Holger Rune indledte US Open med sejre i både single og double, men for store udsving i præstationen kunne ikke udfordre Cameron Norrie i 3. runde

Optimismen på vegne af de danske deltagere var stor i nedenstående optakt til US Open, hvor den største hindring for, at 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune kunne nå 3. runde, var dog at han formåede at returnere de kanon-server, som kunne være i vente fra John Isner (USA).

US Open: Mindst 3. runde anses for realistisk for både Clara og Holger

Inden et eventuelt møde med Isner skulle Holger dog først forbi 33-årige Peter Gojowczyk (GER), som Holger sidste år vandt over ved ATP 500 i Barcelona, hvor tyskeren selv lukkede Holger tilbage i kampen, da han ved stillingen 5-3 30-0 i 3. sæt inviterede Holger tilbage i kampen, som Holger vandt 3-6, 6-3, 7-5.

ATP 500 Barcelona: Holger Rune comeback efter 2-5 og udveksling af gaver

På det tidspunkt var Holger no. 322 på ATP-ranglisten, hvor Gojowczyk var no. 130, men i mellemtiden har Holger gjort lynkarriere og er no. 33 på den seneste rangliste, hvor Gojowczyk er no. 108.

Forskellen i rangering kom klart til udtryk fra kampens start, hvor Holger brød serven til både 1-0 og 4-1, og tyskeren havde kun vundet 2 point – herunder en dobbeltfejl – i Holgers servepartier, da Holger servede for 4. gang ved 5-2.

Et par sjældne danske fejl og endnu en dobbeltfejl gav dog pludselig tyske break-muligheder ved 15-40, men en 2. serv på kroppen af tyskeren afværgede den første mulighed, og den næste blev afværget med en stopbold, som i tenniskredse betegnes som en “Holger Rune”.
Gojowczyk fik dog endnu en break-mulighed, da Holger igen forsøgte sig med en stopbold, der dog ikke havde samme kvalitet som den første, men tyskeren forpassede chancen med en bold i nettet, hvorefter Holger vandt de næste 2 point og sikrede sættet 6-2.

Gojowczyk var igen presset i egne servepartier fra starten af 2. sæt, hvor han dog vandt sit første serveparti efter 4 danske break-muligheder, og han afværgede endnu en break-mulighed, da han vandt sit næste serveparti til 2-1, inden han omsider vandt sit serveparti til 3-2 efter 40-15.

Tyskeren var dog væsentlig bedre med i Holgers servepartier, end det var tilfældet i 1. sæt, idet han fulgte med til 40-40 i de 2 første danske servepartier, og han fik desuden break-mulighed ved 2-3 30-40 efter en fejl, da Holger i sidste øjeblik ændrede retning på et slag, fordi tyskeren bevægede sig til den side, hvor Holger oprindeligt ville slå bolden hen.
Muligheden blev afværget med et es – endda på 2. serven – hvorefter en servevinder og vinder på 2. bolden sørgede for udligning til 3-3.

Afgørelsen faldt i det næste tyske serveparti, hvor Holger nåede frem til en stopbold, som blev lagt forbi Gojowczyk, der i den næste duel flere gange pressede Holger i forhånden, men en god defensiv slicede boldene retur, indtil tyskeren forsøgte sig med en longline forhånd, der blev for bred og øgede presset ved 0-30.
Efter en tysk vinder til 15-30 fik Holger foræret 2 break-muligheder efter en dobbeltfejl, og den første mulighed blev udnyttet, da en dyb servereturnering fremtvang en tysk fejl, hvorefter Holger vandt sit næste serveparti til 5-3 efter 40-15.

I det næste serveparti kom Gojowczyk bagud 0-40 efter en dansk stopbold og en tysk fejl samt en dansk vinder, men tyskeren skærpede koncentrationen og spillede 5 sublime point, som holdt ham inde i sættet.
Der var dog ingen slinger i valsen, da Holger derefter med et rent serveparti sikrede sættet 6-4.

