Siden sejren over Stefanos Tsitsipas ved French Open har Holger tabt 6 kampe i træk - senest mod hollandske Tallon Griekspoor. I næste uge kan stimen dog brydes i Umag

Da Holger Vitus Nødskov Rune kunne fejre sin 19-årsfødselsdag i slutningen af april måned med sin første ATP 250 titel, spillede han i flere af kampene på et så ekstremt højt niveau, at ingen mere kunne betvivle, at han har potentialet til at blande sig i ATP-toppen.

Især den overbevisende sejr 6-3, 6-2 over ranglistens no. 3 Alexander Zverev og den efterfølgende “udradering” af den chanceløse finne Emil Ruusuvuori 6-0, 6-2 var i ren opvisningsstil.

Skulle der fortsat have været tvivl om talentet, blev det gjort til skamme, da Holger ved French Open fuldkommen styrede begivenhederne og vandt overbevisende 3-sæts sejre over både Denis Shapovalov, Henri Laaksonen og Hugo Gaston, og i 1/8-finalen dominerede han ligeledes begivenhederne, da han til de flestes store overraskelse ekspederede sidste års finalist, 4. seedede Stefanos Tsitsipas ud af turneringen.

Dog kunne Holger ikke helt finde samme niveau i kvartfinalen mod Casper Ruud, der  i en lang periode havde været totalt dominerende på grus, men selvom Ruud satte en stopper for Holgers drøm om en finale på Roland Garros, havde Holger slået sit navn fast med syvtommer søm, og der blev skabt berettigede forventninger om, at Holger også ville være blandt de dominerende, når han efter græssæsonen var tilbage på gruset ved ATP 250 Båstad i sidste uge og ATP 500 Hamburg i denne uge samt ATP 250 Umag i næste uge.

Efter French Open formåede Holger ikke at konvertere succes’en til græs, som Holger ikke har spillet kampe på siden juniortiden ved Wimbledon 2019, og det blev til skuffende 1. runde nederlag i både Halle, Eastbourne og ved Wimbledon.

I førnævnte succes-periode forekom Holger sprængfyldt med selvtillid, som var en væsentlig årsag til, at han kunne gennemføre den planlagte taktik ved at være spilstyrende og presse modstanderne med tempofyldt spil.

Nederlaget til Ruud ved French Open og de efterfølgende 3 nederlag på græsset, har tydeligvis påvirket den selvtillid, som er en nødvendig forudsætning for at gøre sig gældende på ATP-touren, hvor begrebet “nemme modstandere” ikke eksisterer, og derfor er det ikke et særsyn, at seedede favoritter bliver sendt ud, hvis de ikke leverer et rimeligt højt bundniveau.

Hverken Holger eller Casper Ruud fandt takterne fra French Open frem i Båstad, hvilket en resultatmæssig sløj periode i græs-sæsonen kan have været en væsentlig medvirkende årsag til, og da deres modstandere til gengæld spillede op til deres bedste, blev det forventede skandinaviske topmøde aflyst allerede efter deres første kamp.

ATP 250 Båstad: Skandinavisk topmøde aflyst med Rune og Ruud tidligt ude

Holgers banemand Marc-Andrea Huesler blev dog selv sendt ud i 2. runde af Laslo Djere (SRB), som derefter blev sendt ud af 2. seedede Andry Rublev, og kædereaktionen fortsatte, da Rublev mod forventning blev sendt af 8. seedede Sebastian Baez (ARG) i semifinalen, hvor den danske dommer Christian Rask, der har lært sig de værste skældsord på flere sprog, gav Rublev en advarsel på grund af utilbørlig sprogbrug.

Til gengæld gik Ruud’s banemand, Francisco Cerundolo (ARG) hele vejen, da han efter sejre over Aslan Karatsev og Pablo Carreno Busta (ESP) vandt en ren argentinsk finale 7-6(4), 6-2 over Sebastian Baez.

