Davis Cup finalen der i denne uge spilles i Lille, Frankrig mellem Frankrig og Schweiz gav i første omgang schweizisk føring på 1-0, efter at Stan Wawrinka efter drømmetennis vandt med 3-1 i sæt.

Første sæt gav Wawrinka prøver på hvad det er der har bragt ham op på 4. pladsen på verdensranglisten og har givet ham den første Grand Slam titel i Australian Open. Han vandt sættet 6-1 og der var indimellem nogle utrolige vinkler i Wawrinka’s slag. Specielt baghånden longline gav nogle vinderslag der ikke var af denne verden.

Ligeså vidunderligt Wawrinka spillede i første sæt, ligeså imponerende spillede hans modstander, Jo-Wilfred Tsonga i andet sæt. Han forbedrede sin førsteserv og turde tage chancen og gå efter vinderslagene. Han brød til 3-1 og holdt derefter fast i det servegennembrud og vandt sættet 6-3.

I starten af tredje sæt vippede kampen lidt frem og tilbage, men drømmeslagene fra Wawrinka der havde været helt fraværende i andet sæt begyndte at snige sig ind i kampen. Her i tredje sæt var der nogle fantastisk dueller mellem de to spillere, men Wawrinka var ovenpå igen og vandt sættet 6-3.

Det tog hårdt på Tsonga der tabte sit første parti i fjerde sæt. Og selvom Tsonga prøvede at hænge på, så brød Wawrinka igen til 5-2. Selvom Wawrinka godt kan krakellere lidt i de afgørende situationer, var dette ikke tilfældet i dag. Han servede roligt kampen hjem med 6-2 i fjerde sæt. 1-0 til Schweiz.

Forrige artikelPortræt: David Goffin sejrer på samlebånd
Næste artikelDavis Cup Finale: Monfils blæste Federer ud af banen. 1-1 mellem Frankrig og Schweiz
Ralph Elm Hansen
Ralph Elm Hansen er inkarneret tennisnørd og har mange års erfaring som tennisskribent. Han har tidligere drevet et af Danmarks mest seriøse tennissites, Tenaro, og har været med i redaktionen på Tennissporten.dk.