Holger Rune afværgede samtlige 5 franske break-muligheder og udnyttede selv 3 af sine 5 muligheder og sikrede den forventede sejr over Adrian Mannarino

I takt med at 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune bevæger sig i hastigt tempo op ad ranglisten forventes samtidig, at han i langt de fleste kampe forlader banen som vinder, og selvom han i den første kamp ved ATP 250 turneringen Open Parc Auvergne-Rhone-Alpes i Lyon ikke helt ramte sit topniveau, var forventningerne fra odds-sætterne så høje, at et nederlag i 1/8-finalen mod 33-årige no. 71 Adrian Mannarino (FRA) ville give pengene tilbage 10 gange, hvis franskmanden løb med sejren.

I betragtning af at franskmanden i 1. runde havde vundet 7-6(7), 6-4 over 6. seedede no. 35 Aslan Karatsev, og han desuden kunne forvente fuld opbakning af det franske publikum, er de høje odds udtryk for tårnhøje forventninger til den unge dansker, der inden kampen var forberedt på, at det kunne blive en større udfordring, end de nævnte odds kunne tyde på.

Udover hjemmebanen havde Mannarino fordel af, at kampen blev afviklet i over 30 graders varme, som bevirker en hurtigere bane, idet han derved havde bedre mulighed for at udnytte den fart, som han fik fra Holgers tempofyldte spil, men til gengæld var vurderingen fra team’et, at forholdene gav bedre mulighed for at udnytte spin i boldene.

I starten af kampen vandt begge spillere problemfrit deres egne servepartier, og Mannarino var desuden foran 40-15 ved 2-2, men i da Holger satte turboen til efter den næste serv og flyttede Mannarino rundt på banen, blev franskmanden presset til en fejl til 40-30 og igen til 40-40.
I den næste duel blev Holger presset langt ude i forhåndssiden, hvor han med et squash-kignende slag fik returneret bolden, som Mannarino derefter lagde longline i modsatte side med en udadskruet slice, som havnede ved siden af linjen, og i den efterfølgende slagudveksling sendte Mannarino igen bolden på den forkerte side af linjen, hvorved Holger brød til 3-2.

Føringen blev udbygget til 4-2 i Holgers næste serveparti, og han havde derefter en mulighed for et dobbelt break, men Mannarino fik med stort besvær reduceret til 3-4, hvorefter Holger indledte sit næste serveparti med 2 fejl, men en befriende vinder efterfulgt af en servevinder bragte balance ved 30-30.
En dansk stopbold, der blev fulgt op med en kontra stopbold, som Holger ikke kunne nå frem til, gav Mannarino mulighed for at bryde tilbage, men en skarp 2. serv afværgede muligheden, hvorefter Holger efter 3 forsøg fastholdt forspringet ved 5-3.

Da Holger servede for sættet ved 5-4, kom han igen bagud 0-30 efter fejl i upressede situationer, men en forhånd direkte på linjen hindrede, at det blev 0-40, og efterfølgende udlignede Holger til 30-30, da Mannarino blev presset til fejl i forhåndshjørnet.
Et dommertjek af en bold fra Holger tæt ved linjen førte til fransk break-mulighed, men en servevinder afværgede muligheden, hvorefter Holger først pressede Mannarino til en fejl fra forhånden og derefter endnu en fejl på returneringen efter en velplaceret 1. serv, som sikrede Holger 1. sæt 6-4.

ATP 250 Lyon
Tennistv – Holger Vitus Nødskov Rune sikrer 1. sæt 6-4

I 2. sæt vandt begge igen deres servepartier uden problemer til 2-2, og ligesom i 1. sæt brød Holger serven til 3-2, hvilket skete med et rent break.
Efter en servevinder til 30-0 slækkede Holger på koncentrationen med en mislykket stopbold, og efter endnu en servevinder til 40-15, blev Holger igen utålmodig og forsøgte sig med endnu en mislykket stopbold, hvorved Mannarino lidt unødvendigt stadig var med i partiet.
Da Mannarino derefter 2 gange i træk satte skarpe cross vindere tæt på linjen, havde han pludselig mulighed for at skabe spænding om udfaldet.
Break-muligheden blev dog afværget på fornem vis, da Mannarino blev presset helt ud i forhåndshjørnet, hvorefter Holger satte en longline vinder på det yderste af den modsatte sidelinje.
Endnu en fransk break-mulighed blev fjernet med et es, men en sublim fransk løbende cross vinder fra forhånden gav en tredje break-mulighed, som Mannarino selv forpassede, da en stopbold havnede ved siden af linjen.