Selvom de skandinaviske trækplastre Rune og Ruud forlod Nordea Open tidligt, svækkede det ikke tilskuerinteressen væsentligt, idet der kunne meldes om udsolgt til weekendens slutkampe.
Især for den tidligere no. 3 Dominic Thiem (AUT), der efter 1 års pause blev sendt ud i 1. runde i de første 7 turneringer, blev turneringen et vendepunkt, da han nåede kvartfinalen, hvor han i et tæt opgør blev besejret af Baez, og han er i indeværende uge fremme i semifinalen ved ATP 250 i Gstaad.

Når et slag er tabt, er det tid til at vinde et nyt, da der altid kommer en ny turnering på ATP-touren.
I Tennisavisens optakt til ATP 500 Hamburg European Open blev risikoen for et nyt tidligt exit dog påpeget, da Holger i 1 runde skulle møde no. 47 Tallon Griekspoor (NED), der ugen forinden havde tanket selvtillid, da han vandt titlen ved en ATP Challenger 80 turnering i Amersfoort i Holland.

Turneringer uge 29: Holger Rune forsøger at genfinde vindersporet på tysk grus

Griekspoor benyttede således samme taktik som Holger, der udnyttede det selvtillids-boost, som titlen ved ATP Challenger 80 i Sanremo i starten af april medførte, som affyringsrampe til en succesrig periode.

4 nederlag i træk i 1. runde kan ikke undgå at påvirke selvtilliden, hvilket uden tvivl fik afgørende betydning, da Holger et par gange i 1. sæt forpassede mulighederne for at vinde sættet.

Holger vandt sine første 2 partier ved 40-15, men han kunne til gengæld ikke stille noget op i Griekspoors servepartier, der begge blev vundet rent.
Herefter måtte Holger kæmpe hårdt for sit næste serveparti, hvor han først i 5. forsøg sikrede partiet til 3-2.

I Griekspoors næste serveparti kom for første gang en lille åbning efter en hollandsk fejl efterfulgt af en dyb dansk servereturnering, der fremprovokerede fejl til 15-30.
I den næste slagudveksling bag hollandsk 2. serv forivrede Holger sig efter en slagudveksling, hvor han ellers havde et lille overtag, da han sendte en satset forhånd for langt, men han bevarede dog kontakten, da Griekspoor ved 40-30 ikke udnyttede et oplagt smashoplæg, som havnede i nettet.

Derefter spillede Holger sig til sin første break-mulighed, da han fulgte en dyb returnering på 2. serven op med en stopbold, som Griekspoor ganske vist nåede frem til, men han sendte bolden udenfor sidelinjen.
Da der efterfølgende blev dømt fodfejl på 1. serven opstod en længere diskussion med dommere, da Griekspoor var uenig i kendelsen, som dog ikke blev ændret, og frustrationerne førte til en dobbeltfejl, som sikrede Holger kampens første break til 4-2, hvorefter Griekspoor indkasserede en advarsel for at kyle en bold lang ud af stadion.

ATP 250 Hamburg
Tennistv – Tallon Griekspoor protesterer over kendelse for fodfejl

Efter en dansk dobbeltfejl vandt Holger de 2 næste point med et smash og en lang returnering af 2. serven, men efter en forivret fejl på 2. bolden blev Holger for passiv i den næste duel, som blev afsluttet med den tredje danske fejl i partiet.
Break-muligheden blev dog afværget med en vinder på 2. bolden efter en velplaceret 2. serv, men efter den næste 1. serv forivrede Holger sig og gav Griekspoor en ny break-mulighed med endnu en fejl efter 2. bolden.
En risikabel stopbold, som Griekspoor returnerede i nettet, afværgede break-muligheden, men endnu en dansk fejl på 2. bolden bag 1. serven blev fatal, da Griekspoor derefter brød tilbage med endnu en dansk fejl fra, da Holgers igen satsede på en longline vinder.

