Finalen i damesingle ved Wimbledon spilles 11. juli på Caroline Wozniackis 25-års fødselsdag, hvor hun kan give sig selv den bedst tænkelige gave ved at erobre sin første Grand Slam titel

Trods imponerende resultater i Caroline Wozniackis hidtidige tennis-karriere bliver det konstant påpeget, at hun mangler at vinde en Grand Slam titel, inden mange af hendes kritikere er villige til for alvor at anerkende hendes bedrifter hidtil i karrieren.

Mange tvivler desuden på, at hun har formatet til at gå hele vejen i Grand Slam sammenhæng, hvilket egentlig godt kan undre, når man tager i betragtning, hvor tæt hun i virkeligheden allerede har været på en sådan triumf.

2 gange har hun været i en Grand Slam finale ved US Open 2009 og 2014, og hun har derudover 3 gange været i en Grand Slam semifinale, endda 2 matchbolde fra endnu en Grand Slam finale ved Australian Open 2011.

Når man derudover erindrer, at Caroline har vundet 2 Premier Mandatory turneringer, som rangerer lige under Grand Slam, og altid prioriteres højt af alle de bedste spillere, burde det være dokumenteret, at Caroline har det format, som muliggør at hun også kan vinde en Grand Slam – ikke mindst hvis man dertil lægger, at Caroline flere gange har deltaget i WTA-slutspillet med de 8 bedste med 1 finale og 2 semifinaler som de bedste resultater.

I parentes kan så tilføjes, at Caroline har vundet 23 WTA-titler og siden 2008 er sluttet i top 10 hvert eneste år, samt været no. 1 på ranglisten i 67 uger.

Wimbledon titel forudsætter mirakel

Trods ovenstående vil de fleste uden tvivl betragte det som lidt af en sensation, hvis Caroline vinder sin første Grand Slam titel ved Wimbledon, hvor hun traditionelt sjældent når særlig langt, men netop i 2015 vil det være noget helt specielt, da finalen spilles 11. juli på Carolines 25-års fødselsdag, og det er svært at forestille sig en bedre fødselsdagsgave end titlen ved Wimbledon.

Hvis det skal lykke skal resultaterne naturligvis flaske sig, og Caroline skal helst komme godt fra start i de indledende runder. Lad os se nærmere på, hvilke udfordringer der kan vente den 5. seedede dansker undervejs.

1. runde (R128)
No. 65 Saisai Zheng (CHN) kan næppe volde problemer, selvom hun for et par måneder siden vandt 2 $75.000 turneringer med en uges mellemrum. I WTA-sammenhæng har hun ikke bemærkelsesværdige resultater i 2015.

2. runde (R64)
Her kan modstanderen blive vinderen af (67) Katerina Siniakova (CZE) vs. (82) Denisa Allertova (CZE). Caroline har ikke mødt nogen af dem, men førstnævnte er et 19-årigt talent, som har gjort sig positivt bemærket, da hun i sidste uge vandt over Andrea Petkovic (GER) i Birmingham, men hun har næppe en reel chance, hvis Caroline spiller nogenlunde op til sin standard.

3. runde (R32)
Her har vi så balladen, hvis modstanderen som forventet bliver 31. seedede Camila Giorgi (ITA), som flere gange har voldt problemer for Caroline, der tabte til Giorgi i R32 ved US Open 2013 og i 1/8-finalen i New Haven 2014. Eneste sejr over Giorgi var i Eastbourne 2014.
Giorgi har det aggressive spil, der skal til for at slå Caroline, hvis hun bliver for passiv, og Giorgi samtidig kan holde fejlprocenten nede.

Giorgi er dog ofte svingende i sine præstationer, og derfor kan hun sagtens risikere at være ude inden, og i så fald kan modstanderen blive (75) Teliana Pereira (BRA), (85) Lara Arraabarrena (ESP) eller (105) Pauline Parmentier (FRA). Ingen af dem ligner for alvor en trussel mod Caroline.

