Caroline Wozniacki overlevede spansk bombardement i semifinalen

Udover at Caroline Wozniacki har genfundet og udviklet det spil, som har givet så mange flotte resultater, har hun samtidig bibeholdt sin formidable evne til at grave sig ud af de dybeste huller, når hun er allermest under pres af en modstander, som i løbet af kampen har spillet sit absolut bedste tennis.

20-årige Garbine Muguruza (ESP) har 2 gange tidligere som undertippet besejret Caroline, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at ændre den statistik i negativ retning.
Gennem hele 1. sæt blev Caroline udsat for et sandt bombardement fra den unge spanier, som gang på gang udspillede Caroline med hårde præcise slag, som ofte sad på linjerne eller meget tæt på.

Så snart en bold fra Caroline blev en smule for kort, hvilket hun ofte var presset til, blev det prompte udnyttet af Muguruza, som desuden servede fortrinligt, og hun havde derfor gennem hele 1. sæt ingen som helst problemer med at holde sin serv. Dog fik Caroline en enkelt break-chance i slutningen af sættet, hvilket hun straks udnyttede og vandt sættet 6-4.

Forinden havde Caroline været i store problemer i stort set samtlige servepartier, hvor Muguruza hele 9 gange tilspillede sig break mulighed, men hver gang slap Caroline fri af krogen, og nærmest mirakuløst vandt hun derved sættet.

I 2. sæt fortsatte det spanske bombardement, og allerede i første parti blev Caroline igen konfronteret med break-chancer til modstanderen, der i modsætning til i 1. sæt denne gang fik større udbytte af det spillemæssige overtag. Derved blev Carolines serv brudt flere gange, og hun tabte sættet 2-6.

Det så i starten af 3. sæt ud til, at Muguruza ville fortsætte i samme stil, da Caroline igen blev brudt i sit første serveparti og derefter kom bagud 0-2.
Da Caroline efterfølgende i den første duel i eget serveparti missede en netruller, som hun ellers havde løbet op, fik frustrationerne frit løb ved, at ketsjeren 2 gange blev hamret ned i netkanten.
På de næste bolde brugte Caroline sine frustrationer konstruktivt ved at tage væsentligt mere initiativ, og med offensivt tennis dominerede hun dette serveparti ved at vinde de næste 4 bolde.

Muguruzas næste serveparti blev skæbnesvangert for spanieren, som efter at have afværget 2 break-chancer, ved sin egen fordel sendte en relativ enkel slagflugtning i nettet, hvorefter hun servede en dobbeltfejl, og på næste break-bold sendte hun en baghånd longline lige udenfor linjen, så Caroline var helt tilbage i kampen, og med en koncentreret indsats, hvor hun gav meget få bolde væk, vandt hun også de efterfølgende 4 partier og dermed kampen 4-6, 6-2, 6-2.

Muguruza må ligesom Jarmila Gajdosova i Carolines første kamp – og mange andre før – have forladt banen med følelsen af, at hun burde have vundet kampen, men et af Carolines varemærker er som bekendt, at hun nægter at kaste håndklædet i ringen, selvom det ser sort ud.

Ana Ivanovic i finalen mod Caroline efter sejr over Kerber

Efter Carolines kamp, som varede lidt mere end 2½ time, blev finale modstanderen fundet i den anden semifinale, hvor 3. seedede Ana Ivanovic (SRB) efter en overbevisende indsats vandt 7-5, 6-3 over 1. seedede Angelique Kerber (GER).

Kerber havde ellers overtaget i 1. sæt, hvor hun førte med et break, da kampen blev afbrudt på grund af regn. Efter regnvejrs pausen fik Ivanovic vendt billedet, og hun vandt med besvær 1. sæt. Ivanovic bevarede overtaget i 2. sæt, som hun vandt efter flot spil.

Finalen spilles søndag kl. 0500cet, så mange tennis interesserede skal formentlig stille vækkeuret igen.

Ana Ivanovic ved Wimbledon 2014.
Ana Ivanovic ved Wimbledon 2014.

Kerber distanceret i kampen om WTA slutspillet i Singapore

Finalepladsen betyder, at Caroline Wozniacki på næste uges rangliste avancerer 2 pladser til no. 7, idet hun mindst optjener 305 point, og dermed passerer hun Kerber, som desuden går forbi Bouchard.

Det er dog af endnu større betydning, hvordan det påvirker racelisten, som er point optjent siden sæsonstarten, og afgør hvilke 8 spillere, der deltager ved WTA-slutspillet i Singapore.

Efter at Li Na har indstillet karrieren – og derfor ikke kommer til at indgå i det point-regnskab – er den øjeblikkelige stilling ifølge Tennisavisens udregninger før finalen i Tokyo:
1. 6931 Serena Williams (USA)
2. 5575 Maria Sharapova (RUS)
3. 5189 Simona Halep (ROU)
4. 4377 Agnieszka Radwanska (POL)
5. 4049 Petra Kvitova (CZE)
6. 3901 Eugenie Bouchard (CAN)
7. 3895 Ana Ivanovic (SRB)
8. 3795. Caroline Wozniacki (DEN)
9. 3370 Angelique Kerber (GER)
10. 2909 Dominika Cibulkova (SVK)

Caroline er således 425 point foran Kerber, som er den nærmeste udenfor top 8, og Caroline kan ved at vinde finalen i Tokyo udvide afstanden med yderligere 165 point til 590.

Som omtalt under WTA Wuhan: Hård lodtrækning for Caroline Wozniacki ved Premier 5 i Wuhan kan Caroline allerede møde Ana Ivanovic igen ved Premier 5 turneringen i Wuhan i 1/8-finalen, hvor taberen må nøjes med 105 point.
Kerber kan derfor melde sig tilbage i kampen om den 8. slutspil plads, hvis hun i næste uge spiller sig i finalen, hvor hun kan optjene 585 point eller 900 point ved at vinde turneringen, så det er langt fra afgjort endnu.

Caroline kan dog tage et afgørende skridt mod slutspillet, hvis hun besejrer Ana Ivanovic i både Tokyo og Wuhan.
Måske bliver det endeligt afgjort, når Caroline og de øvrige kandidater allerede ugen efter deltager i Premier Mandatory turneringen i Beijing, hvor der er endnu flere point på spil, idet der er 1.000 point til vinderen og 650 point for en finale plads.

Hvis det ikke bliver afgjort i Beijing, er flere af de involverede spillere tilmeldt en Premier turnering i Moskva, hvor de sidste vigtige point måske kan hentes.

Forrige artikelMoselle Open: Belgisk sensation i Metz
Næste artikelITF turneringer: Ørnø i kval-finale – Shabib og Galskov ude
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.