Det var således en dobbeltfejl og yderligere 4 danske fejl, der lukkede Griekspoor tilbage i sættet, som blev afgjort i tiebreak, hvor Holger indledte med at blive brudt til 0-1, men han vandt hollænderens minibreak tilbage lige inden sidebyttet til 3-3.
Ved stillingen 5-4 fik Holger tilkæmpet sig et overtag med mulighed for sætbold i hollænderens serv, men igen forivrede han sig og sendte bolden i nettet, og det samme var tilfældet efter den næste hollandske serv, hvor en oplagt break-mulighed blev sendt i nettet til hollandsk sætbold ved 6-5.

Sætbolden blev afværget, da Holger bevarede tålmodigheden og omhyggeligt byggede det næste point op ved at bevare presset og initiativet i en cross baghånds-duel, indtil der opstod en åbning med en kort bold, som blev afgjort med en longline baghånd, som pressede Griekspoor til fejl.

Efter sidebyttet ved 6-6 fulgte Holger 2. bolden op til nettet, hvor han afgjorde duellen med en perfekt flugtning, som gav dansk sætbold i hollænderens serv, og da linjedommeren dømte 2. bolden ude, var sættet tilsyneladende dansk, men et tjek af boldmærket viste, at der var kontakt med linjen.

I hollænderens næste serv var Holger under pres fra start, men han holdt bolden i spil og fik derved et overtag i duellen, men et forsøg på at afgøre pointet med en longline vinder fra baghånden endte ved siden af til hollandsk sætbold ved 8-7.
En dansk 1. serv sørgede for udligning til 8-8, men Griekspoor fik derefter overtaget efter den næste danske serv og pressede Holger til et smash-oplæg, som blev udnyttet til hollandsk sætbold i egen serv, og med et servees på linjen sikrede Griekspoor 1. sæt 10-8, hvilket på ingen måde var ufortjent efter spillet, men både ved stillingen 2-4 og i tiebreak’en blev den alt for høje danske fejlprocent afgørende for udfaldet.

I 2. sæt blev Griekspoor aldrig for alvor truet i egne servepartier, hvor Holger kun vandt 2 point i alt i hollænderens 4 første servepartier, idet han for sjældent udnyttede muligheden for at få overtaget, når han fik muligheden på 2. serven.
Bortset fra en enkelt hollandsk break-mulighed var Holger dog heller ikke selv for alvor i problemer i sine servepartier, og derfor tydede alt på, at sættet var på vej mod en tiebreak afgørelse, inden Holger servede ved 5-6.

Trods en velplaceret 1. serv blev Holger for passiv på 2. bolden, som blev sendte tilbage i Hollænderens forhåndshjørne, og det samme gentog sig på 3. bolden, der uden fart blev sendt i samme retning, hvor den ramte udenfor banen.
Derimod viste Holger større aggressivitet, da han i det næste point efter 2. serven pressede hollænderen i baghånden og fulgte op og afgjorde pointet ved nettet til 15-15.

I det næste point fik Holger lagt for lidt pres på Griekspoor, der til gengæld med en dyb cross forhånd pressede Holger til en fejl, som øgede presset ved 15-30, hvor en statistik for kampen hidtil viste 85-73 vundne point i hollandsk favør.
En dansk dobbeltfejl forværrede situationen og betød 2 hollandske matchbolde.
Den første blev dog afværget, idet Griekspoor fejlbedømte en oplagt chance for at afgøre kampen, men på den næste matchbold blev Holger presset til fejl efter en skarp returneringen af 2. serven, hvorved Griekspoor vandt 7-6(7), 7-5.

Som kampen forløb, var det en fuldt fortjent sejr til Griekspoor, der dog i næste runde blev sendt ud 6-3, 6-4 af Borna Coric (CRO), der var med i turneringen på en “Protected Ranking” (PR).

