Den nykårede danmarksmester, Benjamin Hannestad, formåede ikke at bringe Danmark yderligere foran i Davis Cup-opgøret mod Sydafrika. Det 20-årige talent tabte 7-6(4), 6-0, 7-5 til Lloyd Harris, og dermed er der balance i regnskabet inden morgendagens double.

Efter Frederik Løchte Nielsens komfortable sejr i fredagens første opgør, var det Benjamin Hannestads tur til at betræde den blå bane i Ceres Arena.

Modsat Frederik Løchte kunne Benjamin gå ind til kampen uden det store forventningspres mod Sydafrikas førstesingle, Lloyd Harris. Med sydafrikanerens placering som nummer 230 på verdensranglisten gjorde det ham nemlig til storfavorit mod Hannestad, der aktuelt ligger nummer 1094.

Det var da også Lloyd Harris, der kom bedst ud af starthullerne. Sydafrikaneren brød med det samme danskeren, der virkede til at have lidt nerver på. Dem fik han han dog hurtigt rystet af sig, og allerede i det efterfølgende parti viste han gode takter med sin aggressive spillestil.

Men selvom den 20-årige dansker kom på tavlen ved 2-1, kom der for mange uprovokerede fejl fra Benjamin, der kæmpede med ikke at blive for utålmodig, og inden længe var han bagud 4-1.

Men bedst som sættet synes at være på sydafrikanske hænder, forsvandt fejlene fra Hannestad, der i stedet ramte flere af sine slag.

Nu dikterede danskeren duellerne og tvang Harris til flere fejl. Hannestad fik breaket tilbage til 4-2, og det gav selvtillid. Han virkede som forvandlet og fortsatte den aggressive spillestil med gode server og en frygtindgydende forhånd.

Nede 4-3 tilspillede Hannestad sig en breakbold og med et fremragende passérslag med netop forhånden fik han Ceres Arena helt op ad stolene, mens den unge dansker brød ud i jubel.

Foto: Dansk Tennis Forbund

Herefter fulgtes de to spillere ad til stillingen 6-6, og sættet skulle dermed afgøres i en tiebreak. Her bølgede det frem og tilbage med minibreaks til begge spillere. Sydafrikaneren virkede dog til at have et ekstra gear på de afgørende bolde og tog sættet med 7-4 i tiebreaken.

Hannestad tabte pusten

Andet sæt begyndte, ligesom i første, skidt for Hannestad. Danskeren blev hurtigt brudt og kom bagud 2-0. Lloyd Harris fik omvendt bedre gang i sin serv og var den mest stabile, når først duellerne var i gang. Efterfølgende kom danskeren dog lidt bedre med, og det lignede nu mere spillet fra den sidste del af første sæt.

Alligevel formåede Hannestad ikke at udnytte de chancer, han fik, og misbrugte også en breakbold ved 0-2. Og hvad Hannestad ikke kunne udnytte, kunne Harris til gengæld udnytte, da han efter et marathonparti endnu en gang brød danskeren og kom på 4-0.

Det tog pusten fra Hannestad, der bøvlede med at finde niveauet. Harris fortsatte derimod ufortrødent og var for stabil for danskeren, der gang på gang sluttede duellerne med en fejl, og sættet endte dermed 6-0 til den 20-årige sydafrikaner.

Tæt tredje sæt

Bedre så det ud for Benjamin fra starten af tredje sæt. Harris kom ikke lige så let til sine egne servepartier, og danskeren fik bedre gang i sit spil. De mange fejl var forvandlet til en mere kontrolleret offensiv, der gav Harris problemer.

Det betød mange tætte partier, men på trods af det, formåede ingen for alvor at skabe breakmulighederne.

Men ved 3-3 skete det så. Efter et marathonparti var det denne gang Hannestad, der trak det længste strå. De aggressive grundslag blev for meget for sydafrikaneren, der på den tredje breakbold ikke kunne holde stand mod en Hannestad, der nu havde ild i øjnene.

Herefter holdt de begge deres serv til, inden Benjamin fik muligheden for at serve sættet hjem ved 5-4. Men ved 30-30 fandt Harris dog et ekstra niveau frem, og så var sættet tilbage på serv ved stillingen 5-5.

Harris fik hurtigt og sikkert bragt sig foran 6-5, og så skulle Hannestad serve for at blive i kampen. Partiet blev tæt, og selvom danskeren fik afværget den første matchbold, var det til sidst Lloyd Harris og resten af Sydafrika-mandskabet, der kunne række armene i vejret.

Dermed fik Sydafrika udlignet til 1-1.

Lørdag venter doublen, hvor Frederik Løchte Nielsen/Thomas Kromann skal i kamp kl. 13.00.

Herunder er Benjamin Hannestad og Kenneth Carlsens kommentarer umiddelbart efter opgøret:

Sydafrikanerne var godt tilfredse efter at have bragt sig på 1-1.