Jævnbyrdigheden fortsatte i 3. sæt, hvor Gojowczyk efter et rent serveparti til 3-2 satte Holger under pres i det næste serveparti, da Gojowczyk ved stillingen 30-30 fremprovokerede en dansk fejl efter en dyb returnering på en i øvrigt velplaceret udadskruet 1. serv, men i den efterfølgende slagudveksling “krøllede” tyskerens baghånd pludselig med en bold i bunden af nettet, hvorefter Holger først på den 3. mulighed udlignede til 3-3.

Ingen af spillerne havde derefter break-mulighed i resten af sættet, som derfor blev afgjort i tiebreak, som blev indledt med dansk mini-break, efter at Gojowzcyk havde presset Holger til et lob fra baghåndshjørnet, men tyskeren fejlbedømte længden og lod bolden gå, hvorefter han selv sendte bolden i nettet.
Holgers 11. dobbeltfejl i kampen fjernede det danske mini-break, som dog straks blev genetableret, da Holger i den næste slagudveksling, hvor begge var henholdende, pludselig skiftede tempo med en vinder fra forhånden til 3-1.

Endnu en dobbeltfejl fjernede det danske minibreak, men en tysk 2. bold i nettet sørgede for, at Holger igen førte med et minibreak ved 5-3, og endnu elementær tysk fejl i nettet betød, at Holger havde 3 matchbolde, hvoraf de 2 første var i egen serv.
Den første matchbold blev misbrugt, da Holger efter en slagudveksling gik efter en longline vinder, som sad udenfor banen, og samtidig var der tegn på, at der kunne være kramper undervejs.

Holger tog sig derfor ekstra tid, inden den næste serv, hvorved han indkasserede en – kalkuleret – advarsel.
I den efterfølgende længere slagudveksling blev Holger fanget på det forkerte ben, hvorved han blev presset til at slice en baghånd i nettet, hvorved begge minibreaks var elimineret.

Eventuelle bekymringer for, at Holger kunne være ved at sætte det hele overstyr, da han haltede rundt på banen inden tyskerens serv, blev dog afløst af lettelse, da Gojowzyk efter en kort duel lagde en stopbold, som Holger nåede frem til og lagde en perfekt cross vinder, der sikrede sejren 6-2, 6-4, 7-6(5).

Samme dag vandt John Isner som forventet sin 1. runde kamp over Federico Delbonis (ARG) 6-3, 6-1, 7-5, og derfor blev en del af træningen derefter anvendt til at øve servereturneringer, hvilket foregik ved at anbringe en platform, som gav træner Lars Christensen mulighed for at sende server af sted fra samme vinkel, som forventes fra Isner.

Dagen inden det forventede møde med Isner i torsdags spillede Holger sammen med Alexander Bublik (KAZ) 1. runde (R64) i double mod det amerikanske par Denis Kudla og Frances Tiafoe.

Det skinnede tydeligt igennem, at de begge hyggede sig og nød situationen, og den afslappede atmosfære medvirkede samtidig til, at der blev vist sprudlende spil, som sikrede sejren 6-2, 3-6, 6-1.

Da spilleprogrammet for torsdag blev offentliggjort, måtte man lede forgæves for at finde tidspunktet for Holgers kamp mod Isner, der på grund af en håndledsskade var nødsaget til at melde afbud, og derved var Holger med sejr på walkover videre til 3. runde, hvor modstanderen som forventet blev 7. seedede Cameron Norrie (GBR), der i 2. runde vandt 6-4, 6-4, 7-6(4) over Joao Sousa (POR), efter at han i 1. runde havde vundet 6-0, 7-6(1), 6-0 over Benoit Paire (FRA).

Inden mødet med Norrie i lørdags, spillede Holger og Bublik i fredags 2. runde i double mod det franske par Adrian Mannarino og Quentin Halys, og ligesom i det første opgør blev kampen afviklet i en afslappet og hyggelig atmosfære, som dog blev lidt for afslappet, idet manglende fokus – også kaldet sjusk – i flere situationer mod slutningen af kampen medvirkede til, at franskmændene i den sidste ende vandt 6-3, 5-7, 7-6(8).

