Prisen uddeles af The International Tennis Club of Denmark og gives til en ung dansk tennisspiller, som har vist vilje til at ville gøre sig gældende på internationalt plan og med en personlighed, som er egnet til at skabe respekt om dansk tennis

International Tennis Club of Denmark (IC) hædrede legendariske Kurt Nielsen på dennes 80 års fødselsdag 19. november 2010 ved at stifte ”The Kurt Nielsen Award” med ovennævnte statut, og til prisen er knyttet en vandrepokal og et legat på 5.000 kr.
IC er startet på Kurt Nielsens initiativ, fordi han selv havde fået mange gode kontakter gennem sin tennis på internationalt plan, hvilket han også syntes, at andre bør havde glæde af.

Den første modtager af prisen var Kurt Nielsens barnebarn Frederik Løchte Nielsen, som modtog prisen ved ICs generalforsamling i 2011, og ved et IC arrangement i HIK 6. januar 2017 blev prisen uddelt for 2. gang.

Top 10 i flere forskellige årgange samt tidligere FED Cup og Davis Cup spillere var inviteret.
Karina Ildor Jacobsgaard fortæller, at man skal være tidligere landsholdsspiller for at være medlem af IC, og ca. en gang om året prøver man at samle nogle af de unge, som endnu ikke har været på landshold.
Invitationen var denne gang også rettet til udvalgte spillere fra årgang 1998, og det fremgår af invitationen, at formålet er at bevare og udvikle gode venskaber, som er skabt gennem juniortiden, men også at udvikle venskaber med nogle af de lidt ældre spillere, der har præget dansk tennis i mange år.

Arrangementet blev indledt med et par timers tennis, hvor 32 spillere deltog ved at blande unge med mere erfarne spillere, og der blev spillet et par runder, inden deltagerne efter bad samledes til en middag.
Dette gav spillerne mulighed for at deltage under afslappede former, hvor man ikke på samme måde som under andre turneringer er benhårde konkurrenter, og der var mere tale om at spille “champagne-tennis”, som August Holmgren efterfølgende betegnede det.

Foto: Kerrn Schmidt-Jørgensen
Allan Larsen, Thomas G. Andersen, Jacob Melskens, Carsten Gildum

I forbindelse med middagen blev Kurt Nielsen Award overrakt af Mikael Bernhoft til den 2. modtager, som er 18-årige August Holmgren, som på det øverste billede står med pokalen og kuverten med de 5.000 kr. sammen med Claus Ketterle fra Cool Sport og Christian Kurt Nielsen.
Beløbet er doneret af Mikael Bernhoft og Christian Kurt Nielsen med halvdelen hver.

Mikael Bernhoft indledte med at fortælle om baggrunden for prisen, og han begrundede at valget faldt på 18-årige August Holmgren, som på alle måder lever op til prisens status.
Herefter gav han ordet til Christian Kurt Nielsen, der på videoen herunder ønsker August tillykke med prisen og fortæller, hvor meget tennis betød for hans far, som ville være pavestolt over at hans navn på den måde videreføres.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

August fortæller efterfølgende til Tennisavisen, at han er meget taknemmelig for prisen, som han i overensstemmelse med intentionerne vil benytte til at videreudvikle sin tennis.

Tennisavisen har modtaget en liste med deltagerne ved arrangementet.
Fra IC of Denmark deltog Kerrn Schmidt-Jørgensen, Mikael Bernhoft (formand for IC), Karina Ildor Jacobsgaard.
Head var repræsenteret ved Claus Ketterle og Jørn Harder, og fra DTF deltog den nye direktør Klaus Nørby Jakobsen, Turneringskonsulent Mia Mønster og bestyrelsesmedlem Henrik Maris.
Desuden deltog både den første modtager af prisen, Frederik Løchte Nielsen og Christian Kurt Nielsen.

Ved tennis-arrangementet deltog følgende IC-medlemmer:
Jacob Melskens, Christoffer Kønigsfeldt, Thomas Kromann, Thomas G. Andersen, Carsten Gildum, Allan Larsen, Stein Ulrich, Malou Ejdesgaard, Fie Astrup, Mai Grage, Cecilie Melsted, Maria Rasmussen, Julie Noe og Karen Barritza.

De inviterede unge var:
August Holmgren, Frederik Ørvad, Andreas Boers, Thomas Schwenke, Andreas Wejs, Emilie K. Hansen, Sofie Boers, Emilie Vestern Håkansson, Laura Gaarde Andersen, Frederikke Svarre, Mia Schmidt-Jørgensen, Emma Rønholt, Vanessa Timm, Emma Vesten Håkansson, Kathrine Berge, Anna S. Christensen og Emma Marie Jensen.

Arrangørerne har udover ovenstående billede fremsendt dette billede med deltagerne samt en række billeder fra middagen.

IC Januar 2017
Foto: Privat

Berit Lund Sørensen fra HIKs restaurant tog også en række billeder med sin mobil-telefon. Herunder nogle eksempler.

 

Facts om International Tennis Club of Denmark (af Stein Ulrich 25.2 2015):

International Tennis Club of Denmark ­ – eller i daglig tale “IC of Denmark” – er en æresklub for tennisspillere, som har deltaget på landsholdet eller på anden vis været aktive i international tennis.

Blandt medlemmerne tæller det nuværende DC og Fed Cup hold – bl.a. Frederik Løchte Nielsen, Caroline Wozniacki – men listen inkluderer også mange tidligere store spillere som Kurt Nielsen, Torben Ulrich, Jørgen Ulrich, Jan Leschly, ligesom spillere fra de gode DC/FC årgange Kenneth Carlsen, Michael Morten, Michael Tauson, Morten Christensen, Tine Scheuer Larsen, Eva Dyrberg er medlemmer. IC of DK tæller i dag godt 110 medlemmer – mænd og kvinder i alderen 20 til 94 år.

IC of DK har eksisteret siden 1948 og er en del af en international paraplyorganisation styret af The IC Council i England. Globalt er der 40 nationale IC’s fordelt på alle 5 kontinenter.

IC of Denmark’s formål er, gennem nationale og internationale arrangementer at fremme kammeratskab og netværk blandt klubbens medlemmer, samt fremme god sportsånd.

 

Forrige artikelWTA Auckland: Lauren Davis vinder sin første titel
Næste artikelITF Junior Bromma: Titel no. 2 til Hannah Viller Møller
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.