I denne uge deltager flere unge Danske sports-talenter ved European Youth Olympic Festival (EYOF) i Ungarn, hvor Clara Tauson er topseedet i tennis

14-årige Clara Tauson er inde i en meget travl periode, idet hun i sidste uge var helt fremme i finalen i en Grade 1 turnering i Østrig, hvor det blev til 5 kampe på meget højt plan.

Efter finalen rejste Clara sammen med DTFs Sportschef Jens Anker Buus Andersen direkte videre til Györ i Ungarn, hvor hun sammen med 49 andre unge Danskere skal forsvare Dannebrog ved European Youth Olympic Festival (EYOF) i henholdsvis Atletik, Judo, Kajak-Kano, Cykling, Volleyball, Basketball, Håndbold, Gymnastik, Svømning og Tennis.

Clara er alene om at repræsentere Danmark i tennis, hvor hun endda er seedet 1, hvilket er på baggrund af hendes rangering hos Tennis Europe (TE), hvor hun er no. 22 på ranglisten.

Hvis Clara kan leve op til den seedning, venter yderligere 5 kampe, inden hun om kort tid skal forsøge at forsvare sin titel ved senior DM udendørs, som hun sidste år vandt som 13-årig.

Clara var oversidder i 1. runde, og tirsdag fik hun en god start på turneringen, da hun vandt 6-2, 6-4 over Melanie Delai (ITA), der er no. 213 hos TE og 284 hos ITF, hvor Clara på den seneste dugfriske rangliste er no. 80, hvilket som tidligere omtalt åbner mulighed for, at hun kan deltage ved juniorernes US Open, som afvikles 3-10. september.

DTFs Sportschef har i et foreløbig svar til Tennisavisen oplyst, at DTF gerne vil prioritere hendes deltagelse, men han skal først “hjem og have overblikket over finanserne”.
Når man har set DTFs budgetter, er der ikke meget at rutte med, men da Forbundet som tidligere nævnt har indgået en ny sponsoraftale med Formueforvalteren C Worldwide, hvilket angiveligt betyder flere midler til talentudviklingen, er der måske håb forude for, at denne mulighed kan virkeliggøres.

Da fristen for “withdrawal” er 22. august er der stadig nogle uger til at få afklaret, om Danmark efter en længere pause igen kan få en repræsentant med ved en junior Grand Slam.

Claras modstander i 1/8-finalen ved EYOF bliver Nevena Kolarevic (SRB), som hun møder onsdag omkring kl. 1230.

Forrige artikelDagens kampe onsdag 26. juli: Livestream med Holger fra EM U14
Næste artikelDagens kampe torsdag 27. juli: Caroline Wozniacki og Karen Barritza på banerne i Båstad.
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.