Med en semifinale i årets sidste turnering viste Olga Helmi takter, som skaber grobund for optimisme, når hun i 2019 satser fuldt på at slippe gennem 15K nåleøjet

For 18-årige Olga Helmi slutter junior-tiden ved årets udgang, men i praksis skete det allerede i februar måned ved den årlige Grade 4 turnering i KB, og hun har brugt resten af året til at forsøge at få fodfæste på Women’s Pro Circuit, hvor hun har deltaget i 20 turneringer i $15.000 kategorien samt 2 i $25.000.

Ligesom det var tilfældet i 2017, hvor Olga lejlighedsvis deltog i Pro Circuit touren, måtte hun også i de første turneringer sande, at konkurrencen er benhård både i kvalifikationen og hovedturneringen, selvom det er på det første trin på ITF-touren.

Derfor har hun flere gange måttet forlade en turnering uden at få WTA rangliste-point på kontoen, Olga har kæmpet videre, og derved har hun i flere turneringer sat et enkelt point på kontoen, indtil der i juli måned gik hul på bylden med en finaleplads i Don Benito i Spanien.

ITF Don Benito: Olga Helmi når karrierehøjdepunkt med første pro-finale

Derefter fulgte en periode med exit i 1. runde samt et par turneringer, hvor hun nåede 1/8-finalen samt en enkelt kvartfinale, men i denne uge var Olga meget tæt på sin anden finale, da hun deltog i 15K turneringen Cal-Comp and XYZ Printing ITF Pro Circuit Series 2018 15K#W4 i Hua Hin i Thailand, hvorfra Tennisavisen har modtaget billedet herover.

I sidste uge deltog Olga i #W3 udgaven af samme turnering, hvor hun i 1. runde ikke var tilsmilet af lodtræknings-held, da hun mødte 2. seedede Aldila Sutjiadi (INA), som efter at have vundet 6-1, 7-5 over Olga nåede til finalen, hvor hun tabte 1-6, 6-3, 3-6 til 5. seedede Nudnida Luangnam (THA).

Finalen i denne uge bliver endnu et møde mellem Sutjiadi og Luangnam, og indoneserens adgangsbillet til finalen blev igen en sejr over Olga, men denne gang i semifinalen, som fredag kl. 07 dansk tid kunne følges på livestream.

Starten på semifinalen tydede på en gentagelse fra ugen før, da Sutjiadi spillede stabilt og indledte med at holde serven rent, mens Olgas spil var mere fejlbehæftet, hvilket gav modstanderen et tidligt break til 2-0 og senere et nyt break til 4-0.
Det ene break blev dog vundet tilbage, men efter endnu et break kunne indoneseren sikre sig 1. sæt 6-1.

Olga fik langt bedre styr på sit spil i 2. sæt, hvor hun tilsyneladende både fik det mentale og spillemæssige overtag, da hun indledte med at holde serv og kom på 2-0 efter 15-40 og dobbeltfejl fra modstanderen.
Ved 3-0 fik Olga vendt 40-15 til egen fordel, som blev udnyttet med endnu et break til 4-0 på dobbeltfejl, og selvom Sutjiadi tog det ene break tilbage til 1-4, sluttede sættet med samme cifre som i 1. sæt, blot i dansk favør.

Allerede i det første parti i 3. sæt havde Olga en break-mulighed, men med to vindere sikrede Sutjiadi sig alligevel partiet til 1-0, og det blev 2-0, da Olga blev brudt efter endnu et langt og tæt parti, hvilket gav indoneseren momentum, som blev udnyttet med et blankt serveparti til 3-0.

Indoneseren afværgede derefter to break-muligheder ved 15-40, og hun havde fordel til 4-1, men efter en længere duel brød Olga alligevel tilbage til 2-3 med en vinder fra forhånden, og hun afsluttede sit eget serveparti med en servevinder, som bragte balance i regnskabet ved 3-3.

Da Olga servede ved 3-4, kom hun bagud 0-40 efter en fejl fra forhånden efterfulgt af 2 dobbeltfejl, og selvom hun fik reduceret til 30-40, sikrede indoneseren det afgørende break med en cross vinder til 5-3.
Olga havde muligheden for at bryde tilbage ved 30-40, men en forhånds-vinder og efterfølgende vinder på en stopbold gav indonesisk matchbold, hvor en fejl på serve-returneringen afgjorde kampen, som Sutjiadi vandt 6-1, 1-6, 6-3.

Tidligere i turneringen havde Olga i 1. runde vundet 6-3, 5-7, 6-2 over 6. seedede Himeno Sakatsume (JPN), og i 1/8-finalen 6-1, 7-6(6) over Jessie Aney (USA) samt 6-2, 6-2 over Sakura Hosogi (JPN).

ITF Don Benito: Olga Helmi har fået styrket troen efter første pro-finale

Bedømt på baggrund af livestreamingen fra semifinalen fik Olga igen vist, at hun besidder de fornødne spillemæssige kvaliteter, som kræves for at gøre sig gældende, når hun i 2019 formentlig fortsat primært kommer til at spille 15K turneringer, hvor der næste år spilles om point til den nye ITF-rangliste i forbindelse med den ændrede struktur.

Med større stabilitet igennem en hel kamp vil Olga uden tvivl være kandidat til titlen i flere af disse turneringer, og derfor er der god grund til at tro på, at Olga vil være i stand til at tage det næste skridt, og kvalificere sig til at spille med om WTA-point i 25K-kategorien.

Olga fortæller til Tennisavisen, at hun ikke har planer om college, men satser fuldt som professionel, og hun arbejder benhårdt hver eneste dag for at indfri sine ambitioner.
Som det fremgår af nedenstående opslag på Instagram, indgår Yoga i forberedelserne.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Today’s yoga session in such an amazing place ??‍♀️?? Thanks @hyattregencyhuahin for this amazing experience #HealthyLifeStyle

Et opslag delt af Olga Helmi (@helmi.olga) den

Den nye struktur betyder, at Olga fra Nytår får konverteret sine WTA rangliste-point til ITF-point, heraf 30 point for semifinalen og 60 fra finalen i Spanien.
Ifølge Tennisavisens beregninger – som måske ikke er 100 procent nøjagtige – starter Olga med 127 point, hvilket skønsmæssigt svarer nogenlunde til en placering omkring no. 230, som kan forbedres markant med et par gode resultater i starten af 2019.

 

 

Forrige artikelNår tennissen skiftes ud
Næste artikelTE U14: Natacha Schou tæt på finalesejr i Bergen mod Monfils
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.