Hun er netop hjemvendt efter tre uger til OL i Rio. Medaljer eller olympisk hæder blev det ikke til. Til gengæld har Mette Jespersen fået masser af oplevelser og venskaber for livet efter arbejdet som frivillig ved den Olympiske tennisturnering.

Egentlig var der bare en stor udgave af noget, der har været fast inventar i Mette Jespersens liv siden barndommen. Mens det for nogle er naturligt at ligge på stranden eller spille computer, så har det for Mette Jespersen og lillesøster Maria Jespersen fra barnsben været en del af det at dyrke idræt at hjælpe til i den lokale idrætsforening. Som døtre af to sportsgale forældre lå det i kortene, at børnene på et eller andet niveau skulle beskæftige sig med idræt. Lillesøster Maria har flirtet med livet som professionel tennisspiller, mens storesøster Mette har holdt kontakten ved lige med flere funktioner under eksempelvis Helsingør Open og senest WTA-turneringen i Farum. Begge har de valgt Idræt på Københavns Universitet som deres studieretning.

OL har med et enormt budget på 40 milliarder kroner mange højtlønnede medarbejdere på vitale funktioner. Det store setup vil dog aldrig kunne fungere, hvis ikke det var for de 50.000 frivillige, der af arrangørerne er håndplukkede til de mange forskellige arbejdsopgaver. For med en lang række forskellige idrætsgrene kræves der langt mere, end blot lysten til at arbejde gratis. Derfor skal ansøgerne igennem forskellige test, inden de til sidst måske bliver godkendt og inviteret til Rio de Janeiro, på egen regning.

For Mette Jespersen gav baggrunden med tennis og håndteringen af boldbørn ved WTA-turneringen i Farum en god baggrund for at blive en del af det setup, der skulle være med til at afvikle tennisturneringen på det helt nye tennisstadion i Brasilien. Præcis som i Farum havde der ikke tidligere været afviklet store tennisturneringer i de helt nybyggede rammer.

”Jeg opdagede via mit studie, at man kunne blive frivillig til OL i London for fire år siden. Da chancen bød sig, og jeg kunne kombinere det med sommerferie på mit arbejde, så greb jeg chancen og tog afsted til Rio,” forklarer Mette Jespersen, der til dagligt arbejder i Gentofte Kommune.

Ved legene i London ville Mette Jespersen egentlig gerne have været af sted, men med mange arbejdsopgaver omkring studiet passede tiden bare ikke helt. Derfor var der ingen betænkningstid, da tiden og stedet omkring legene i Rio var de helt rigtige.

Rekordstort ansøgerfelt
Det kan være svært at forestille sig, hvordan et felt på 50.000 frivillige kan være et nåleøje at blive en del af. Det sættes dog fint i relief, når man hører, at hele 224.000 ansøgere indsendte ansøgninger for at blive en del af teamet under OL. Efter ansøgningen var sendt fulgte en proces, hvor Mette Jespersen, hendes veninde (der også søgte og kom med), skulle igennem forskellige test.

”Først var der personlighedstest, herefter skulle vi igennem en sprogtest, og så blev vi interviewet over Skype. Til sidst skulle vi udfylde en masse skemaer om os selv og vores baggrund,” forklarer Mette Jespersen.

I november 2015 fik Mette og veninden den endelige besked fra arrangørerne. De var med! Mette Jespersens baggrund med engagement ved tennisturneringen i Farum havde en stor del af årsagen til, at hun slap gennem nåleøjet. Det var lige præcis en funktion på tennisanlægget, de lokale OL-arrangører havde udset Mette til at besætte.

”Jeg havde en funktion i det område der hedder ”Field of Play”. Mine vagter var både på Center Court og de mindre baner. Her var opgaven at sørge for, at hjælpe tilskuerne på plads på de rigtige pladser,” forklarer Mette Jespersen.

Hun byttede sig med kollegaerne frem til, at det var hende der havde vagten på Center Court, da Caroline Wozniacki i anden runde af turneringen mødte Petra Kvitova fra Tjekkiet. Mette og Caroline mødte hinanden på tennisbanen i ungdomsårene. Dengang var Mette større og stærkere end Wozniacki, men det til trods, så blev den to år ældre Mette altid den lille i kampene. Ved OL blev det også til en kort snak med både Caroline og far Piotr, der gav sig god tid til at dvæle lidt ved minderne.

”Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg har valgt at bruge min ferie på denne måde. Jeg har oplevet et helt fantastisk fællesskab og har fået lov til at komme helt tæt på stjernerne,” fortæller Mette Jespersen.

Sammen med veninden blev hun indkvarteret hos to unge brasilianske kvinder i deres private lejlighed tæt på OL-byen. En kontakt Mettes far, Flemming Hansen, tidligere bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund, havde. På den måde havde de to veninder to lokale guider, så de på den måde også kunne opleve lidt af ”det rigtige Rio”.

Udover Caroline Wozniacki og Mette Jespersen var også den danske tennisdommer Christian Rask en del af den olympiske tennisturnering. Rask fra Vester Skerninge Fyn var via sine mange gode præstationer ved de fire Grand Slamturneringer udtaget af det internationale tennisforbund til at hjælpe med at dømme de gule tennisbolde inde og ude ved legene i Rio.