Til gengæld kunne Holger derefter rette fuldt fokus mod lørdagens single mod Norrie, som han i de 2 tidligere indbyrdes opgør havde spillet tætte 3-sæts opgør imod uden dog at hive en sejr i land.

Selvom Holger efter en svær periode igen var begyndt at vise spil af høj klasse, var bookmakernes favorit dog Norrie, der bl.a. vandt over både Andy Murray og Carlos Alcaraz forleden ved ATP 1000 i Cincinnati, inden han i semifinalen blev sendt ud 6-3, 6-4 af Borna Coric (CRO), der sensationelt vandt turneringen med finalesejr 7-6(0), 6-2 over Stefanos Tsitsipas (GRE).
Paradoksalt er både Coric og Tsitsipas sendt tidligt ud af US Open, hvor Daniel Elahi Galan (COL) vandt 6-0, 6-1, 3-6, 7-5 over Tsitsipas allerede i 1. runde, og i 2. runde vandt Jenson Brooksby (USA) 6-4, 7-6(10), 6-1 over Coric.

Holger havde mulighed for en drømmestart, da han holdt serv til 1-0 og derefter satte Norrie under pres med 2 vindere i det første britiske serveparti, hvor Holger havde break-mulighed ved 30-40, men Norrie afværgede muligheden, da han ramte det yderste af linjen og fremprovokerede fejl fra Holger, hvorefter han med en servevinder og et es sikrede udligning til 1-1.

Vigtigheden af at bevare fuldt fokus i egne servepartier blev udstillet, da Holger ved stillingen 2-2 30-15 har overtaget efter serven, men med en elementær fejl på 2. bolden efterfulgt af en dobbeltfejl og en afbrænder ved nettet forærede han et break til sin modstander.

Derefter fik Holger dog muligheden for at bryde tilbage med det samme efter en vinder til 15-30 efterfulgt af en afbrænder, hvor Norrie med solen i øjnene sendte et smash i nettet til 15-40, men på begge break-muligheder blev Holger presset til fejl efter 2. bolden, hvorefter Norrie vandt partiet og bevarede forspringet ved 4-2.

Ved stillingen 3-5 kom Holger bagud 0-30 efter en dobbeltfejl og en longline servereturnering, der ramte klokkerent på linjen, og efter en dansk cross vinder til 15-30 fik Norrie 2 sætbolde, da Holger langt inde i banen forivrede sig og sendte 2. bolden direkte i nettet.
En serv-flugt kombination blev den første mulighed afværget, og på den næste havde Holger et solidt overtag i duellen, som blev afsluttet med et smash, hvorefter et skilt viste 10 vindere til Holger mod 2 til Norrie.
Efter endnu en dansk vinder bevarede Holger kontakten og tvang Norrie til selv at serve for sættet, hvor de famøse fejl ved 2-2 var eneste årsag til, at Holger fortsat var i problemer.

Imidlertid var Norrie også i gavehumør, da han indledte sit næste serveparti med igen at sende en oplagt smash-mulighed i nettet, men en oversatset baghånd gav udligning til 15-15, hvorefter sublimt britisk netspil skaffede 30-15.
På det næste point viste Holger sine bedste kvaliteter, da han øgede tempoet og pressede Norrie med et par dybe bolde, og han fulgte den sidste op med en velplaceret flugtning ved nettet til 30-30.

En 1. serv tættere på baglinjen end servelinjen indikerede, at nerverne havde indfundet sig hos Norrie, som derefter også ramte et godt stykke fra servelinjen på 2. serven og gav Holger chancen for at komme tilbage i sættet, og efter en ny oplagt britisk afbrænder ved nettet forærede Norrie sit break tilbage ved 5-5.

