.