Lidt af en svendeprøve Clara Tauson skulle på i dag, hvor hun skulle prøve at besejre verdens nummer et Ashleigh Barty fra Australien. Det blev da også en forventet stor mundfuld, men i en kamp hvor man bestemt så Clara Tausons potentiale. Kampen endte 6-1 7-5 til Barty, men med en fin indsats af Clara Tauson.

Første sæt startede med et rent parti af Barty, men så fulgte kampens længste. Clara kom hurtigt bagud 0-40, men det er som om, at hun simpelthen spiller bedst, når hun er bagud, og det skete flere gange i andet sæt. Clara fik kæmpet sig tilbage til lige, og så fulgte en duel der vakte stor begejstring hos publikum: 9 gange lige, 7 gange fordel til Ash og 2 gange til Clara før hun måtte gi sig. Resten af sættet tilhørte Ash, men Clara fik dog slettet nullet, så sættet endte 6-1 til Barty – det var ved stillingen 0-5, hvor det endelig lykkedes at vinde et serveparti, dog ikke uden sved på panden. Andet sæt -NY kamp?

Statistik første sæt

Andet sæt begyndte også med et break af Barty, men Clara vandt flere bolde, og det var tydeligt i andet parti, hvor Clara brød tilbage, da hun udnyttede den første breakbold hun fik i kampen. Generelt var der meget fint spil i hele andet sæt, og Barty måtte kæmpe for sagen. Spillerne fulgtes ad til 3-3, hvorefter det berygtede 7de parti skulle spilles og det var Clara der skulle serve. Hun kom hurtigt på 0-40, men kom på 30-40 før hun – igen – slog bolden i nettet, efter en fremragende returnering af Barty – 3-4. Så troede folk at kampen var afgjort, og det så da også sådan ud, da Barty kunne serve sejren hjem ved 4-5, men Clara er som antydet bedst i modvind, så Clara brød tilbage til stor jubel blandt tilskuerne, men fejlene begyndte at dukke op hos Clara, og hun tabte igen sit serveparti og denne gang lykkedes det – dog med stort besvær – Barty at få partiet og sejren hjem. Godt spillet af begge, og en god og lærerig kamp for Clara Tauson – der venter store ting for hende, og kampen kan hun være stolt af – bravo frøken Tauson.

Kampens statistik

Her har vi verdenssetteren med sejrsgestus – well done Ash