Når årets sidste Grand Slam turnering US Open starter mandag kan tennis-interesserede følge med på Eurosport og Eurosport Danmark samt Eurosport Player

Mange danskere har både Eurosport og Eurosport Danmark i deres TV-pakker, og derved kan man følge de kampe, som TV-stationerne vælger at prioritere.
I de indledende runder vælger TV-stationerne næsten konsekvent at vise kampe med de top-seedede, hvilket uden tvivl tiltrækker flest af de seere, som primært interesserer sig for top-tennis på grund af stjernerne.

Ofte er disse kampe totalt uden spænding, og derfor vil mange formentlig foretrække, at der i stedet vises nogle af de kampe, hvor der er udsigt til større jævnbyrdighed.
Når der nogle gange uventet opstår spænding om udfaldet i en kamp med en af de største favoritter, kan tilrettelæggerne vælge at skifte dertil, hvis man vurderer, at en sådan kamp bør prioriteres, men under alle omstændigheder vil der blandt seerne være forskellige meninger om, hvordan prioriteringen bør være.

Hvis man vil gøre sig uafhængig af de valg, som TV-produceren foretager, kan man med et abonnement på Eurosport Player selv vælge mellem indtil 11 baner og dermed se præcis de kampe, man selv ønsker.

I stedet for at remse op, hvilke kampe der vises på de forskellige baner, henvises i stedet til turneringens Schedule of Play på dette link – http://www.usopen.org/en_US/scores/schedule/index.html?promo=subnav.
Mandag afvikles kampe i øverste halvdel hos både damer og herrer.

I skrivende stund fremgår ikke præcist, hvilke 11 baner der er tale om på Eurosport Player, men de 3 største show-Courts, Arthur Ashe, Louis Armstrong og Grandstand er selvskrevne.
Det fremgår dog, at Bet365 og Unibet viser kampene fra Court 17, 13, 11, 4, 5, 6, 7 og 10, så det er formentlig disse baner man kan vælge.
I så fald vil det ikke være muligt at vælge Court 9, 12, 14, 15 og 16.

Afbud fra Sharapova skaber håb i 2. fjerdedel af lodtrækningen

Dagen før 1. runde indledes, modtog arrangørerne afbud fra 3. seedede Maria Sharapova (RUS) på grund af en skade i højre ben.
Mange undrer sig sikkert over, at hun først melder afbud efter lodtrækningen, da seedningerne blandt de 8 øverste derved kommer i ubalance med seedet 1, 7 og 8 i øverste halvdel, mens seedet 2, 4, 5 og 6 alle er samlet i nederste halvdel.

I WTA-turneringer opleves jævnligt, at der foretages en “revised” lodtrækning i tilfælde af afbud fra en seedet inden turneringen starter, hvilket i dette tilfælde ville have betydet, at 5. seedede Kvitova ville få ændret sin seedning til 3-4 og dermed i modsatte halvdel som 4. seedede Caroline.

Desuden ville 9. seedede Muguruza være rykket op som 5-8. seedet, og hun kunne i så fald blive Carolines modstander i en eventuel kvartfinale, hvilket ville have ændret undertegnedes analyse af Carolines muligheder til en mere sandsynlig semifinale – US Open: Caroline Wozniacki i den “rigtige” halvdel.
Kvitova er formentlig godt tilfreds med, at hun ikke flyttes til Serenas halvdel.

I Sharapovas fravær øges chancen for en semifinale mod Serena væsentligt for de spillere, som er i Sharapovas del af lodtrækningen.
Ikke mindst (37) Daria Gavrilova (RUS), som i 1. runde i stedet møder sin navne-søster og – indtil videre også landsmand – (133) Daria Kasatkina (RUS), der overtager Sharapovas plads i lodtrækningen som Lucky loser. Denne kamp afvikles mandag som 4. kamp på Court 11.

Afbuddet åbner også en dør for 30. seedede Svetlana Kuznetsova (RUS), som var seedet til at møde Sharapova allerede i 3. runde, og i 1/8-finalen vil 13. seedede Ekaterina Makarova (RUS) eller 17. seedede Elina Svitolina (UKR) ligeledes øjne chancen
Det samme gør de 2 serbere 7. seedede Ana Ivanovic og 21. seedede Jelena Jankovic i kvartfinalen, hvis ikke 10. seedede Carla Suarez Navarro (ESP) forinden har spoleret det for Jankovic i 3. runde og Ivanovic i 1/8-finalen.

Udvalgte kampe mandag

Hos damerne fremhæves her enkelte kampe, som undertegnede finder særligt interessante i mandagens program, som starter kl. 1700

1. kamp AA: (58) Dominika Cibulkova (SVK) vs. [7] Ana Ivanovic (SRB).
Mon ikke den også bliver vist på TV?

2. kamp C7: (39) Kristina Mladenovic (FRA) vs. [30] Svetlana Kuznetsova (RUS).
Vinderen har som nævnt udsigt til at undgå Sharapova i 3. runde.

3. kamp LA: (43) Coco Vandeweghe (USA) vs. [29] Sloane Stephens (USA).
Risikabel kamp for Stephens, hvis hun ikke fra start er oppe i gear.

3. kamp C17: [25] Eugenie Bouchard (CAN) vs. (56) Alison Riske (USA).
Fortsætter canadierens voldsomme nedtur, eller får hun omsider vendt bøtten?

4. kamp C11: (LL) (133) Daria Kasatkina (RUS) vs. (37) Daria Gavrilova (RUS).
Sidstnævnte (billedet) har som nævnt fået en ekstra chance med Sharapovas afbud.

4. kamp C13: (412) Vania King (USA) vs. (47) Roberta Vinci (ITA).
King har været ude siden US Open 2014 indtil for få uger siden.

5. kamp GS: [19] Madison Keys (USA) vs. (108) Klara Koukalova (CZE
Dog risiko for ensidig kamp, hvis Koukalova fortsat mangler kamplyst.

tir 0100 AA: [1] Serena Williams (USA) vs. (86) Vitalia Diatchenko (RUS).
Forventes ikke større spænding, selvom Serena kan være træg starter.

Hos herrerne nævnes også et par kampe

1. kamp LA: [4] Kei Nishikori (JPN) vs. (41) Benoit Paire (FRA).
Båstad-vinder Paire kan næppe drille japaneren.

2. kamp Court 11: [19] Jo-Wilfried Tsonga (FRA) vs. (101) Jarkko Nieminen (FIN).
Har vores “finske ven” en ærlig chance?

3. kamp AA: [1] Novak Djokovic (SRB) vs. (89) Joao Souza (BRA).
Nævnes kun fordi det er Djokovic.

Sidste kamp AA: (35) Borna Coric (CRO) vs. [8] Rafael Nadal (ESP).
Kan dette 18-årige talent true Nadal, som ikke har fordums styrke?

4. kamp C14: (143) Elias Ymer (SWE) vs. (75) Diego Schwartzman (ARG) spilles desværre på bane uden TV-dækning.

Tilføjelse 1615:
Anders Høegh Lammers tilføjer, at disse 2 kampe ligeledes bør nævnes som attraktive

2. kamp C5: (42) Fernando Verdasco (ESP) vs. (497) Tommy Haas (GER)
mellem 2 veteraner på 31 og 37 år.

4. kamp C4: (54) Sam Groth (AUS) vs. (39) Alexandr Dolgopolov (UKR).
Sidstnævnte havde godt fat i Djokovic, som blev presset i 3 sæt i Cincinnati.

Forrige artikelLivsnydere: De gamle på 60+ og derover kan også være med
Næste artikelUS Open: En analyse af mændenes lodtrækning
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.