Frederik Løchte Nielsen sørgede med sin 3. sejr mod Marokko for, at Danmark er klar til at møde Norge i 2. runde i årets Davis Cup turnering

I en af Tennisavisens foromtaler inden Davis Cup opgøret mod Marokko i Vejlby-Risskov Hallen blev påpeget, at der var en sandsynlig mulighed for, Frederik Løchte Nielsen kunne vinde både 2 singler og doublen sammen med Thomas Kromann, og denne “plan” viste sig at holde stik, da Løchte i den 4. kamp søndag indledte med at besejre Marokkos bedste spiller, 28-årige Reda El Amrani 6-2, 3-6, 6-3, 6-4.

El Amrani indledte kampen med 2 dobbeltfejl, og straks efter havde Løchte 3 break-bolde, og på den tredje af dem lykkedes det at bringe Danmark foran 1-0, og Løchte fulgte op med et rent serveparti til 2-0, hvorefter Marokkaneren holdt serv til 1-2.

Selvom Løchte derefter bragte sig på 30-0 i egen serv, fik El Amrani alligevel chancen for at bryde tilbage, men muligheden blev afværget med et dansk servees, og efter et af de længere partier i kampen holdt Løchte fast i sit break til 3-1, hvorefter begge holdt serv til 4-2.

Løchte sørgede for endnu et break, da han fremtvang en fejl efter en dyb retur, og derefter afgjorde han partiet med sin 2. flugtning, da han gik til nettet.
Derefter sikrede Løchte sig 1. sæt med et es ved 40-15 til 6-2.

I 2. sæt var El Amradi væsentlig bedre med, og han spillede solidt gennem resten af kampen, hvor Løchte et par gange blev passeret af bolde, som han gav kommentaren “too good” med på vejen, mens der midt i sættet sneg sig lidt flere fejl ind hos danskeren, der havde et par flugtninger, der ikke helt lykkedes.

Det lykkedes alligevel Løchte at spille sig frem til en break-mulighed, da han ved 2-2 og slog en vinder longline med forhånden, men El Amrani afværgede med en servevinder, og han holdt serv til 3-2 med endnu en servevinder.

Da Løchte servede ved stillingen 3-4, blev han først fanget af en bold modsat bevægelsesretningen, og derefter flugtede han 2. bolden i nettet, og en fejl på flugtningen efter serv ved 15-30 gav 2 Marokkanske break-muligheder.
Endnu en flugtning i nettet betød, at El Amrani brød til 5-3, og han servede derefter sættet hjem til 6-3 og udligning til 1-1 i sæt.

I Løchtes første serveparti i 3. sæt kom han efter en god Marokkansk retur, som tvang danskeren til en passiv flugtning, der blev straffet med passerslag, bagud 30-40.
Break-muligheden blev dog afværget med en servevinder, men El Amrani fik en ny chance efter dansk dobbeltfejl, men en fremprovokeret fejl afværgede igen muligheden, hvorefter en vinder og et efterfølgende smash sikrede dansk 1-0 føring.

El Amrani kom også i problemer i sit første serveparti, da der ved 30-30 blev dømt fodfejl på 2. serven, men han afværgede den danske break-mulighed med en servevinder.
Partiet endte med dansk servevinder og udligning til 1-1.

Løchte tog derefter sit serveparti rent, og El Amrani udlignede til 2-2, da han afsluttede partiet med 2 serveesser i træk.
I denne periode af kampen spillede begge solidt, og Løchte kunne bringe sig på 3-2 efter en servevinder.

I El Amranis næste serveparti lod Løchte en bold gå, og den var også akkurat ude, og på den næste blev han næsten udspillet på et lob, som han dog satte ned langs linjen med et svært smash fra baghånden, hvilket muligvis blev afgørende for partiet, hvor Løchte ved 30-30 fangede modstanderen med en bold i fødderne til dansk break-mulighed, som blev udnyttet med en vinder fra forhånden til 4-2.

Løchte bevarede forspringet, da han holdt serv til 5-2, men også El Amrani holdt serv til 3-5, inden Løchte med 2 servevindere til 6-3 bragte Danmark foran 2-1 i sæt.

I 4. sæt fik El Amrani som den første mulighed for at bryde serv, da Løchte ved 2-3 kom bagud 15-40 efter Marokkansk vinder.
Begge muligheder blev afværget med serveesser, og endnu en break-mulighed blev afværget med vinder på et smash, og Løchte fik kort efter udlignet efter en vinder ved nettet og smash fra baghånden til 3-3.

Kampen foregik fortsat på et højtniveau, men Løchte fik med en retur på linjen mulighed for et break ved 30-40 i det syvende parti. På El Amranis serv snittede Løchtes retur nettet, og Marokkaneren svarede igen med en netruller til 40-40, og med en servevinder og et es blev det 4-3 til Marokko.

Løchtes næste serveparti blev også afsluttet med en servevinder og et es til dansk udligning 4-4, hvorefter El Amrani i sit næste serveparti kom bagud 15-30 efter dobbeltfejl, og med en retur-vinder havde danskeren 2 break-muligheder, som blev udnyttet, da en dyb forhånd fremprovokerede fejl til dansk føring 5-4, og Løchte kunne serve for kampen, hvilket fik El Amrani til i frustration at sparke til en stol på vej ud til sidebyttet.

Der kom en smule pres på Løchtes serv, da han med en fejl i nettet kom bagud 15-30, men El Amrani blev presset til fejl på Løchtes næste serv.
Et dansk servees gav matchbold, som tilsyneladende var en servevinder, men dommeren dømte ny 1. serv, som Løchte afgjorde med vinder på 2. bolden til den endelige sejr 6-2, 3-6, 6-3, 6-4.

Dermed var den samlede sejr i hus med stillingen 3-1 til Danmark, som i den næste kamp møder Norge på udebane 7-9. april, hvilket både det danske og det norske hold ser frem til.

Herunder Løchtes kommentarer på pressemødet, som blev livestreamet på Tennisavisens Facebook

Den fjerde og sidste kamp var derfor uden afgørende betydning, da Søren Hess-Olesen mødte Mehdi Jdi, selvom det i den oprindelige holdopstilling var Amine Ahouda, der skulle have spillet.

I starten af 1. sæt holdt begge serv indtil 3-3, hvorefter Søren ramte en periode med mange fejl i spillet, hvilket han på det efterfølgende pressemøde udtrykte som, at han havde “tabt sutten”.

Sættet endte med Marokkansk sejr 6-3, men resten af kampen var Søren i fuld kontrol, og han spillede både med selvtillid og stor aggressivitet, og den 28-årige Marokkaner var chanceløs resten af kampen, som Søren vandt 3-6, 6-0, 6-0.

Efter kampen stillede hele holdet op til et afsluttende pressemøde med Tennisavisen, som bl.a. rejste spørgsmålet om der arbejdes i kulissen på at sikre, at Danmark fremover undgår afbud fra college spillere, som i stadig større grad udgør den danske elite blandt de yngre, som er inde i billedet til Davis Cup holdet.