Mange tilmeldte og masser af kampe i de indledende puljer op til finalerne i Hillerød tennisklub 20. -22. januar, hvor der blev kåret mestre i alle katagorier.

U10érnes finalister var fundet efter et indledende puljespil, hvor kun puljevinderne sikrede sig en plads i finalerunden. Skovshoveds Carla Valentin Jensen sikrede sig mesterskabet i damesinglen med 7/5 6/2 over HVT´s Karolina Johnsen. I herresinglen var det HRT´s Christian Grønfeldt-Sørensen, der kunne smykke sig med titlen SjællandsMester efter en sejr på 6/3 6/2 over klubkammeraten August Bjerregaard Schrøder.

Pigernes U10 double gik til duoen Karolina Johnsen (HVT)/Ingrid F. Hein (Holte), der i en medrivende finalekamp tog tredje sæts tiebreak 10-5. De tabte 1. sæt 3/6 til Skovserne Carla Valentin Jensen/Emma Finkelstein, men slog til i 2. sæt og i den altid noget så nervepirrende 3. sæts tiebreak. Hos herrerne sikrede Christian Grønfeldt-Sørensen sig sit andet mesterskab, da han og makkeren, Christian Frahm (Skovshoved) besejrede HRTs makkerpar August B. Schrøder/Vitus Friis i en tæt tre-sætter (6/2 5/7 10-4).

Gentoftes Dicte Ingildsen var suveræn i pigernes U12. Hun tabte kun 3 partier i sine tre kampe op til finalen. Hendes finalemodstander, Skovshoveds Vilma Krebs Hyllested bed godt fra sig, men sluttelig var det Dicte Ingildsen, der efter 6/3 6/2 fik overrakt sejrtrofæet. Farums Nicolas Borgstein er ny Sjællandsmester i U12 efter finalesejren 7/6(5) 6/1 over Lyngbys Kristian Zornig Kjellberg.

I U12érnes damedouble vandt Birkerøds Sarafina Olivia Hansen og Rebecca Munk Mortensen finalen 7/5 6/2 over Skovserne Mille J. Mørk og Vilma K. Hyllested. Conrad Frahm (Gentofte) og Kristian Z. KJellberg blev mestre i herredouble efter en tresætsgyser 3/6 6/3 10-7 over Phi Thanh Vo (Roskilde) og Valdemar A. Krapper (HRT).

Hillerøds Anna Tang slog til i pigernes U14. Da 2. seed Arendse Honoré meldte fra deres 1.runde opgør, greb hun chancen og gik målbevidst hele vejen til finalen, hvor 1. seed Charlotte Ellegaard (Lyngby) ventede. Og unge frøken Tang viste, at hun hører med i toppen af pigernes U12, da hun i tre sæt besejrede Ellegaard 4/6 6/2 10-6. Og i herrernes U12 var der også en overraskende vinder og ny Sjællandsmester. Useedede Caspar Jalili Mikkelsen (Lyngby) besejrede 1.seed Asger Emil Ildor (Skovshoved) 6/2 6/4.

Og Mikkelsen tog endnu et mesterskab med hjem til Lyngby, da han med klubkammeraten Dragos Giurgiteanu vandt finalen i herredouble med 6/4 6/4 over Gustav Obel (Skovshoved)/Johan A. Mottlau (Vedbæk). I damedoublen besejrede Lyngbys Natacha Schou og Rachel Heine søskendeparret Augusta og Frederikke Birn (Hillerød) 7/5 6/4.

Nina Vicic (Hillerød) blev Sjællandsmester i U16 damesingle, da hun i finalen viste storspil og slog Cecilie Lyttik (HRT) 6/1 6/0. Damedoublen blev vundet af Gentoftes Camille Ramm-Larsen og HRT´s Ida Hasselbach, der i finalen besejrede Gentoftes Isabella Kierkegaard og Emma Løchte Jensen 6/1 6/2.

Hos herrerne måtte Lucas Oliversen finde sig i at blive kåret som Sjællandsmester på WO. Hans finalemodstander fra Birkerød, Marcus Gram Pedersen, havde et andet engagement på en anden tennisbane i et andet land og efterlod såvel Oliversen som sine øvrige, slagne modstandere med en dum fornemmelse af blot at medvirket som statister i en ligegyldig forestilling. Synd for Lucas og tennis som sådan.

U18 Damesingle blev vundet af en stærkt fightende Caroline Birch (Skovshoved). Efter  et par tætte tresætter og en enkelt let sejr i indledende runder gik hun finalen, hvor det blev til en fuldbyrdet triumf med 6/1 7/6(3) over 1. seed Helena Hildebrand Steenberg (Lyngby). Lyngbys Alexander Schou og Skovshoveds Anton Lindquist Davidsen var seedet at møde hinanden i finalen. Og efter en herrefight var det Alexander Schou, der kunne juble over sejren 6/0 5/7 10-2 og SjællandsMesterskabet 2017.

Også i de øvrige kategorier 2 og 3 blev der kæmpet om mesterskabet med dedikation, indædt fight og en vilje og lyst til at præstere, at overgå sig selv. Imponere sin far, bedsteforældre, søskende venner og kæreste, at mærke suset i det splitsekund, hvor bolden bliver ramt så præcist og smukt, at det lige netop i det splitsekund meget vel kan være det smukkeste slag på hele kloden. Tennis er lige så kompliceret for Roger i Melbourne som det er for Per i Slagelse, og begge bliver de lige glade i låget, når de i deres næste slag overgår sig selv. Tennis er funny business, en mission og en passion for dem begge. Sjællandsmesterskaberne 2017 er overstået og respekt og gratulationer til alle de, der fuldførte deres mission og blev og kæmpede til sidste bold.