Med god længde i boldene vinder Elmer Møller sikkert over rådvild modstander. Holger VItus Nødskov Rune fulgte Sydamerikansk mester til dørs

Ved det nyligt overståede EM for U14 hold var det Elmer Møller, der havde den udsatte post som 1. single og derfor mødte de bedste spillere fra de europæiske nationer, hvilket altid var spillere fra den ældste årgang 2002.

I de fleste af disse kampe måtte Elmer se modstanderne løbe med sejren, men det har samtidig været lærerige kampe, som kan udvikle den talentfulde unge dansker, der desuden med titler i 4 turneringer i både Category 2 og 3 har optjent ranglistepoint, som har givet en placering som no. 14 lige foran Holger Vitus Nødskov Rune på 15. pladsen

Holger har til gengæld ved EM kampene haft det ekstra pres, at holdets chancer var afhængig af, at han både kunne vinde 2. singlen og doublen, hvilket han sørgede for i de 2 første vigtige kampe, hvor Danmark kvalificerede sig til slutspillet, hvor han ligeledes vandt singlerne.

I lørdagens kvartfinale ved Category 1 turneringen Open des jeunes Stade Francais i Paris blev Holger konfronteret med Argentinas bedste U14 spiller fra årgang 2002, 7. seedede Santiago De La Fuente, der for få måneder siden vandt det sydamerikanske mesterskab i både single og double, hvor han spillede sammen med Roman Andres Burruchaga, som Elmer havde sendt ud i torsdagens 1/8-finale i Paris.

Selvom den 1 år yngre Holger efter de mange opslidende kampe ved både EM og de første runder i Paris var ved at være godt træt, fulgte han den hårdtslående argentiner helt til dørs, inden han måtte se sig besejret 6-2, 1-6, 7-5.

Efter kampen erkendte Holger, at han var træt og ikke havde mere i sig, men alligevel var han meget skuffet.
Efter at have sundet sig ser han dog frem til at komme ned og træne på Mouratoglu i næste uge, hvor han tidligere i år blev en del af deres “champ seed team” og kan bruge deres faciliteter og få sparring, som han nu får brug for fremadrettet, hvilket er en god mulighed at have som supplement til hans daglige træning i HIK.

Næste opgave for Holger bliver det individuelle EM, som starter 18. juli.

Elmer Møller
All rights reserved Espen Hildrup 2016

De mange kampe mod de bedste europæiske spillere ved EM – samt den opnåede selvtillid efter de 4 førnævnte titler – har uden tvivl bidraget til, at Elmer ved turneringen i Paris præsterer tennis på højeste niveau.
Det høje niveau blev også præsteret i kvartfinalen mod Jakub Katuch (SVK), som blev rådvild, da Elmer kampen igennem holdt modstanderen under kontrol med velplacerede dybe bolde, og med en overbevisende sejr på 6-1, 6-3 er Elmer i semifinalen.

Sejren var samtidig en fødselsdagsgave på forskud, da Elmer fylder 13 år lørdag den 9. juli, og han kan give sig selv endnu en gave på selve dagen, hvis han i semifinalen kan vinde over 14. seedede Lilian Marmousez (FRA), der i kvartfinalen vandt over Mateo Gomez (COL) 6-0, 6-2.

I den anden semifinale møder Holgers argentinske banemand Francisco Llanes (URU), der i kvartfinalen vandt over 1. seedede Viktor Jovic (SRB) 6-4, 6-2

 

Forrige artikelWimbledon 2016: Kerber klar til endnu en slam finale mod Williams
Næste artikelEntryliste: Uge 29, International Washington, Caroline, Stosur m.fl.
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.