4. runde (1/8-finale)
Ifølge seedningerne kan modstanderen her blive 10. seedede Angelique Kerber (GER) eller 20. seedede Garbine Muguruza (ESP).
Statistikken mod begge er negativ, 4-6 mod Kerber og 1-2 mod Muguruza.
Hvis Caroline skal gøre sig håb om at nå langt i turneringen, skal spillet fungere optimalt så langt henne, og er det tilfældet har hun en rimelig chance mod de nævnte spillere, som også kan være svingende i præstationerne og måske begge være ude.

Andre mulige modstandere kan derfor være (38) Varvara Lepchenko (USA), (39) Anastasia Pavlyuchenkova (RUS), (47) Mona Barthel (GER), (53) Carina Witthoeft (GER), (54) Mirjana Lucic-Baroni (CRO), (77) Yaroslava Shvedova (KAZ), som alle kan gøre livet surt for de bedste spillere, hvis de ikke er på toppen.

5. runde (kvartfinale)
På dette tidspunkt af turneringen er der som regel allerede slået flere seedede ud, og det kan meget vel også være tilfældet for Caroline selv, men hvis der ikke sker større overraskelser, kan et godt bud på en modstander i kvartfinalen være 3. seedede Simona Halep (ROU), som sidste år var i semifinalen.
Halep har længe været en af de mest driftsikre og stabile spillere, men på det seneste har hun været knap så overbevisende.
Caroline vandt det seneste indbyrdes opgør, som var semifinalen i Stuttgart på grus, og den indbyrdes stilling er 2-2.

De øvrige seedede spillere, som Caroline kan møde i kvartfinalen, er 15. seedede Timea Bacsinszky (SUI), 18. seedede Sabine Lisicki (GER) og 26. seedede Svetlana Kuznetsova (RUS).
Alle de 4 nævnte spillere har Caroline rimelige chancer for at vinde over, men også her forudsætter det uden tvivl, at hun skal være på toppen.

6. runde (semifinale)
Skulle Caroline trods alle hindringer nå til en semifinale, er den sandsynligste modstander 2. seedede Petra Kvitova (CZE), som 2 gange har vundet Wimbledon, hvor hun er forsvarende mester.
Hvis det bliver tilfældet, og Kvitova er på samme niveau som sidste år, skal Caroline nærmest overgå sig selv for at slippe videre til finalen.

Hvis Kvitova snubler undervejs, er de øvrige seedede spillere, som kan blive Carolines modstander, (8) Ekaterina Makarova (RUS), (12) Eugenie Bouchard (CAN), (13) Agnieszka Radwanska (POL), (17) Elina Svitolina (UKR), (21) Madison Keys (USA), (25) Alicé Cornet (FRA), (28) Jelena Jankovic (SRB).
Ingen af disse spillere lyder på nuværende tidspunkt skræmmende, men hvis en af dem kan nå frem til semifinalen, er storformen uden tvivl fundet frem.

7. runde (finalen)
Favoritten over alle er naturligvis 1. seedede Serena Williams (USA), som næppe er indstillet på at give Caroline titlen i fødselsdagsgave, hvis det skulle lykkes at komme dertil, og en sejr over Serena i finalen vil også være en sensation af de større.
Det er dog sket før, at Serena er snublet undervejs i Grand Slam sammenhæng, og i så fald er 4. seedede Maria Sharapova (RUS) formentlig det bedste bud på en finalist, med mindre 23. seedede Victoria Azarenka (BLR) omsider igen er i stand til at spille en hel turnering på sit tidligere høje niveau, hvor hun reelt var den eneste, der kunne hamle op med Serena, når hun var på toppen.

Caroline Wozniackis chance for at gå hele vejen ved Wimbledon bør ikke udelukkes på forhånd, men det medgives, at der nok skal lidt af et mirakel til, hvis det skal lykkes.

Forrige artikelITF Junior Aarhus: Ingen danske deltagere i finalerne
Næste artikelNye stjerner: Det næste kuld talenter på vej mod verdenstoppen
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.