En refleksion: Kører topspillerne for hårdt på som følge af jævnbyrdigheden på WTA-touren?

[quote_box_center]Ole JørgensenDette indlæg er forfattet af Ole Jørgensen, der siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub, blandt andet som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turnerings-hold og som aktiv spiller.
På den globale scene er Oles store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale.[/quote_box_center]

Det synes som om, der er en generel tendens mod flere fejl i forhold til antal vindere. I Halep/Jankovic kampen var der mere end dobbelt så mange fejl som vindere, og det er ikke enestående i forhold til, hvad vi er vidne til p.t.

Lisicki er fortsat et lysende eksempel på en spiller, der ved at presse sit spil og sig selv ud over grænsen er storproducent af fejl og desuden forfulgt af skader. Ærgerligt. Vi har jo set nogle gange, at Lisicki er en aldeles fremragende spiller, når det lykkes hende at tæmme sit vilde spil og konvertere muscle power til brain power.

Selv Caroline Wozniacki laver mange flere fejl end tidligere – og ikke kun i den seneste kamp i Indian Wells mod Belinda Bencic.


Der synes også at være et træthedsfænomen, som man ikke så – ihvertfald ikke så tydeligt – tidligere. Se for eksempel Kvitora, som tilsyneladende er gået helt kold. Synes også der er flere spillere end tidligere med mere eller mindre kroniske småskader.

Måske skyldes det tilfældigheder, men måske er der nogle sammenhænge, som kunne ligge i det voldsomme pres på spillerne som følge af den jævnbyrdighed, som for tiden hersker på WTA turen: Spillerne presser muligvis deres fysik og deres spil for tæt på eller over grænsen, hvorved de berømte små marginaler, som kendetegner tennis, provokeres for meget.

Turneringsmønstret er nogenlunde det samme gennem de senere år, så årsagerne må søges i træningsplanerne: Er træningen blevet for meget, for hård, for ambitiøs for at kunne hævde sig i den meget lige konkurrencesituation?

Uden at kende detaljerne i de enkelte spilleres træningsplaner, er det vist gældende for formentligt alle, at der satses hårdt ikke kun på træningsbanen men så sandelig også på styrketræning og fitness og andre elementer.

Det ses jo ganske tydeligt på spillernes fysiske fremtoning, at der trænes meget og intenst. Er det i virkelighedens verden for spillerne ved at være sådan, at kamppauserne reelt er fysisk mindst lige så hårde og krævende som turneringsdeltagelse? Får topspillerne derved faktisk kun i sæsonpauserne – og måske knap nok der – tilstrækkelig ro til at fysikken kan restituere sig?

[quote_box_center]Muligvis fejllæser jeg situationen, synes bare de mange fejl, småskader og træthedssignalerne giver anledning til eftertanke:-)[/quote_box_center]slutter Ole Jørgensen, som herefter tilføjer:

Elitesport på topniveau kræver selvfølgelig at sports-udøveren konstant presser sig selv, præsterer sit ypperste og træner det fornødne for at være i stand til det. Men tennis burde dog være mindre risikabelt end for eksempel håndbold og fodbold med fysisk kontakt eller kampsport.

At spillerne presser deres spil lidt for meget på banen, er jo en del af underholdningsværdien, og som publikummer er det fint nok med mange fejl, hvis kampen iøvrigt er seværdig, hvilket jo sagtens kan være tilfældet.

Men der er måske en overdreven satsning på fysik og fysisk træning, som kan koste den enkelte spiller på anden vis. Et par konkrete eksempler: Kvitova er fra naturens hånd ikke en muskelbundt type – er det så det man i hendes tilfælde skal søge at fremelske fremfor for at satse på udvikling af hendes spillestil?

Azarenka er i grunden forholdvis spinkel og var for ikke så længe siden spilleren på WTA turen, der kunne spille i højest tempo, hendes varemærke og styrke.

Nu har hun udviklet et skulderparti som en bryder og et generelt mere bastant korpus – og tempoet i hendes spil er dalet. Var formentlig hård satsning på mere fysik den rette?

Kvitova er midlertidigt ude grundet “fatigue”. Azarenka har været ude et år med skader.

Selvfølgelig er der ikke nogen standardløsning eller noget standardprogram, der gælder for enhver spiller – det er noget individuelt. Synes blot der er en tendens til, at den rent fysiske satsning ser ud til at præge udviklingen i kvindetennis i forkert retning set med publikums øjne – trætte spillere/afbud/skader – og måske med nogle kedelige konsekvenser for spillernes sundhed såvel nu som senere.

Forrige artikelTV Kampe lørdag: Wozniacki samt udsat Serena og Djokovic. TV3 Sport go’nat
Næste artikelLyngby henter toptræner
Avatar photo
Ole Jørgensen har siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub bl.a. som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turneringshold og som aktiv spiller. På den globale scene er hans store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale. Oles interesse for udviklingen på WTA-touren, som han har fulgt nøje, startede især da Caroline Wozniacki vandt Wimbledon som junior.