Den uventede mulighed inspirerede tilsyneladende Holger, der indledte sit næste serveparti med en servevinder og en ren vinder på 2. bolden, der blev sat med fuld fart helt ude i hjørnet til 30-0,
Det sublime spil blev dog afløst af en dobbeltfejl og et mislykket forsøg på en stopbold, der ikke var i nærheden af britens banehalvdel, og da Holger derefter fulgte de næste 2 server op ved at sende 2. bolden ud, havde Norrie – der ellers virkede til at være “grydeklar” efter de famøse fejl i forrige parti – ud af den blå luft fået foræret en break uden at gøre noget som helst selv, hvilket han straks udnyttede ved at serve sættet rent hjem til 7-5.

Det var således 2 katastrofale danske servepartier, som Holger nærmest forærede sin modstander, der afgjorde sættet, som Holger mere tabte til sig selv end til Norrie.
Statistikken efter 1. sæt viste 14 danske vinder mod 5 samt 18 fejl mod 10, heraf henholdsvis 5 og 2 dobbeltfejl.

I starten af 2. sæt kom Holger straks under pres, da den første duel afsluttedes med en dansk fejl, som blev fulgt op af en direkte fejl på 2. bolden, hvorefter Norrie med en vinder gjorde det til 0-40, og kropssproget tydede på, at Holger var mentalt presset.
Han fik dog udlignet til 40-40 efter en vinder på 2. bolden og en risikabel stopbold, som han slap godt fra, da han fik fat i Norries forsøg på at lægge bolden cross, samt endnu en 1. serv, der blev fulgt op med en vinder på 2. bolden.

Norrie fik dog straks endnu en break-mulighed, da han var mere omhyggelig og lagde bolden forbi Holger på en ny risikabel stopbold, men igen blev Holger reddet af en god 1. serv og direkte vinder på 2. bolden.
En dobbeltfejl gav Norrie endnu en break-mulighed, men igen blev han reddet af 1. serven, som hidtil kun kom i spil ca. hveranden gang.
Den næste 1. serv kom dog i spil, men efter en kort duel gav en dansk fejl Norrie den 6. break-mulighed, hvor Norrie satte en cross servereturnering på linjen og fremprovokerede en fejl fra Holger, som derved var bagud med et break fra starten af sættet.

Ved stillingen 1-3 spillede Holger henholdende på det første point, men alligevel vandt Norrie pointet på en upresset dansk fejl.
Derefter forsøgte Holger sig med en halvhjertet serv-flugt kombination bag 2. serven, men servereturneringen fra Norrie sad direkte i fødderne på Holger, som derved var bagud 0-30.
I den næste duel lykkedes det for Holger at flytte Norrie rundt på banen med dybe velplacerede bolde, der til sidst fremtvang britisk fejl, og han udlignede til 30-30 da han fik presset Norrie og fulgte om med en sirlig følt flugtning, som var Stefan Edberg værdig og fremkaldt applaus fra Norrie.

Også i den næste duel havde Holger overtaget, men en overplaceret baghånd gav Norrie mulighed for et dobbelt break, som blev udnyttet, selvom Holger igen havde dirigentstokken i den næste duel, indtil den boldsikre Norrie slog kontra og pressede Holger til en fejl.

Ved det efterfølgende sideskift blev Holger tilset, da han tilsyneladende var utilpas, og han fik nogle piller, som tilsyneladende havde en positiv effekt i første omgang, idet han efterfølgende løftede sit spil gevaldigt.
Efter en britisk dobbeltfejl afsluttede Holger en kort duel med en longline vinder fra forhånden, og i den næste længere slagudveksling blev Norrie med et krydser-missil fra Holgers baghånd presset til en fejl.
Efter en britisk servevinder til 15-40 fortsatte Holger med aggressivt tempofyldt spil, som pressede Norrie til endnu en fejl, som skaffede det ene break tilbage ved 2-4.

Ved 30-15 i Holgers næste serveparti gav en dobbeltfejl og et ramme-slag Norrie mulighed for igen at komme foran med dobbelt break, men igen reddede Holger situationen med en vinder på 2. bolden bag en velplaceret 1. serv efterfulgt af 2 serve-esser.

