Det var vikingen mod tigeren i dagens hovedkamp, kvartfinalen i Petit Camp Open på Mauritius. August Holmgren, The Wiking Warriors kvartfinale-modstander fra Hong Kong stod opført under navnet Ngai Long Tiger Cheung.

Holmgren fik hurtigt tæmmet tigeren. Danskeren var oppe på tæerne og ramte boldene præcist og med power. Efter 25 minutter havde han taget første sæt 6/0.

Andet sæt fortsatte med dansk dominans ind til stillingen 3/1, hvor vilddyret kom op i Long Tiger Cheung samtidig med, at Holmgren i sin fornemmelse af, at sejren stort set var sikret, gik lidt ned i kadence. Han mistede fokus – røg ud af zonen, og pludselig havde kampen ændret karakter. Tigeren lugtede blod og bed fra sig. Cheung´s returneringer sad, ramte linjerne, og kun Holmgrens rutine og vilje holdt ham inde i sættet til 6/6.

I tiebreaken bragte Holmgren sig foran 5-2 – men igen bed Cheung fra sig og kom op på 5-5. Men det var Holmgren, der tog de sidste to. Sejren var sikret. 6/0  7/6 til August Holmgren, der i torsdagens semifinale møder en tysk kvalifikationsspiller.