I dag skal den fremtidige struktur på holdturneringen debatteres, da DTF har inviteret alle klubber til at deltage i et onlinemøde herom. Det er næppe forventeligt at der kommer meget entydige svar ud af dagens møde, for klubberne har meget forskellige udgangspunkter, når det drejer sig om eksempelvis formål, niveau, ambitioner og økonomi, men mødet kan forhåbentlig give Dansk Tennis Forbunds (DTF) organisation værdifuld inspiration til den videre arbejdsproces.

Når mødet i dag er ovre, så skal følgende emner kan være blevet berørt:

1. Differentieret struktur på indendørs- og udendørsturneringerne.
2. Landsdækkende 1. division
3. Indplacering af ligaholdene i divisionerne
4. Antal hold i de enkelte divisioner
5. Spilleterminer
6. Pointgivning
7. Rammer for holdkampe

Ad. 1: Skal indendørs- og udendørsturneringerne nødvendigvis spilles i samme struktur. Måske man skulle eksperimentere med en anden struktur på indendørs-turneringen, som også væsentlig færre hold spiller med i. Det kunne være færre spillere på holdet, mixhold med både herrer og damer, krav om U21 repræsentation for at hjælpe talentudvikling, og der er sikkert mange andre måder det indrettes efter.

Ad. 2: Ligesom Elitedivisionen bør 1. division være landsdækkende, da det vil betyde et stærkere sportsligt niveau i 1. division, og øge 1. divisions klubbernes mulighed for overlevelse i Elitedivisionen.

Ad. 3: Overvejelser om en klub kan have to hold på samme divisions-niveau, og måske en regel for hvor mange 2. og 3. hold der kan være i de enkelte divisioner, så nogle af fortidens problemstillinger undgås.

Ad. 4: 8 eller 6 hold i divisionerne, og det kan være forskelligt i divisionerne.

Ad. 5: Spilleterminer i Elitedivisionen bør komprimeres, og indendørs bør slutspillet ligge i december måned, hvor alle spillere er hjemme og dermed kan repræsentere deres klubber. At strække grundspillets syv kampe over fem måneder gør det svært for klubberne at planlægge efter og markedsføre.

Ad. 6: Lad nu en holdkamp slutte 3-3 og dermed samme antal point til de to hold, som reelt har spillet uafgjort. Det gør holdkampene kortere, og modsat Golden MTB resultaterne, så kan det uafgjorte resultat også indberettes i Tournament Software, men bevar Golden MTB i slutspillet og playoffs.

Ad. 7: I relation til Elitedivisionen så skal der være krav til klubberne om rammerne på spillestedet, og markedsføring af kampene, men DTF skal sikre at der er referee og dommere til kampene i Elitedivisionen. Det kan ikke lade sig gøre i dag, men det må være ambitionen og så må der laves en handlingsplan for at nå dertil

DTF er arrangør af DH og de individuelle mesterskaber, og her bør den bedste og fornemmeste tennis herhjemme præsenteres. Og vil vi gerne have at de bedste danske spillere skal deltage, så må det gøres attraktivt for dem at deltage, både i relation til spilleterminer, men også præmiepenge, da topspillerne ofte lever en professionel tilværelse.

Den videre arbejdsproces og de endelige beslutninger tages af DTF, men nu hvor klubberne indledningsvis bliver inddraget, så vil de give god mening stadig at inddrage klubberne i detailarbejdet med de enkelte punkter. Omkring Elitedivisionens udfordringer, er det oplagt at inddrage elitedivisionsklubberne, da der i de klubber er megen kompetence at trække på.

En opfordring herfra til forbundet er, at uanset udkommet af dagens møde, så skal DTF helt grundlæggende have en klar strategi med DH, for hvad er formålet og ambitionen med DH?. Når det ligger fast, og måske gør det allerede, så er opfordringen herfra, meld dette ud til klubberne, så der er en fælles forventnings-platform at arbejde ud fra.

Forrige artikelHvad tennis og professionel gaming kan lære hinanden om strategi
Næste artikelKan B 93 fastholde førstepladsen?
John Kristensen
John Kristensen er ejer af MagMedia, som udgiver aviserne TENNISAVISEN, PADELBLADET og GOLFBLADET. John er uddannet cand.merc. i afsætning fra CBS, og har mere end 40 års erfaring fra udgivervirksomhed. John har spillet tennis i 55 år og har mange års ledererfaring fra tennismiljøet.