Caroline Wozniackis farvel til international tennis var et stort tab for dansk tennis. Men var det i virkeligheden en kickstart til en ny generation? Det virker det til.

Anke Huber og Anna-Lena Grönefeld. Nikolas Kiefer og Tommy Haas.

Fire tyske tennisspillere, der alle fik en glimrende karriere, men alligevel på en særlig måde altid vil gå under den berømte radar. Hvorfor? Fordi de igennem en hel karriere blev målt og vejet udelukkende med udgangspunkt i de to tyske tennisstjerner, der lå forud for deres generation. For som Steffi Graf og Boris Beckers arvtagere på den internationale tennisscene, så kunne de efterfølgende generationer af tyske tennisspillere kun skuffe.

Ingen af de fire nævnte nåede nogensinde at vinde en Grand Slamturnering. Om det i sig selv var skuffende, kan være svært at vurdere. Sikkert er det dog, at deres individuelle resultater vil stå tilbage som middelmådige i den direkte sammenligning med Boris Becker og Steffi Graf. En sammenligning der er uretfærdig, når man tænker på en individuel sportsgren med mange forskellige årsager til, hvorfor en karriere tager fart eller det modsatte. For udover det tyske statsborgerskab har de fire efterfølgere næppe haft meget tilfælles med de to legendariske tyske profiler. Både for omverden, presse og tennismiljøet er det bare umuligt ikke at spejde ned i rækken af talenter fra et land, hvor de store profiler netop har lagt ketsjeren på hylden.

Wozniackis gyldne arv

Det er den søgen efter en arvtager til tronen, der de seneste år har været fokus på, når der er blevet talt om spillere med internationalt niveau i Danmark. Sikkert var det, at Caroline Wozniacki i løbet af et par år ville lade sig pensionere. Lige så sikkert var det, at der ikke ville være en dansk tennisspiller, der ville være i stand til 1-1 at kopiere den måde, den danske superstjerne havde skabt sig en stor international karriere på.

I mange år har der i det danske tennismiljø været en tendens til usund konkurrence. Det blev allerede tydeligt, da Caroline Wozniacki og far Piotr som ganske ung oplevede, hvordan der blev set skævt til dem. Det gjorde der, fordi de var ekstremt ambitiøse og udfordrede både regler og normer. De ville ikke tage til takke med normalen, de ville hæve baren. Det var bestemt ikke alle, der var forstående overfor den attitude.

At turde sige højt, at man vil være verdens bedste. At turde gå egne veje og ikke tage til takke med almindelige modeller. Det er vel dybest set de grundelementer man som tennisspiller bør have med i værktøjskassen, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at kunne begå sig i international tennis. De har bare haft trange kår i mange år i Danmark. Her kan man i høj grad tale om en før og efter Wozniacki tid. Den danske superstjerne har rykket til modet hos en generation af unge tennisspillere. Et mod til at sætte sig selv over fællesskabet og turde have drømme, der går stik mod janteloven og de gængse danske standarder.

Halvt begyndt – halvt fuldendt

Underrubrikken er vel dybest set strammet. For selvom Clara Tauson og Holger Rune allerede har vist sig godt frem på WTA- og ATP-touren, så er der fortsat meget lang vej til det niveau Caroline Wozniacki i en årrække præsterede på.

Johanne Svendsen, Rebecca Mortensen, Natacha Schou og Elmer Møller gør det alle aldeles fremragende ved de internationale juniorturneringer rundt om i verden. Herfra er der bare endnu længere til toppen, end der hvor Tauson og Rune aktuelt befinder sig.

Når det er sagt, så er der et voldsomt potentiale i den unge generation af danske tennisspillere. De udviser alle et mod til at satse helhjertet på drømmen om en international tenniskarriere. Her har Caroline Wozniackis eksempel uden tvivl også et inspirerende element. Det kan lade sig gøre for en dansker, i en stor global sport, at slå igennem. Det handler om at turde sætte sig høje mål, arbejde fokuseret på at nå dem og være ligeglad med dem, der ikke tør sætte højere mål end gennemsnittet.

Med bedre muligheder for hjælp fra Dansk Tennis Forbund, Leschly Tennis Foundation og andre interessenter, der grundet Caroline Wozniacki har fået øjnene op for dansk tennis, så er muligheden for at fuldende rejsen til den internationale top bedre end længe.

Og talentet er der på alle leder og kanter hos de unge spillere. Det eneste det bare ikke må blive for dem er mageligt. Den ild Caroline Wozniacki altid har haft i jagten på sejre er unik. Den er af en slags, der kun ses ganske sjældent. Det vil næppe være realistisk, at alle vores dygtige unge spillere kan kopiere den model. Det skal de ikke forsøge på. De skal turde trodse systemet og finde deres helt egen måde at nå til tops på. Det handler om benhårdt arbejde og en konstant søgen efter optimering. For det vil være det nemmeste i verden at blive generation ”efter Wozniacki”, der aldrig rigtig slog til. Det vil dog være en skam, for generationen med Svendsen, Schou, Møller, Mortensen og de andre har potentiale til meget mere.