Efter at have uddelt æg i 1. sæt måtte Mikael Torpegaard arbejde mere for sejren, inden han kunne vinde sin første 10K titel i single. Sammen med Herkko Pollanen vandt han også titlen i double

Mikael Torpegaard har hele vejen frem til finalen i single ved den finske $10.000 turnering Future Tennis Helsinki på intet tidspunkt afgivet mere en 2 partier i et sæt, og der var intet der tydede på, at det skulle være anderledes i finalen, hvor han efter 28 minutter havde sikret sig 1. sæt 6-0 mod Peter Goldsteiner (AUT).

Østrigeren kom dog langt bedre med i 2. sæt, hvor han gennem det meste af sættet var foran, men da det kom til de afgørende bolde sidst i sættet, fik danskeren igen overtaget, og han vandt kampen 6-0, 7-5, og sikrede sig dermed sin første ITF senior-titel.

Kort tid efter sikrede Mikael sig desuden titlen i double sammen med Herkko Pollanen, da de i finalen vandt 7-6(5), 6-3 over det 4. seedede svenske par Daniel Appelgren og Patrik Rosenholm.
For 2 uger siden vandt de to venner fra Ohio State University også en titel, da de vandt finalen i Kaarina.

Torpegaard 1 år mere på college inden tennis på fuldtid

Dermed slutter sommerpausen fra college, og søndag tager Mikael tilbage til Ohio State University, hvor han tager endnu en sæson som 1. single for Buckeyes.
Derefter er det hans plan at tage fri fra skole i efteråret 2017 for at spille tennis på fuldtid.

Sejren i single indbringer 18 point til ATP-ranglisten, hvor Mikael i løbet af sommeren desuden har optjent 2 gange 6 point, da han nåede semifinalen i de to første turneringer i Buffalo og Rochester, inden han forlod USA og var med til at sikre dansk Davis Cup sejr 3-2 over Finland.

Desuden opnåede han 10 point, da han for to uger siden tabte finalen i Kaarina mod Casper Ruud (NOR), som lørdag eftermiddag spiller semifinale ved de norske mesterskaber.
Eneste turnering, hvor Mikael ikke opnåede rangliste-point var i sidste uge, hvor han tabte i 1. runde til no. 758 Thai-Son Kwiatkowski (USA).

Det samlede point-udbytte i de 5 turneringer, som Mikael nåede at spille i sommerpausen fra college, blev således 40 point, som han stadigvæk vil have, hvis han efter endnu et år på college vælger at gå fuldt og helt ind for at blive proffessionel tennisspiller.
40 point på den nuværende rangliste betyder en rangering som no. 661-664, hvilket er væsentligt højere end placeringen som no. 919, som han indledte sommerpausen med.

Den nye rangering vil formentlig betyde, at Mikael kan gå direkte i hovedturneringen ved de fleste 25K turneringer, som uden tvivl passer bedre til hans niveau, så han undgår alt for mange kampe, hvor han ikke får kvalificeret modstand, som det har været tilfældet i alle kampene indtil finalen i Helsinki.

Mikael fortæller selv, at han har planer om at spille en håndfuld Futures og Challengers sideløbende med college allerede til efteråret.

Hvis Mikael fortsætter med at udvikle sit spil, er der dog næppe tvivl om, at han vil være i stand til at avancere yderligere på ranglisten, så han også får mulighed for at deltage i Challengers – i første omgang dog formentlig i kvalifikationen, indtil han forhåbentlig opnår en rangering, hvor han er direkte i hovedturneringen.

Når han først dertil, bliver det næste mål naturligvis også at deltage i ATP-turneringer.
De kommende år efter college-tiden vil vise, hvor langt evnerne rækker, hvilket Tennisavisen og alle andre danske tennisinteresserede vil følge med spænding.