Gentofte og KB har på damesiden udkæmpet mange finaler senest i sommers, hvor Gentofte vandt DH udendørs. Og Gentofte-holdet, som har været helt suveræn i årets grundspil, var da også favoriseret til at vinde guldmedaljerne. KB skulle overraske, og det gjorde de på imponerende vis.
I forhold til semifinalen mod Lyngby havde KB valgt at bytte Julie Noe ud med Vilma Krebs Hyllested, mens Gentofte stillede i samme opstilling som i semifinalen mod HRT.

Der var set frem til opgøret mellem KBs 15-årige Rebecca Munk Mortensen og Gentoftes landsholdspiller Emilie Francati på førstesinglen. Den unge KBer har gjort store fremskridt i denne sæson, og spillede en fin kamp i grundspillet mod Emilie uden dog rigtig at være i nærheden af en sejr. Gårsdagens kampcifre blev ikke forbedret ift. til grundspilskampen, men cifre er ikke altid retfærdige, for kampen var betydelig mere jævnbyrdig end cifrene fortæller. Men Emilie viste dog stor styrke og rutine på de vigtige bolde, og kunne således bringe sit hold foran med 1-0.

På andensinglen blev det KBs Mai Grage mod Gentoftes Maria Jespersen, og det blev spændende. Begge spillere er yderst rutinerede og har spillet mange kampe mod hinanden, og det var tydeligt at Mai ønskede lange dueller og meget temposkift, mens Maria med sit powerspil gik efter hurtigere afgørelser. Mai lykkedes fint med taktikken i første sæt, men så fik Maria overtaget og vandt både andet sæt og den efterfølgende MTB ret klart. Dermed 2-0 til Gentofte

På tredjesinglen fik KBs unge Vilma Krebs Hyllested chancen mod Helena Francati, og den udnyttede den 15-årige KBer på fornemste vis ved at vinde i to sæt. Nu stod der 2-1 til Gentofte

KB var favorit til at vinde fjerdesinglen hvor Karoline Laursen mødte Zoe du Pasquier Jensen. Og Karoline bragte sig hurtigt foran i kampen og selvom Zoe bød på mere modstand i andet sæt, så var Karoliners sejr ikke i fare. KB havde udlignet til 2-2.

Normalt er Gentoftes doublekonstellationer meget svære at hamle op med, og derfor skulle en af KBs doubler levere en overraskelse for at holde liv i holdkampen.
Gentoftes førstedouble med søstrene Emilie og Helena Francati var en for stor opgave for KBs Mai Grage og Rebecca Mortensen; Gentofteparret satte sig fra starten tungt på den kamp og lod aldrig KBerne komme til fadet. 3-2 til Gentofte i holdkampen.

Nu skulle KBs andendouble med Karoline Laursen og Vilma Krebs Hyllested levere deres bedste hvis du skulle besejre Maria Jespersen og veteranen Eva Dyrberg. Og det gjorde de! Efter flot tennis og to meget intense sæt, som begge blev afgjort i tiebreak, så havde KB-parret presset holdkampen ud i den ultimative afgørelse, Golden MTB.

Efter at de to holdkaptajner havde indleveret nye holdopstillinger så stod KB med valget mellem førstesinglen eller andendoublen, og her faldt valget på førstesinglen, så den unge Rebecca Mortensen igen skulle dyste mod Emilie Francati. Her trådte den unge KBer for alvor i karakter og på trods af det pres der altid er i en så afgørende tiebreak, så spillede Rebecca meget uimponeret og frit til. Efter adskillige flotte dueller og flere dommer-kendelser som blev diskuteret heftigt, så lykkedes det Rebecca at vinde med 10-6, og sikrede således mesterskabet til KB.

Stort tillykke til KB!

Finalens resultater:

Gentofte – KB 3-4
1. DS: Emilie Francati– Rebecca Munk Mortensen 6-4, 6-2

2. DS: Maria Jespersen– Mai Grage 4-6, 6-2, 10-4

3. DS: Helena Francati – Vilma Krebs Hyllested3-6, 2-6

4. DS: Zoe Du Pasquier Jensen – Karoline Laursen2-6, 4-6

1. DD: Emilie Francati/Helena Francati– Rebecca Munk Mortensen/Mai Grage 6-1, 6-2

2. DD: Maria Jespersen/Eva Dyrberg – Vilma Krebs Hyllested/Karoline Laursen6-7(7), 6-7(2)

Golden Matchtiebreak: 1. DS: Emilie Francati – Rebecca Munk Mortensen 6-10

Forrige artikelDH finale: Suveræne Lyngby
Næste artikelChallenger Santiago: Baez fik revanche mod Holger Rune uden kampgejst
Avatar photo
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.