Både Griekspoor og Marc-Andrea Huesler ugen forinden i Båstad er således eksempler på nederlag til spillere, som ikke har formået at følge overraskende sejre over Holger op i de efterfølgende runder, hvilket forstærker det indtryk, at Holger har præsteret langt under det niveau, hvor han i de tidligere grus-turneringer overstrålede etablerede spillere som eksempelvis Zverev, Shapovalov og Tsitsipas.

Det er derfor nærliggende at konkludere, at de 3 nederlag på stribe i græs-sæsonen, har haft en selvforstærkende virkning på en negativ spiral, der har påvirket selvtilliden og modet til at bevare den optimale baneposition, som forhindrede modstanderne i at følge med i det tempo, som tidligere skabte de resultater, som har ført til en rangering i top 30.

Der er dog adskillige eksempler på, at spillere rammer stimer af både sejre og nederlag – f.eks. havde Holger for et år siden en stime med 13 sejre i træk, inden Novak Djokovic stoppede Holgers sejrsstime med en sejr i 4 sæt ved US Open, og derfor er der ingen grund til at fortvivle, da spillerne ofte kommer styrket ud af en negativ stime, når sejrene – og den deraf følgende selvtillid –  atter indfinder sig.

Eksempelvis er Casper Ruud tilbage på sejrssporet i denne uge ved ATP 250 i Gstaad, hvor han er klar til semifinalen, og det samme er tilfældet for det 20-årige italienske supertalent Lorenzo Musetti, der efter 1. runde nederlag ved 3 græs-turneringer og i sidste uge mod Laslo Djere i Båstad, fik vendt skuden i Hamborg, hvor han efter en kneben sejr i 1. runde 6-7(4), 7-6(4), 6-3 over Dusan Lajovic (SRB) vandt de 2 næste kampe i 2 sæt over Emil Ruusuvuori og Alejandro Davidovich Fokina, og han er dermed videre til semifinalen mod den sensationelle titelvinderen fra Båstad, Francisco Cerundolo.

Turneringens storfavorit er den 19-årige spanske superstjerne Carlos Alcaraz, der i sin første kamp på grus siden nederlaget i 1/8-finalen til Jannik Sinner (ITA) ved Wimbledon lænede sig op ad et sensationelt nederlag mod 22-årige no. 259 Nikola Kuhn (GER), der pressede den unge spanier, som først efter tiebreak i 3. sæt vandt 3-6, 6-1, 7-6(3).
Alcaraz har derefter genfundet sit høje niveau, da han i kvartfinalen fandt storspillet frem mod 7. seedede Karen Khachanov, der blev sendt ud med cifrene 0-6, 2-6.

Spanierens modstander i semifinalen bliver no. 44 Alex Molcan (SVK), der i kvartfinalen førte 7-6(7), 2-0, da Borna Coric måtte trække sig fra kampen med en skade i venstre ben.

Næste opgave for Holger bliver som nævnt i næste uge ved ATP 250 Plava Laguna Croatia Open i Umag, hvor de topseedede er Carlos Alcaraz og Jannik Sinner foran Holger og Sebastian Baez.
De 4 nævnte bliver oversiddere i 1. runde.
5-8. seedede bliver ifølge entrylisten tyskerne Alex Molcan og Daniel Altmaier samt italienerne Fabio Fognini og Lorenzo Musetti

Holger har været en tur omkring København for at “køle af”, inden han skal forsøge at gøre sig umage i Umag, hvor han formentlig kan følges onsdag eller torsdag på TV 2 Sport X, der dækker turneringen fra mandag.

De seneste nederlag har midlertidigt bremset Holgers opstigning på ranglisten, men det har dog ikke medført tilbagegang, idet Holger tværtimod er avanceret en enkelt plads til no. 27, og han vil bevare denne rangering på mandag, med mindre Alex Molcan vinder titlen i Hamborg og skubber Holger en enkelt plads tilbage.

Forrige artikelGuide: Sådan får du mest ud af betting på tennis
Næste artikelITF 15K Vejle: Johanne forsvarende mester på hjemmebane. Sport Live fra onsdag
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.