Selvom begge spillere tilsyneladende var påvirket af varmen efter flere lange dueller, blev der i denne periode præsteret tennis på højt niveau fra begge spillere, hvilket duellen herunder er et godt eksempel på, da Holger omsider spillede sig frem til en fordel, som efter en ny opslidende duel afgjorde partiet til 4-2, da Mannarino sendte bolden i nettet.

I det næste franske serveparti havde Holger en enkelt break-mulighed til 5-2, men Mannarino bevarede kontakten, da han efter 4 fordele reducerede til 3-4.
Da Mannarino ved 3-5 servede for at blive inde i kampen, var han efter aggressive danske returneringer under pres ved både 0-15 og 15-30, og ved 30-30 sørgede endnu en skarp servereturnering for dansk matchbold, som afgjorde kampen, da en fransk baghånd blev for lang, hvorved Holger vandt opgøret 6-4, 6-3.

En væsentligst årsag til den danske sejr var, at Holger formår at løfte niveauet på de vigtigste point, og det blev afgørende, at Holger afværgede samtlige 5 franske break-muligheder, mens han selv udnyttede 3 af det samme antal muligheder, hvilket er en evne, som kendetegner de bedste spillere på ATP-touren.

Dermed er Holger videre til torsdagens kvartfinale, men modstanderen bliver først fundet få timer forinden, idet kampen mellem no. 181 Michael Mmoh (USA) og no. 158 Manuel Guinard (FRA) blev afbrudt ved stillingen 6-4, 4-6, 5-5.

Mmoh var oprindelig sendt ud i kvalfinalen, men efter afbud fra 3. seedede Gael Monfils (FRA), fik Mmoh en ny chance som Lucky Loser.
Guinard var også videre fra kvalifikationen, hvorefter han en smule overraskende vandt 6-4, 6-7(5), 6-2 over landsmanden, no. 68 Hugo Gaston, der havde wildcard til turneringen.

Hvis Holger møder Guinard, kan det være en god ide at holde øje med, om han finder på at benytte en underhåndsserv, som han omsatte til et es i kampen mod Mmoh.

Den første kvartfinale indledes kl. 11, når no. 47 Alex Molcan (SVK) møder no. 55 Federico Coria (ARG), der har sendt henholdsvis 5. seedede Karen Khachanov og 2. seedede Pablo Carreno Busta ud i 1/8-finalen.

Derefter færdigspilles kampen mellem Mmoh og Guinard, inden den næste kvartfinale mellem 4. seedede no. 22 Alex De Minaur (AUS) og no. 260 Yosuke Watanuki (JPN), der ligesom Mmoh er videre som Lucky Loser og sensationelt har spillet sig videre med sejre over både 8. seedede no. 40 Pedro Martinez Portero (ESP) og no. 72 Soon Woo Kwon (KOR).

Herefter spiller Holger mod vinderen af den udsatte kamp, hvilket forventes at blive ved 15-tiden.
De 2 sidstnævnte kampe vises på TV 2 Sport X.

Den sidste kvarfinale er programsat kl. 1800, hvor 1. seedede no. 11 Cameron Norrie (GBR) møder 7. seedede no. 37 Sebastian Baez (ARG), der er favorit hos bookmakerne, som har Holger som favorit til at vinde turneringen.

Alle kampene vises på Tennistv og TV 2 Play.

Forrige artikelDH: Gentofte favorit mod Holte i TV-kamp
Næste artikelDH: Gentofte udstillede Holte
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.