Ændrede regler fra ITF betyder, at Danmark trods en sikker sejr over Thailand skal vinde endnu en kamp for at kvalificere sig til World Group I Play-offs

Gentofte-duoen Christian Sigsgaard og August Holmgren gav Danmark en drømmestart, da de begge vandt der kampe fredag og sikrede 2-0 føring inden lørdagens double og de sidste 2 singler.

Davis Cup: Sigsgaard viste vejen og Holmgren fulgte op med hjælp fra publikum

Den 38-årige spillende holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen havde som makker valgt 24-årige Benjamin Hannestad (Benji), der i 2016 og 2017 havde spillet 3 singler for Danmark.
Thailand stillede med Wishaya Trongcharoenchaikul og Palaphoom Kovapitukted, der fredag spillede single mod Christian Sigsgaard, og Palaphoom Kovapitukted.

Det var således Benji’s debut i double, men noget af presset var dog lettet en smule, både fordi Danmark førte 2-0,  og han fik den bedst tænkelige støtte fra Løchte, der har vundet både Wimbledon og et hav af double-titler og desuden er indehaver af de fleste rekorder i dansk Davis Cup historie, herunder flest vundne double-kampe (24 af 38).

Løchte levede fuldt ud op til sit ansvar ved at spille en fejlfri kamp – når man lige ser bort fra et par dobbeltfejl hist og pist – og den ro og autoritet, som han derved udstrålede, var med til at tage noget af presset fra Benji, der leverede en glimrende indsats i hele kampen.

Davis Cup 2021
Foto: Morten Olsen/Dansk Tennis Forbund – Frederik Løchte Nielsen med improviseret tohånds-fatning

Paradoksalt faldt det første og afgørende danske break ved 3-3 i et parti, hvor Benji ikke fik sat returneringerne de første 4 gange, men til gengæld bevirkede Løchtes skarpe returneringer, at danskerne stadig var med i partiet.
Derefter fik Benji igen sat en returnering, som banede vej for en dansk break-mulighed, som dog blev afværget, da Benji missede en flugtning, men endnu en servereturnering fra Benji  banede vej for en ny break-mulighed, som Benji selv eksekverede med en longline vinder..

Davis Cup 2021
Foto: Morten Olsen/Dansk Tennis Forbund – Benjamin Hannestad

I det næste thailandske serveparti fortsatte danskerne med at sætte nogle kvalificerede returneringer, som førte til en rent dansk break, som sikrede 1. sæt 6-3.

I 2. sæt var danskerne fortsat effektive i egne servepartier, hvorimod thailænderne allerede kom i problemer, da de i deres første serveparti satte en 40-15 føring over styr, hvorefter danskerne i 3 forsøg bragte sig foran 2-0.
Samme mønster blev gentaget, da thailænderne ved 1-4 hverken fik udnyttet en 40-15 føring eller endnu en fordel, hvorimod danskerne denne gang udnyttede den 2. break-mulighed, hvorefter kampen blev afgjort med et rent dansk serveparti, som sikrede den endelige sejr 6-3, 6-1.

Davis Cup 2021
Foto: Morten Olsen/Dansk Tennis Forbund – Frederik Løchte Nielsen og Benjamin Hannestad

Dermed førte Danmark 3-0, og hvis ikke ITF undervejs havde ændret reglerne, havde Danmark dermed kvalificeret sig til at deltage i World Group I Play-offs i 2022.
Imidlertidig betyder en regelændring, at de 4 lavest rangerede af de 12 vindere i World Group II i den sidste weekend i november dyster om de 2 sidste pladser.
Løchte lægger i interviewet herunder ikke skjul på, at han finder det “useriøst”, at der ændres på reglerne, efter at de første kampe allerede var afviklet i marts måned.
Dog kunne Løchte vende situationen til noget positivt, da han glæder sig over at få mulighed for at samle holdet igen til november.

