Efter 0-6 i 1. sæt ændrede Benjamin Hannestad taktik og fik trukket tempoet ud med mere slice, og med en velfungerende serv blev kvartfinalen sikret

Indtil 19-årige Benjamin Hannestad til januar 2017 tilslutter sig University of South Florida har han i mellemtiden deltaget i en række Futures turneringer.
Siden han nåede semifinalen ved en 10K turnering i Castelo Branco i Portugal i juli måned er det dog kun blevet til en enkelt kamp i både Kaarina i Finland og Middelkerke i Belgien, som begge har været omtalt i Tennisavisen.

Benjamin Hannestad

For en uge siden blev det ligeledes til nederlag i 1. runde, da Benjamin i en 25K turnering i Berkeley, Californien tabte 6-7(5), 2-6 til 6. seedede no. 486 Lucas Gomez (MEX).

I denne uge er Benjamin tilbage på sejrskurs, idet han ved $25.000 turneringen Broadway Tennis Center Futures i Burlingame i Californien er med fremme i kvartfinalen, da han efter sejr i 1. runde 7-6(4), 6-3 over kval-spilleren Samir Iftikhar (PAK), vandt 0-6, 6-4, 6-4 over 5. seedede no. 391 Peter Kobelt (USA).

Som cifrene antyder, kunne Benjamin ikke stille meget op i 1. sæt mod en velspillende modstander, hvilket fik danskeren til at ændre sit spil drastisk i 2. sæt, hvor han begyndte at slice meget og fik trukket kampen ned i tempo, og serven begyndte også at fungere bedre.
Desuden var Benjamin mere effektiv i udnyttelsen af break-mulighederne i 2. sæt, hvor han brød modstanderens serv på den eneste mulighed i sættet, mens han til gengæld selv afværgede hele 5 break-muligheder.
I 3. sæt havde han helt styr på sine servepartier, og modstanderen fik ikke en eneste break-mulighed, mens Benjamin sikrede sig det afgørende break på den ene af de to muligheder, som han spillede sig frem til.

Sejren indbringer 3 point til ATP-ranglisten, hvor Benjamin i øjeblikket er no. 1054 med 9 point, så han vil med denne sejr være sikker på at avancere til top 1000.
Han kan desuden med yderligere 5 point fortsætte til top 900, hvis det i kvartfinalen lykkes at besejre 4. seedede Raymond Sarmiento (USA), der er no. 372, så det bliver ikke favorit-værdigheden, der kommer til at tynge danskeren i kampen, som spilles fredag kl. 1900 dansk tid.

Den svenske college-spiller fra California, Andre Goransson, der er no. 17 på den seneste college-rangliste, har wildcard til turneringen, hvilket han har udnyttet glimrende ved også at spille sig frem til kvartfinalen, bl.a. med sejr i 1. runde over Lucas Gomez, der som nævnt vandt over Benjamin for en uge siden.
Mexicaneren nåede den gang til semifinalen, hvor han tabte så stort som 1-6, 0-6 til netop Andre Goransson som han dog i denne uge gav langt bedre modstand, inden svenskeren vandt 6-3, 7-6(1).

I 1/8-finalen vandt Goransson 6-2, 6-7(3), 6-4 over no. 566 Jan Choinski (GER).
Svenskeren tabte i sidste uge finalen i Berkeley 7-5, 6-7(5), 4-6 mod no. 768 Marcos Giron (USA), der ligeledes er med i Burlingame i denne uge, men han tabte i 1/8-finalen til 6. seedede no. 410 Sebastian Fanselow (GER), som i kvartfinalen møder 1. seedede no. 218 Ruben Bemelmans (BEL).

Vinderen af sidstnævnte kamp møder i semifinalen vinderen af Benjamins kamp mod Raymond Sarmiento.

Forrige artikelITF Stockholm: Karen Barritza er i kvartfinalen
Næste artikelWTA Singapore: Muguruza og Radwanska vinder på dag 6
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.