Skal man tro tennislegenden Martina Navratilova har det aktuelt hotteste navn på WTA-touren, Naomi Osaka, mange lighedspunkter med Serena Williams. Så mange, at hun meget vel kunne følge efter amerikaneren som altdominerende i international dametennis.

Hun strålede om kap med solen i centrum af præmieoverrækkelsen på et af verdens største tennisstadions. Næst efter de fire Grand Slamturneringer rangerer Indian Wells-turneringen i den Californiske ørken som en af de mest eftertragtede turneringer. Man skal ikke kigge længe i historiebøgerne over tidligere vindere for at få den analyse bekræftet. I 2001 løftede en ung fremadstormende Serena Williams pokalen efter finalesejr mod belgieren Kim Clijsters. En sejr der var blandt de største i amerikanerens karriere, men i dag blegner ved siden af de 23 Grand Slamsejre i single.

Serena Williams var tilbage i Indian Wells i år, men kun for en kort bemærkning. I første runde blev hun besejret af den relativt ukendte japaner Naomi Osaka. En spiller mange på touren har bemærket for en frygtindgydende power, men også for en ustabil præstationskurve, der altid har endt med at gøre en ende på japanerens sejrsrække inden det for alvor er blevet interessant.

Sejren over Serena Williams på overbevisende 6-3 og 6-2 vakte naturligvis opmærksomhed. Men det var nok alligevel mere det faktum, at Osaka gik hele vejen og vandt turneringen, der var sensationelt, Serena Williams manglende form efter endt barsel taget i betragtning. Ikke alene var hun undertippet i hovedparten af kampene, hun havde ej heller vundet en WTA-turnering i karrieren. Pludselig stod hun med hænderne om et af sportens største trofæer, Indian Wells.

”Sammenligningen med Serena er oplagt. De har begge haft en ungdom, hvor de har haft svært ved at håndtere den ekstreme kraft og slagstyrke optimalt. De har fejlet alt for meget. Det var først, da de lærte at bruge kraften smart, resultaterne for alvor kom. I Indian Wells har den modning vel givet Osaka 15 point ekstra i hver kamp, point der er forskellen på at vinde eller tabe tætte tenniskampe,” fortæller Martina Navratilova i en artikel på WTA´s hjemmeside.
Det flotte resultat har sendt den 20-årige japaner op som nummer 22 på verdensranglisten. Stadig et stykke vej til den absolutte top venter forude, men modningen i spillet gør, at selv sportens ypperste eksperter udtaler sig positivt om Osakas muligheder for på sigt at blive Grand Slammester.

Den gode spiral
Meningsdannerne er mange i international tennis. Men når Martina Navratilova udtaler sig lyttes der. Den tjekkiskfødte amerikaner ved om nogen, hvad der skal til for at slå sig til tops med en nyskabende og fysisk betonet spillestil. Navratilova er om nogen kvinden, der for alvor gavn tennissportens feminine side dimensionen powertennis tilført. Derfor ved hun også, hvad det er der er forskellen på succes og fiasko for en tennisspiller med den primære force at kunne slå hårdt til bolden.

”Når du begynder at opleve, hvor effektiv du kan blive ved blot at kontrollere din kraftfulde spillestil bare en lille smule mere, så ændrer hele dit mindset sig. Du begynder at tage de positive oplevelser ind, bruge dem, og koncentrere dig endnu mere om de små detaljer i udviklingen,” forklarer Martina Navratilova.
Martina Navratilova understreger, at sejren i Indian Wells for hende er en klar indikation på, at japaneren er klar til at spille med om de store trofæer i Melbourne, Paris, London og New York. At vinde en turnering, hvor alle de store stjerner stiller til start er et klart signal om, at her kommer om ikke morgendagens, så næste generations helt store stjerne.

Udvikling i klumper
Martina Navratilova har de senere sæsoner fuldt Naomi Osaka, der har en far fra Haiti, tæt. Konstant med et øje for det enorme potentiale, men også med en sund skepsis omkring, at vejen fra talent til superstjerne er fyldt med fejlmuligheder. At det pludselig gik stærkt, da Osaka fandt sammen med den erfarne træner Sascha Bajin, kommer dog på ingen måde bag på legenden. For hende er det ganske normalt, at udvikling for unge spillere sker i klumper.

”Når du har de rigtige folk omkring dig, hvilket hun har, så kan det gå meget stærkt. Hun modtager den rette rådgivning at folk hun føler sig trygge ved, det gør hun er åben for at prøve nye ting. Det er et skoleeksempel på, hvorfor teamet omkring en spiller er altafgørende for, om spilleren bliver til mere end et talent. Jeg har oplevet mange eksempler på skeptiske spillere, der ikke tror nok på deres træner, ikke vil gøre de ting træneren foreslår i udviklingens øjemed. Osakas eksempel er et foregangseksempel for yngre spillere,” forklarer Martina Navratilova.

Spørgsmålet er nu naturligvis, om Naomi Osaka kan tage de gode takter med ind til foråret og sommerens tre Grand Slamturneringer French Open, Wimbledon og US Open. For interessen og opmærksomheden vil her være større end nogensinde. Det bedste råd Martina Navratilova sender mod Naomi Osaka er at tage den samme intensitet med ind i alle træninger og kampe. Uanset hvor ugens turnering spilles, så handler det om at tage alle opgaver seriøst, for på den måde at undgå et kulturchok, når det hedder French Open sidst i maj. Nok er scenen større, men arbejdes der skal udføres er stadig det samme for den unge japaner.