Både Johannes Ingildsen og Philip Hjorth er videre til kvartfinalen, hvor de i tilfælde af sejr til begge mødes i semifinalen. August Holmgren er ude i single, men i semifinale i double sammen med Joe

Fredag gennemførtes 1/8-finalerne i Boys single ved Grade 4 turneringen GD Tennis Cup, Antalya i Tyrkiet, hvor der igen blev spillet korte sæt for at indhente tidsplanen efter de første dages mange udsættelser på grund af regn.

1. seedede no. 172 Johannes Ingildsen (Joe) mødte Jonas Erdmann (GER), som fulgte med til 3-3 i 1. sæt, inden Joe løb med sejren 5-3, 4-2.
Philip Hjorth, der er no. 713, vandt mere overbevisende 4-1, 4-1 over (1272) Jannik Opitz (GER)

Derimod måtte 5. seedede (357) August Holmgren forlade single-rækken, da han blev besejret 3-5, 4-1, [10-8] af (WC) Cem Erturk (TUR).

Både Joe og Philip spiller kvartfinaler lørdag kl. 0900 (0800cet), hvor Joe møder 6. seedede (446) Cagatay Sami Soke (TUR), mens Philip møder (1234) Cengiz Aksu (TUR).
Da Joe og Philip er i samme halvdel af lodtrækningen, vil de i tilfælde af sejr til begge mødes i semifinalen, hvilket i så fald vil være garanti for dansk deltagelse i finalen.

Philip behøver ikke koncentrere sig om double, da han sammen med Henrik Atlevi (SWE) tabte 0-4, 4-5(6) til Valdemar Holm/Tobias Lindberget (SWE).

Det gik bedre for Joe og August, der er seedet 1, og de vandt først 4-2, 4-1 over Ege Melih Azkara/Ogulcan Deniz (TUR), og senere fredag spillede de kvartfinale, hvor der igen spilles til 6 i de 2 første sæt.
Her blev det til endnu en sejr 6-1, 6-2 over 5. seedede Gustavs Lukstins/Rudolfs Mednis (LAT).

I semifinalen lørdag møder danskerne det useedede par Syrry Can Korkmaz/Alp Sentay (TUR).

Joe deltager i næste uge i en ITF Futures turnering, som også finder sted i Antalya, og der er netop trukket lod til kvalifikationen, hvor Joe skal møde Andrei Soltoianu (MDA) i 1. runde.
Både Simon Friis Søndergaard og Oscar Rene Jeppesen deltager ligeledes i kvalifikationen, hvor Simon er seedet 8 og møder (WC) Aykhan Manafli (AZE), mens Oscar møder 10. seedede Raleigh Smith (USA), men det vil kollega Ralph Elm Hansen helt sikkert informere nærmere om, når det bliver aktuelt.

Forrige artikelITF Junior Benicarlo: Emilie/Emily taber finale i match-tiebreak ved 10-10
Næste artikelUM Inde U14: Useedede Mille Elsborg og Martha-Elisa Stemann i semifinalen
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.