Det bliver afgjort ved lodtrækning på onsdag, om Danmark møder Marokko eller Zimbabwe, der begge er lavere rangeret end Danmark.
Danmark havde hjemmebane i det seneste møde med Marokko, som derfor får hjemmebane, hvis de møder Danmark.
Hvis modstanderen bliver Zimbabwe afgøres hjemmebanen ved lodtrækning, hvorved Danmark med 75 procents sandsynlighed får udebane.

Bonuskampe endte uafgjort

Selvom den samlede sejr allerede var sikret efter doublen, foreskriver reglerne at der skal spilles mindst den ene af de resterende singler, hvilket først og fremmest er af hensyn til publikum, som har købt billetter, men begge nationer var enige om, at de gerne ville spille begge singlerne, og de fleste af tilskuerne værdsatte beslutningen og blev og bakkede spillerne op.

Thailand stillede op med de samme spillere som i fredags, og i den første kamp mødtes begge nationers 1. singler, August Holmgren og Wishaya Trongcharoenchaikul, der således spillede sin 3. kamp i opgøret, og selvom Wishaya både mod Christian Sigsgaard i den første kamp fredag og mod August viste glimrende takter, rakte det heller ikke til sejr mod August, der efter en solid indsats vandt 6-4, 6-4.

I 1. sæt havde August de første break-muligheder ved 1-1 og 0-40, og selvom Wishaya fik udlignet til 40-40, blev han alligevel brudt på den næste danske mulighed, hvilket blev afgørende, da begge holdt serv resten af sættet.

Davis Cup 2021
Foto: Morten Olsen/Dansk Tennis Forbund – August Holmgren

I 2. sæt havde August igen muligheder for et break ved 0-40 i thailænderens første serveparti, men Wishaya afværgede alle 3 muligheder og yderligere 2 danske break-muligheder, og i stedet blev August senere brudt til 1-3, men han brød dog straks tilbage, hvorefter de fulgtes ad til 4-4.
Herefter kom Wishaya igen bagud 0-40 i sit eget serveparti, og denne gang udnyttede August den 2. break-mulighed, hvorefter han ved 40-15 afgjorde kampen i egen serv.

Davis Cup 2021
Foto: Morten Olsen/Dansk Tennis Forbund – Johannes Ingildsen

I den sidste kamp valgte Løchte 24-årige Johannes Ingildsen (Joe), der tidligere har spillet en enkelt Davis Cup kamp for Danmark, da han sammen med Løchte reducerede til 1-2 i doublen mod Tyrkiet, der dog vandt opgøret 3-2.
20-årige Kasidit Samrej, der i fredagens 2. kamp havde presset August til det yderste, fortsatte de samme gode takter, og efter et jævnbyrdigt og velspillet 1. sæt vandt Samrej knebent 7-5.

Davis Cup 2021
Foto: Morten Olsen/Dansk Tennis Forbund – Kasidit Samrej

I 2. sæt blev Joe brudt til 0-2, men han brød straks tilbage på sin 2. mulighed efter 15-40, hvorefter begge holdt serv, indtil Joe efter at have ført 40-30 ved 3-4 afværgede 3 thailandske break-muligheder, men i 4. forsøg lykkedes det for Samrej at bryde til 5-4, og han sikrede sig Thailands eneste sejr, da han på den første matchbold ved 40-30 afgjorde kampen 7-5, 6-4, hvorved Danmark vandt opgøret 4-1.

Muligt setup med hjemvendte college-spillere

I en efterfølgende snak med flere af de danske spillere gav alle udtryk for, at de efter college-tiden er indstillet på at satse på at deltage på ITF Men’s World Tennis Tour, hvor de i vid udstrækning kan rejse sammen og støtte hinanden.
Både Benji og August har fortsat et år tilbage på college, men de ser frem til at indgå i et træningsmiljø herhjemme, hvor der er en stor gruppe af spillere, der har nogenlunde samme niveau, og derfor er ser de gode perspektiver i at indgå i et setup, hvor de kan også kan træne sammen på tværs af klubberne.

Forrige artikelWTA Luxembourg 2021: Clara efter flot spil i endnu en finale
Næste artikelWTA Luxembourg 2021: Clara Tauson vinder sin anden titel
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.