Richard Krajicek kom til Wimbledon i 1996 uden nogensinde at have været længere end 4. runde og med to 1. runde-nederlag de to forgangne år. Men den hollandske kæmpe skulle overraske alt og alle, da han på sensationel vis kunne løfte trofæet efter 14 traditionsrige dage i SW19.

Selvom Krajcek var rangeret som nummer 16 i verden på daværende tidspunkt, var det ikke nok til at blive seedet (på dette tidspunkt rangerede man ikke efter ranglisten i Wimbledon). Men da Thomas Muster måtte trække sig inden turnering fik Krajicek den plads i lodtrækningen.

Selvom hollænderen havde en stor serv og man godt var klar over, at han var farlig på de hurtige underlag, så var der ikke mange der regnede ham for en der kunne gøre væsen af sig på Wimbledons grønne græs, specielt taget hans turneringshistorik i betragtning.

Rolig start

Krajicek, der i dag er turneringsdirektør for ABN AMRO World Tennis Tournament i Rotterdam, startede stille og roligt ud med to sikre sejre i de to første runder.
Spanske Juan Sanchez blev ekspederet ud i 1. runde uden de store problemer og samme tur fik amerikanske Derrick Rostagno i 2. runde.

Det var dog ikke nogle bemærkelsesværdige resultater, og stadig ikke noget der fik folk til at rette opmærksomheden mod den lange hollænder. Alles fokus var på Pete Sampras, der havde vundet turneringen de sidste tre år, og i langt de flestes øjne var den altoverskyggende favorit og ikke mindst den altoverskyggende publikumsmagnet.

I 3. runde skulle Krajicek blive testet rigtigt for første gang. New Zealandske Brett Steven pressede hollænderen ud i en lang tiebreak i 1. sæt som Krajicek dog vandt, men Steven havde mere at give af og tog andet sæt, ligeledes i tiebreak. Det var dog også hvad den upåagtede Steven havde at skyde med og tredje og fjerde sæt tog Krajicek uden større besvær.

Nøgleopgøret

I 4. runde ventede så tyske Michael Stich, en modstander som tidligere på året havde slået Krajicek, og ikke noget der fik folk til at tro på Krajiceks chancer. Hollænderen var, som skrevet, aldrig kommet forbi 4. runde i Wimbledon, og med en sejr på i to sæt i Antwerpen, bare få måneder tidligere var Stich også favorit.

Efter et tæt første sæt fik Krajicek et afgørende break og tog sættet 6-4. Det var dog langt fra slut, og Stich kom op med et tidligt break i 2. sæt. Det formåede han dog ikke at holde og i stedet måtte sættet afgøres i en tiebreak. Et sæt der meget vel kunne blive afgørende. Kunne Krajicek komme på 2-0 i sæt stod han pludselig med rigtig store chancer for en kvartfinale, hvor han potentielt kunne støde ind i den forsvarede mester, der var på alles læber, Pete Sampras.

Trods to sætbolde til Stich kunne tyskeren ikke snøre sækken og i stedet var det Krajicek der bragte sig i en ganske favorabel position. Tiebreaken gav hollænderen det sidste boost og efter at have fået et tidligt break i tredje sæt så han sig ikke tilbage, og kunne spille sig i sin første Wimbledon-kvartfinale nogensinde.

Sampras i suveræn form

Næste modstander var Pete Sampras. Amerikaneren havde haft en sublim sæson hidtil og selvom han var blevet testet af Kucera i 3. runde havde han herefter totalt udspillet Cedric Pioline og havde masser af selvtillid med ind til opgøret mod Krajicek.

Inden Wimbledon havde Sampras kun tabt fire kampe i sæsonen, og det vidnede lidt om hvad der ventede Krajicek, der dog kunne gå ud og spille sin chance, velvidende at presset var på den amerikanske storfavorit.

Men efter Krajicek havde chokeret det meste af Centrecourt ved at tage 1. sæt med 7-5 blev det alvor. De to fulgtes ad hele vejen gennem 2. sæt, og de fleste var godt klar over, at nede 0-2 i sæt, så kunne det pludselig ligne en amerikaner der måtte opgive at forsvare sin titel. Det lignede dog også længe en udligning til 1-1 i sæt. Sampras havde 5 sætbolde, men formåede ikke at udnytte dem, og præcis som mod Stich, kunne Krajicek snuppede tiebreaken med 9-7.

Som Krajicek lidt efter lidt havde sneget sig videre i turneringen, desto større blev selvtilliden også. Det fik Sampras at mærke i 3. sæt, hvor hollænderen ikke var til at skyde gennem.

Et tidligt break, nøjagtig som mod Stich, var nok for ham, og han sørgede for turneringens hidtil største chok, da den forsvarende mester måtte forlade turneringen allerede efter lvartfinalerne.

Det sidste stykke

I semifinalen ventede australske Jason Stoltenberg. Det stod dog hurtigt klart at Krajicek ikke havde tænkt sig at opgive en enorm chance for en Grand Slam-triumf. Et tæt første sæt var alt hvad australieren kunne stille op og herefter stod der Krajicek på det hele. Efter 6-1, 6-2 i 2. og 3. sæt var han klar til sin første Wimbledon-finale.

Ligeså overraskende som Krajiecks finaleplads var, ligeså chokerende var det, at modstanderen i finalen var Malivai Washington. Den totalt anonyme amerikaner havde sendt ingen ringere end Thomas Engqvist, Paul Haarhuis og Todd Martin ud af turneringen – sidstnævnte efter en marathonkamp, der endte med 10-8 i 5. sæt.

Det blev dog også endestationen for Washington, der ikke kunne stille meget op mod en Krajicek, der efter sejren over Sampras hele tiden havde lignet en mand der vidste nøjagtig hvad han havde tænkt sig.

6-3, 6-4, 6-3 lød finalecifrene på, og dermed kunne Richard Krajicek notere sig for sin første Wimbledon-sejr, efter et have chokeret langt de fleste.

Forrige artikel2. runde blev endestation for Simon
Næste artikelPortræt af den kontroversielle tennisspiller: Geniet Gulbis
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.