Næst efter Spanien er Frankrig den nation med flest spillere spillere på verdensranglistens top-100 i herresingle. Alligevel virker tanken fjern, at en fransk spiller skulle kunne vinde en Grand Slam. Forkælede franske spillere er hæmskoen, mener Henri Leconte.

Han har prøvet det mange gange før, Henri Leconte. At rose organisationen og tale pænt om sponsorer og andet ved en af de mange Legends-turneringer den franske verdensmand efterhånden har deltaget i. Det var nu ikke for at være en i rækken af leflende interviews jeg under Kings Of Tennis i Stockholm i marts måned fik audiens hos den tidligere franske topspiller.

Henri Leconte

Land: Frankrig
Født: 4. juli 1963 (50 år)
Professionel: 1980 – 1996
Præmiepenge: $ 3.440.660
Titler: 9 ATP
Højeste rangering: 5 (september 1986)

Under årets Australian Open i januar i Melbourne overhørte jeg en samtale mellem Leconte og Eurosportkollegaen Mats Wilander om nutidens tennisspillere. Mens svenskeren brokkede sig over manglen på landsmænd i verdenseliten havde Henri Leconte et ambivalent forhold til den succes Wilander mente fransk herretennis i disse år oplever. For det er ikke udelukkende positivt, mener Leconte.

[quote_box_center]”Ja, hvis du ser det udefra, så har vi formået at producere dygtige tennisspillere ud fra et koncept, der har virket. Vi har en stor tradition, hvor vi har været dygtige til at bruge de franskmænd med erfaring til at bygge næste generation op. Ser du på de franske trænere i dag, så har hovedparten af dem været aktive på touren indenfor de sidste 10-20 år. Et privilegium, at vi kan rekruttere så meget knowhow, men det er samtidig også problemet, hvad har disse vundet?,” spørger Henri Leconte.[/quote_box_center]

En stribe store ATP-turneringer og et par Davis Cup-trofæer vil det umiddelbare svar lyde fra den kække reporter. Men man mærker på Henri Leconte, at i hans svar ligger i indirekte anklage af et system der er blevet ædt op af sin egen succes. Udvikling er blevet glemt, fordi det går godt nok. Men hvornår er det godt nok, når man kigger på den stolte franske tennistradition. 31 år er der gået siden Yannik Noah på Court Philipe Chatrier i Paris kunne løfte trofæet og lade sig hylde som mester i herresingle. Ikke siden er det lykkedes en fransk spiller at vinde en Grand Slamturnering i herresingle.

“Vores spillere har det godt. De er flasket op med fokus på udvikling og kontinuitet, men ikke på en sult.” – Henri Leconte

Udsyn giver stagnation

At kritisere et system som det franske, der pt. har produceret intet mindre end 13 top-100 spillere i herresingle, kan set med danske øjne virke en anelse malplaceret. Men ifølge Henri Leconte er fokus i de franske tenniskredse netop lagt forkert, fordi man ikke er åben overfor input udefra.

[quote_box_center]”Vi gør rigtig mange ting godt, det er der ingen tvivl om. Men vi må også være ærlige og sige, at vi har ikke evnet at udvikle den der spiller med x-faktor, der samtidig kan levere stabile præstationer. Jo (Wilfried-Tsonga red.) har noget af det, men han er alt for ofte en glad dreng, der bare hygger sig. Hvorfor har vi ikke ladet os inspirere af andre nationer, der har evnet at udvikle unikke atleter. Bragt serbiske, spanske, schweiziske trænere ind i vores organisation med input, der kunne give vores spillere de sidste par procenter, for meget mere mangler der ikke,” forklarer Henri Leconte.[/quote_box_center]

Han mener, at der fra en alt for tidlig alder bliver fokuseret på de gode boldspillere i udviklingen af morgendagens franske tennisspillere. Dem skal der også i fremtiden, være plads til. Men der skal også krydres med den type, der måske ikke lige har det unikke talent, men har en arbejdsmoral og en indstilling, der skiller sig ud. Disse typer vil, ifølge Leconte, have en god mulighed for succes i en sport, der hvert eneste år bliver mere fysisk præget. Den franske tennislegende mener ikke spillere som Djokovic og Nadal er unikke talenter, de er et produkt af hårdt, målrettet arbejde.

Uanede muligheder

Som han sidder der i den svenske hovedstad Stockholm kan Henri Leconte ikke lade være med at bemærke, at franske tennisspillere er heldige. Det system de bliver budt indenfor i er i høj grad finansieret af overskuddet fra de franske mesterskaber, Roland Garros. Et sådant overskud eksisterer ikke i Sverige. Sponsorfokus i svensk tennis er forsvundet på grund af manglende spillere, hvilket har givet dårligere vilkår for elitespillerne. Den ligning kommer man aldrig til at bruge i Frankrig. Men det er faktisk ærgerligt, hvis man spørger Leconte.

[quote_box_center]”Vores spillere har det godt. De er flasket op med fokus på udvikling og kontinuitet, men ikke på en sult. De bliver båret igennem systemet, hjulpet hele vejen. Men de sidste fem procent, dem der skal lære dig at dræbe, de er der alt for sjældent. Det er svært at få ændret den kultur, fordi alle klapper hinanden på ryggen og siger, det går da meget godt. Jeg håber på noget andet, men tror ikke på det,” slutter Henri Leconte samtidig med han griner.[/quote_box_center]

Yannik Noah, den sidste mester, har faktisk en søn med samme kreative evner. Men som en meget god understregning af manglen på diversitet i fransk tennis, så er han i dag professionel basketballspiller i den nordamerikanske NBA-liga.

Henri Leconte i juni 1990 ved French Open.
Henri Leconte i juni 1990 ved French Open.