Begge vandt derefter deres næste serveparti, hvorved Norrie i egen serv ved 5-4 havde mulighed for at sikre en 2-0 føring i sæt, men da Holger efter førnævnte pause efter 1-4 havde løftet sit spil, var der fortsat realistisk håb om et comeback, da Holger – efter at have afværget sætbold ved 40-30 med en vinder – skaffede en break-mulighed med en sublim maskeret stopbold, som fik publikum op af stolene.
Norrie reddede muligheden med en velplaceret udadskruet 1. serv, som Holger forgæves forsøgte at lægge ned i baghåndshjørnet.

Derefter havde Holger en diskussion med dommeren, fordi han var utilfreds med, at Norrie ofte afbrød serven efter opkastet og derved forstyrrede koncentrationen før modtagelsen af serven, men da det ikke er ulovligt, kunne dommeren ikke gøre noget ved det.

Da Norrie derefter satte serven i spil, fik han igen sætbold efter fejl fra Holgers ketsjer. Norrie tog sig ekstra god tid ved at slå bolden adskillige gange i gulvet, inden han igen sendte 2. serven af sted – uden at tage opkastet om – men Holger tog initiativet i duellen og bevarede tålmodigheden, indtil han kunne afgøre pointet med en vinder.

I den næste duel overtog Holger igen initiativet og pressede Norrie til en fejl, som betød endnu en breakbold, hvor Norrie fulgte op på 1. serven ved at presse Holger i baghånden, hvor Holger var ganske få centimeter fra at sætte en vinder langs linjen.
Inden Norrie satte den næste serv i spil, tog han igen opkastet om, men 1. serven ramte dog udenfor feltet, og før 2. serven lod han igen bolden falde, hvilket dog ikke forhindrede en kvalificeret returnering, der indledte en duel, hvor Holger slap grebet, da han valgte at forsøge sig med en stopbold, som Norrie uden problemer kunne nå frem til og presse Holger til en fejl.
Derved havde Norrie igen sætbold, som blev afgjort, da Holger kom for sent til en kort bold fra britens baghånd.

Bagud 0-2 i sæt var Holger langt væk fra sejren, som kunne have været indenfor rækkevidde, hvis Holger i hele kampen havde spillet med større disciplin på det niveau, som han kun præsterede i perioder af kampen.

I 3. sæt vandt Holger sit første serveparti, hvor han afværgede en enkelt break-mulighed, men da han servede igen ved 1-1 kom han bagud 0-40 efter en netruller, som blev på egen side efterfulgt af fejl fra både baghånd og forhånd, og selvom Holger vandt de næste 2 point, blev han alligevel brudt efter endnu en fejl fra baghånden.

Holger virkede både resignerende og uden energi, hvilket fortsat resten af kampen, hvor Norrie ikke blev udfordret, og han kunne i sikker stil sikre sejren 7-5, 6-4, 6-1.

Kampen bekræftede i perioder, at Holger har midlerne til at sætte spillere af Norrie’s kabliber under pres, hvis han finder et mere konstant niveau, men der er ikke plads til det bundniveau, som i perioder var årsag til, at Norrie ikke for alvor blev udfordret.

Holger forlader dog langt fra US Open tomhændet, idet 1/8-finalen i single indbringer en præmiesum på $188.000 og med halvdelen af $35.800 i double, optjener Holger ca. halvanden million Dkr. – dog før amerikansk skat.

Desuden optjener Holger 90 point til ranglisten, hvor han på mandag vil være no. 31.

Næste opgave for Holger bliver efter planen på hardcourt ved ATP 250 i Metz fra 19. september og ATP 250 i Sofia ugen efter.

Holger deltager ikke ved Davis Cup i El Salvadore, hvor de 4 udtagne spillere er August Holmgren, Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard og Elmer Møller.

Til gengæld har både TV 2 og Tennisavisen fået bekræftet, at Holger vil være til rådighed i de efterfølgende 4 Davis Cup opgør.

Forrige artikelTurneringer uge 36: Carlos Alcaraz eller Casper Ruud kan blive ny no. 1
Næste artikelTE U14 Oslo: Sofia Mortensen til tops i dansk domineret turnering
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.