Af Torben Svejgård, Ry Tennis Klub

Hvad var situationen?
Som så mange andre tennisklubber har vi (indtil et par år siden) oplevet et fald i medlemstallet. Ét fokuspunkt var derfor naturligvis, hvordan vi kunne skaffe nye medlemmer, men vi reflekterede også over, om og hvordan vi eventuelt kunne reducere frafaldet.

Hvad gjorde vi ved det?

For 3 år siden besluttede vi os derfor at ringe til alle dem, der ikke havde fornyet deres medlemskab. Det primære mål var at blive klogere på årsagerne til frafaldet, men hvis vi på en eller anden måde kunne gøre noget, så konkrete enkeltpersoner forblev i klubben, kunne det jo selvfølgelig være fantastisk. Vi talte bl.a. med Anders, som fortalte, at hans faste makker gennem mange år var flyttet fra byen, og at han (altså Anders) derfor ikke havde nogen at spille med. Interessant var det, at ingen af os i bestyrelsen havde nogen som helst idé om, hvem Anders var (og på det tidspunkt var vi trods alt kun godt 100 medlemmer). Han og hans makker havde levet et stille liv med deres ugentlige tid og uden deltagelse i klubbens liv i øvrigt. Anders havde altså masser af lyst til at spille, og vi tog fat i nogle andre medlemmer og ”parrede” dem med Anders og gav ham også en mentor, som vi ellers udelukkende gør til nye medlemmer.

Hvad blev udbyttet?

Anders er i dag ét af klubbens mest aktive medlemmer og spiller med en hel masse forskellige. Han deltager i diverse aktiviteter, er kendt af mange og i det hele taget i klubbens ”inderkreds”. Det bredere udbytte for os var en kæmpe aha-oplevelse. Vi havde altså her et medlem, som egentlig havde forladt klubben, selvom han gerne ville spille tennis – og uden at vi overhovedet havde nogen idé om det. Det har øget vores opmærksomhed på også at nurse de eksisterende medlemmer og især dem, der tilsyneladende ligger lidt i periferien af medlemsskaren. Dermed håber vi, at vi i større omfang undgår at tabe nogen på gulvet.

Hvad kunne andre gøre?

Det er både forventeligt, naturligt og uundgåeligt, at nogle medlemmer forlader klubben. Det er imidlertid vigtigt, at de ikke gør det af de ”forkerte” årsager, og læren fra Anders-historien er at prøve at få kontakt med de medlemmer, der er ved at gå ud ad døren. En opringning til disse personer er uden tvivl den bedste metode, men også den mest ressourcekrævende. Og det er vigtigt, at de pågældende (ikke-)medlemmer ikke føler sig intimideret, men at de forstår, at vi kontakter dem for at lære, hvordan vi som klub kan gøre det bedre. Forhåbentlig kan det være med til at undgå, at tennissporten taber for mange ”Anders’er”.