Spændende om Caroline kan fortsætte den fremgang fra kamp til kamp, hun viste i de seneste turneringer

Nok er Rogers Cup – Coupe Roger présentée par Banque Nationale – i sig selv væsentlig som værende en Premier 5 turnering. Men den må også tillægges stor betydning som den første af de to opvarmningsturneringer til US Open. Det gælder i høj grad for Caroline, som ikke har spillet kampe siden Wimbledon. Nu bliver det spændende at se, hvor Caroline niveaumæssigt er på nuværende tidspunkt.

Carolines præstationer i de seneste kampe indikerer, at hun er på vej til komme igen efter en besværlig periode. Ikke med brask og bram, men Caroline og hendes team genopbygger tilsyneladende stille og roligt hendes niveau under hensyntagen til det mulige og fornuftige, hendes generelle helbredssituation og nogle tidsmæssigt uheldige afbrydelser af noget sygdom og småskader.

Caroline blev bedre spillende fra kamp til kamp i Eastbourne og Wimbledon, hun er på rette spor, omend der er et stykke vej endnu.

At hun i Wimbledon tabte kampen mod Zhang, er der ikke så meget at sige til. Caroline spillede udmærket tennis, sålænge modstanderen gav hende lov og solid tennis, da modstanderen fik gang i sit meget flotte og sikre spil. Caroline tabte trods en god præstation til en på dagen bedre modstander, et ikke helt ukendt ej heller helt urimeligt fænomen i tennis. 

Tidligere resultater

Caroline har deltaget i Rogers Cup ialt 10 gange med noget svingende resultater. Hun har vundet turneringen en gang, desuden været i finale en gang, været i en semifinale og en kvartfinale. De øvrige gange er hun besejret i sin første kamp af spillere af noget forskelligt niveau.

Blandt de bemærkelsesværdige kampe er dysten mod Karolina Pliskova i kvartfinalen 2017, hvor Caroline vandt det tætte opgør 7-5, 6-7(3), 6-4.

Turneringen spilles skiftevis i Toronto og Montreal, Canada.

Vigtig opvarmning til US Open

De kommende uger byder for Caroline på to Premier 5 turneringer i rap. Turneringen i Toronto starter 5. August og allerede ugen efter nemlig 12. August starter den næste turnering i Cincinnati. Derefter er der en uges turneringspause til træning og finpudsning inden US Open starter 26. august.

Der er således lagt op til vel timede, hensigtsmæssige forberedelser op til Grand Slam turneringen i Flushing Meadows, et opvarmningsforløb hvor Caroline forhåbentlig får spillet en håndfuld gode kampe. Hele verdenstoppen – dog undtagen Kvitova – er med i turneringerne, så der er udsigt til stærk modstand.

Modstanderne

I første runde møder Caroline 24 årige Yulia Putintseva. Putintseva, som er #39 på verdensranglisten, har i år besejret blandt andre Sevastova, Bencic og Osaka, sidstnævnte hele to gange. Hun vandt WTA turneringen i Nürnberg tidligere i år. Caroline og Putintseva har mødtes ved to tidligere lejligheder og vundet en kamp hver.
Det ligner en udfordrende start på turneringen for Caroline.

Anden rundes modstander vil blive en kvalifikationsspiller. 

Tredje runde kan byde på seeded (2) Naomi Osaka, useedede Saisai Zheng eller en kvalifikationsspiller. Osaka har været ret så svingende, siden hun vandt Australian Open – er citeret for at have haft problemer med tennislysten. Hvis/når hun får styr på sig selv igen, kan hun være næsten uovervindelig på en god dag.
Head to head 2-0 i Carolines favør, men de har ikke mødtes siden Eastbourne 2017.
Saisai Zheng, 25 år, #55, vandt 125K turneringen i Anning i april. Ellers har hun ikke gjort meget væsen af sig i år bortset fra, at hun netop har spillet sig i semifinale i WTA turneringen i San Jose ved at slå Anisimova, og i finalen ved at besejre Sakkari. Og så slog hun lige Sabalenka i finalen.
Caroline og Zheng har mødtes 2 gange før med sejr til Caroline begge gange

Kvartfinalens modstandere kan af seedede spillere blive (8) Serena Williams eller (10) Anastasija Sevastova. Serena kan som bekendt altid være ultra farlig, og Sevastova kan  også meget vel være en alvorlig udfordring.

Semifinalens seedede modstandere kunne være (4) Simona Halep, (7) Sloan Stephens, (9) Aryna Sabalenka, (14) Madison Keys.

Først i finalen vil Caroline kunne møde en af de øvrige top10 seedede spillere: (1) Ashley Barty, (3) Karolina Pliskova, (5) Kiki Bertens, (6) Elina Svitolina eller (WC) Maria Sharapova.

Caroline kan således indtil evt. kvartfinale kun møde en enkelt seeded spiller.
Nu er det ikke nødvendigvis de seedede og topseedede spillere, der viser sig at være de sværeste modstandere at møde. Disse blive jo af og til slået ud forinden af en bedre spillende modstander.

Forventningerne

Der knytter sig unægteligt nogle spørgsmål til ambitionsniveauet under overskriften:
Hvor er Caroline efter er måneds kamppause? 

Er hun fit for fight, veloplagt, sulten, supermotiveret?
Ja, formentlig.

Kan erfaring og energi samt en positiv og selvbevidst tilgang opveje og overskygge manglende kamptræning?
Ja, det er muligt.

Et centralt spørgsmål må være, hvordan Carolines selvtillid har det. Har hun viljen og modet til at satse på den rette, muligvis risikable løsning for at vinde pointet, ikke mindst på de afgørende bolde?

Forventningerne skal givetvis ses i lyset af den lange kamppause. Baseret på en behersket optimisme – grundet en samlet set opadgående formkurve gennem de seneste to turneringer – burde Caroline opnå 2-3 gode kampe i Toronto.

Forrige artikelW25 Polen: Erfaren ukrainer fandt løsning til sejr over Clara Tauson
Næste artikelKampe uge 32: Wozniaki og WTA/ATP spiller Rogers Cup. Holger Rune Challenger wildcard
Avatar photo
Ole Jørgensen har siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub bl.a. som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turneringshold og som aktiv spiller. På den globale scene er hans store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale. Oles interesse for udviklingen på WTA-touren, som han har fulgt nøje, startede især da Caroline Wozniacki vandt Wimbledon som junior.