David Ferrer har i mange år været en del af eliten i international herretennis. Det uden at blive idoliseret som så mange andre store stjerner, alligevel har spanieren opnået mere end de fleste. Ved US Open spillede Ferrer sin sidste Grand Slam-turnering.

En septemberdag i 2015. Scenen er Odense Slot, anledningen lodtrækningen til Davis-Cup kampen mellem Danmark og Spanien. Et opgør der for første gang i mange år solgte tusindvis af billetter til en tennislandskamp i Danmark. I festsalen sad et stjernespækket spansk landshold. Selvom de fire danske spillere hver især ville give deres højre arm for en karriere af den de spanske spillere har leveret, så var en spanier alligevel i naturlig fokus. Samtlige medier og fans kastede sig frådende over Rafael Nadal efter lodtrækningen. Alt imens kunne David Ferrer gå rundt og hyggesnakke og finde ud af, hvem manden med udklædningen der uddelte gaver (H.C. Andersen red.) i grunden var.

Ovenstående scene er en ganske lille del af den lange karriere David Ferrer har haft i international tennis. Alligevel er den ganske godt beskrivende for det liv spanieren har haft sig i en sport, hvor han nok er en stjerne, men alligevel har levet i skyggen af superstjernen og landsmanden Rafael Nadal. Men en stor karriere er det blevet til. En af den slags der slet ikke stod skrevet i kortene. I starten af 20´erne overvejede Ferrer at droppe tennis og blive arbejdsmand på en byggeplads. I stedet opbyggede han sin egen byggeplads på en tennisbane. Stablede flere og flere fundamenter op for til sidst at fuldende det, der med en minimal fysik og manglende våben på forhånd virkede som et dødsdømt projekt.

Mange drømmer om at blive den nye Roger Federer, Novak Djokovic eller Rafael Nadal. Det er et nåleøje, et nærmest umuligt et af slagsen. Flere burde i stedet spejde til David Ferrers karriere. Her kan de lære historien om, at før man kan høste frugterne på de store Center Courts, så skal der leveres benhårdt arbejde i tusindvis af træningstimer.

I alt er det blevet til 27 ATP titler og tre sejre i Davis Cup med Spanien. Derudover kom han i 2013 til finalen i French Open, hvor det symbolsk for hele karrieren blev til et klart nederlag til Rafael Nadal. I denne sæson er det dog gået mindre godt for den 36-årige spanier, der ikke siden januar måned har formået at vinde to kampe i træk. I maj var der dog gode nyheder på hjemmefronten, da spanieren for første gang blev far. Noget der har påvirket såvel positivt som negativt på tennisspilleren og mennesket David Ferrer.

”Det er dejligt at blive far, det er en god følelse. Men det har også dårlige sider. Jeg er forundret over mange forældre kun taler om kærligheden til deres børn. Det er også hårdt og kræver mange ofre, hvis man samtidig skal spille tennis som jeg,” sagde David Ferrer i maj til mediet El Espanol.

En ærlig udmelding fra en mand der i tenniskredse er kendt som en brutal arbejdsmand. For hvad der udadtil kan virke som en omgang middelmådig tennis har over de seneste to årtier været særdeles langtidsholdbart. 175 centimeter høj fristes man til at sige, at manden fra Alicante er bagud på point. Noget han sammen med sin mangeårige træner Javier Piles tog ganske bogstaveligt, når de to indtog træningsbanen i deres samarbejde i årene mellem 2000 og 2013. Intensiteten i træningen var mærkbar, ingen mulighed for at optimere skulle misses. Med en base bygget op i barndomsbyen Xábia nær Alicante omkring solide grundslag på det røde grus blev der bygget på. Det i en grad, at karrieren på internationalt niveau har budt på mere end 700 sejre.

Ærgerligt farvel

US Open i år markerede sidste Grand Slam-optræden for David Ferrer. Som om denne artikel ikke allerede har haft nok med symbolik, så trak spanieren Rafael Nadal i første runde af turneringen. Det eneste der ikke var passende ved kampen var David Ferrer måtte trække sig med en skade midtvejs i kampen. For over en lang karriere har spanieren deltaget i intet mindre end 62 Grand Slamturneringer og kun yderst sjældent trukket sig fra kampe selvom han altid har presset sin spinkle fysik til det yderste. Noget modstanderne allerede inden de har entreret banen har bemærket.

”Når du spiller mod David Ferrer ved du, at du skal være meget tålmodig. Du skal have en, to ja måske syv slag mere over inden pointet er dit. Der kommer alt for mange bolde tilbage mod dig, det kan du regne med, også selvom du tror du har slået en vinder. Det er noget ikke alle spillere kan håndtere, derfor er Ferrer frygtet,” forklarer toptræner Paul Annacone.

En af verdens bedste tennisspillere, serberen Novak Djokovic, har ved flere lejligheder kaldt David Ferrer for den bedste tennisspiller nogensinde, der aldrig har vundet en Grand Slamturnering.

Taknemmelig – ikke misundelig

David Ferrer har opnået stor succes, men med en landsmand som Rafael Nadal har anerkendelsen af Ferrers præstationer måske ikke altid været tilstede. Som søn af en skolelærer har han lært, hvordan man via fordybelsen arbejder sig igennem de forskellige klassetrin. Således har David Ferrer arbejdet sig til det man vel godt kan tillade sig at kalde en kandidatgrad i tennis. Som med hans hang til at holde fast i de hundredvis af bøger han har læst, således har han også oparbejdet en unik evne til at holde fast i tenniskampe, forlænge dem for til sidst at vinde dem. Uden at imponere spillemæssigt, bare vinde. Den mentalitet har også gjort, at han for længe siden har forliget sig med det faktum, at han altid vil være en fodnote og ikke andet i spansk tennishistorie.

”Jeg har aldrig brugt en psykolog, det ser jeg som positivt. Det er der mange andre i den her verden der har. På samme måde gider jeg ikke dårlige undskyldninger, når jeg har tabt. Jeg kan ikke lide undskyldninger,” lyder det ærligt fra David Ferrer.

Selvom US Open var sidste Grand Slam, så fortsætter David Ferrer i tennis lidt tid endnu. Han har en drøm om at slutte karrieren på hjemmebane enten i Barcelona eller Madrid. Derefter er det, med egne ord, tid til at slappe af. Og med den arbejdsindsats han via 18 år som professionel har leveret, så må det siges at være velfortjent.

Forrige artikelWTA Wuhan 2018: Wozniacki godt fra start
Næste artikelJunior Davis Cup: Historisk dansk sejr over de franske Europamestre
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.