Ved Grade 5 turneringen Rica ITF Junior havde de danske deltagere ikke den store succes i single, hvor hovedparten allerede var ude efter 1. runde i hovedturneringen, hvor kun 3 af de 11 deltagere nåede lidt videre.

Til gengæld er der dansk deltagelse i finalen i double hos både drengene og pigerne.
Patrick Kristensen (billedet), der sammen med Henrik Atlevi (SWE) er seedet 4, vandt i semifinalen 6-2, 7-6(6) over Peter August Anker/Marcus Anker Aarthun Sulen (NOR), så det blev det dansk-svenske par, der blev “Anker”-mænd i dette opgør.
I finalen lørdag kl. 1000 møder de Jaimee Floyd Angel/Hugo Gaston (FRA), som vandt deres semifinale 6-0, 7-5 over Eirik Groener/Sebastian Meum (NOR) 6-2, 7-5.

Rebekka La Cour Hillingsø, der havde været gennem kvalifikationen, nåede som den eneste af de danske piger 1/4-finalen i single, da hun i 1/8-finalen besejrede Ida Emilie Krause 6-4, 6-1.
I doublerækken spillede Ida Emilie sammen med Simone Alpieva, der ligeledes var nået til 1/8-finalen i single, og i semifinalen i double vandt de i en jævnbyrdig kamp, som måtte afgøres i match-tiebreak, over 1. seedede Astrid Wanja Brune Olsen/Lillian Gabrielsen (NOR) så knebent som 6-3, 6-7(5), 10-8.
Lørdag møder de i finalen 2. seedede Ekaterina Alay (RUS)/Daniela Vismane (LAT). Forinden spiller Vismane finale kl. 1000 i single, hvor hun er seedet 3, mod 2. seedede Deniza Marcinkevica (LAT).

I Stavanger Tennis Europe U14 blev fredag spillet finale i double, hvor det danske par Amanda Rommetveit Rohde/Hannah Viller Møller, der var seedet 2, tabte 3-6, 3-6 til Darja og Marija Semenistaja (LAT).