Frederik Løchte og Christian Sigsgaard banede med sejr i doublen vejen for, at August Holmgren i en fejlfri kamp sikrede dansk sejr og oprykning

I Tennisavisens omtale efter de 2 første kampe ved “Knock-out” opgøret i World Group II, blev udtryk stor optimisme om Danmarks muligheder for at sikre den endelige sejr i søndagens kampe.
Dog var det forventet, at Danmark i doublen stillede op som annonceret med Frederik Løchte Nielsen og Johannes Ingildsen.

Davis Cup: Marokko på vej mod 2-0 inden August Holmgren fik udlignet

Imidlertid blev det kort før kampen meddelt, at Danmark af taktiske årsager havde ændret opstillingen, så Løchte i stedet valgte at spille sammen med Christian Sigsgaard, der fik til opgave at modtage serven i forhåndssiden, hvorved Løchte kunne modtage fra baghåndssiden, som er favorit-siden.

Marokko havde også ændret den annoncerede holdopstilling, hvilket dog var mindre overraskende, idet 1. singlen Elliot Benchetrit, der lørdag bragte Marokko foran 1-0 efter sejren over Sigsgaard, spillede doublen sammen med Lamine Ouahab, der lørdag vandt 1. sæt mod August Holmgren, der dog udlignede til 1-1.

Det var første gang, at Sigsgaard har spillet double på Davis Cup holdet, men han løste opgaven på en måde, så Løchte efter kampen gav udtryk for, at han var stolt over sin makkers præstation i kampen, som resulterede i den forventede sejr 6-4, 6-4, som dog først blev sikret efter et par yderst jævnbyrdige sæt, hvor marginalerne faldt ud til dansk fordel.

En anden forudsætning i Tennisavisens omtale var, at August Holmgren fik brug for at luge nogle af fejlene fra den første kamp ud, hvis den endelige sejr skulle afgøres allerede efter søndagens første single mod Ellito Benchetrit.

Holmgren nøjedes dog ikke med blot at luge “nogle af fejlene” væk , idet han spilledede en nærmest fejlfri kamp mod Elliot Benchetrit, der ganske vist holdt trit med danskeren, da han med en smule besvær vandt sit første serveparti til 1-0, men efter et rent dansk serveparti blev marokkaneren derefter brudt til 2-1.

Benchetrit bevarede stadig kontakten, da han vandt sit serveparti til 2-3, men det blev samtidig det sidste marokkanske parti i kampen, idet Holmgren derefter brød serven igen til 5-2, og han sikrede sig sættet 6-2 efter 40-15 i egen serv.

Marokkaneren var tydeligt frustreret i løbet af 1. sæt, hvor han flere gange tilsyneladende var utilfreds med gruset, og frustrationerne udløste flere fejl undervejs, hvorimod Holmgren hele vejen fuldtud bevarede koncentrationen.
Derved holdt han sig inde i modstanderens første serveparti i 2. sæt, hvor der på skift var 3 fordele og break-muligheder til hver, inden Holmgren brød serven til 1-0.

Efter et rent dansk serveparti til 2-0 brød Holmgren til 3-0, efter at Benchtrit forinden nåede at afværge 4 break-muligheder, hvilket blev fulgt op af endnu et rent dansk serveparti.
Holmgren fortsatte med at brillere, da han brød serven til 5-0 efter 15-40 og han sluttede kampen med endnu et rent serveparti, der sikrede en knusende sejr i opvisningsstil 6-2, 6-0, og dermed var den samlede sejr 3-1 og oprykning til World Group I Play-offs en realitet.

Davis Cup Marokko vs. Danmark 2021
Foto: Allan Holmgren – En tilfreds holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen sammen med August Holmgren efter kampen

I opslaget herunder fra Dansk Tennis Forbund sætter Holmgren ord på kampen, hvor han betegner spillet som hans hidtil bedste.

Desuden er der et interview med holdkaptajn Løchte, der fastholder ambitionen om at sigte mod, at det danske Davis Cup hold om få år kan deltage i Davis Cup Finals.

Lørdagens singler kan fortsat genses på dette link – https://www.facebook.com/DavisCupTennis/videos/594658308280092

Doublen og den afgørende single kan genses på dette link – https://www.facebook.com/DavisCupTennis/videos/4502696389797162

I den anden “Knock-out” kamp i World Group II vandt Tunesien 4-0 over Zimbabwe, og i World Group I vandt Norge 3-1 over Ukraine, mens Rumænien vandt 4-0 over Peru.

Derved blev der hverken i Danmarks eller de 3 øvrige nævnte kampe brug for en afgørende 5. kamp, som derfor ikke blev gennemført.

Forrige artikelDavis Cup: Marokko på vej mod 2-0 inden August Holmgren fik udlignet
Næste artikelTravl Golf og Tennis sæson i Spanien
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.