Mikael Torpegaard er klar til igen at spille Davis Cup til marts, og han var overrasket over udskiftningen af Kenneth Carlsen, men han har tillid til at Frederik Løchte Nielsen vil gøre det godt som holdkaptajn. Også Søren Hess-Olesen afviser spilleruro

I Tennisavisens artikel herunder blev det pure afvist, at påstande i en BT-artikel om spilleruro og manglende tillid til Kenneth Carlsen, der har været Davis Cup holdkaptajn de seneste 11 år, kunne stamme fra nogle af de spillere, der deltog på holdet i det seneste opgør mod Tyrkiet, eller fra Thomas Kromann, der har været fast mand på holdet i perioden 2008-2018.

Davis Cup: Fuld opbakning til Kenneth Carlsen fra de danske spillere

Efterfølgende har Ritzau udsendt en artikel, hvor 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune fremhæver, at Kenneth Carlsen “gav fed energi til holdet”, og der henvises i artiklen, som er gengivet i flere landsdækkende medier, til opbakningen fra de øvrige spillere i Tennisavisens omtale.

Mikael Torpegaard, der senest optrådte på holdet i 2016, udtrykker efterfølgende i et svar til Tennisavisen stor overraskelse over, at der kunne være tale om en fyring og ikke en fratrædelse.

Torpegaard gentog samme budskab som de øvrige spillere, at der altid har været god stemning og høj intensitet, når han har deltaget på holdet, og han undrede sig over, hvor rygterne om manglende opbakning kunne stamme fra, og tilføjede denne kommentar:
Når det nu ikke er Kenneth som kaptajn mere, glæder det mig at Frederik er gået ind i rollen, og jeg er overbevist om at han kommer til at gøre det super godt.”

Ved samme lejlighed bekræftede Torpegaard, at han har meldt sig klar til at spille på Davis Cup holdet, når Danmark 6-7. marts møder Puerto Rico i World Group II Play offs.

Davis Cup: Største øjeblik nogensinde for Torpegaard efter matchbold

Tennisavisen har desuden kontaktet Søren Hess-Olesen, der ganske vist ikke deltog i det seneste opgør mod Tyrkiet, men da han har deltaget på holdet 3 gange i 2017-2018, formodes han at have en god fornemmelse af, om de øvrige spilleres beskrivelse af atmosfæren på holdet stemmer overens med hans egen oplevelse.

Søren Hess-Olesen bekræfter de øvrige spilleres opfattelse i dette svar til Tennisavisen:
Jeg er 100 % enig med resten af spillerne. Forstår slet ikke, hvorfor BT vil bygge en sensationshistorie på det. Vi kender alle Kenneth som mere end bare en kaptajn, og sammenholdet på DC har været uovertruffent hver eneste gang, jeg har været med.

Søren Hess-Olesen
Foto: Sportsfotograf.com. – Søren Hess-Olesen modtager råd fra holdkaptajn Kenneth Carlsen

Det kan således næppe være førnævnte spillere, der af BT benævnes som “en række unavngivne landsholdsspillere”, og derved fremstår historien, der blev bragt i både BT og Ekstrabladet, som et utroværdigt forsøg på at udstille Kenneth Carlsen som en uduelig holdkaptajn, der blev fyret på grund af spilleruro og manglende støtte fra spillerne.

 

Forrige artikelRang- og Entrylister første uger: 2 sidste tilmeldinger fra Caroline Wozniacki før karrierestop
Næste artikelKampe uge 51: WTA 125K, Open BLS De LIMOGES – og opvisning i Abu Dhabi
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.