Christoffer Madsen har oplevet latterliggørelse og hån, når han har fortalt om sine ambitiøse planer med Skovbakken Tennis. Nu er han rejst til Australien for at begynde en ny tilværelse i Melbourne, men sender samtidig en opsang af sted mod den danske kultur.

I sidste nummer af TENNISavisen kunne vi fortælle historien om Nils Trier, der efter mere end 25 år som tennistræner har valgt at minimere relationen til tennis for at få tid til familien. Et stigende pres på træneren i klubberne fra særligt forældre var en stor del af forklaringen på Nils Triers beslutning.

Forældrepres er dog langtfra den eneste hæmsko, der møder ambitiøse folk, der ønsker at udvikle danske topspillere. Det fortæller Christoffer Madsen, der 1.maj stoppede som træner i Skovbakken Tennis. En klub han over en årrække har udviklet fra at være breddeklub til at have spillere der kontinuerligt dyster med om de danske mesterskaber.

Fra starten har Christoffer Madsen været ærlig og ambitiøs, målet var at skabe Danmarks største klub og spillere i top-100. Urealistisk vil mange sige, og selvom hovedpersonen selv erkender ambitionerne er høje, så undrer han sig over den måde hans målsætninger mødes i den danske tennisverden.

[quote_box_center]”Jeg har mødt alt andet end positivitet, når jeg har fortalt om mine ambitioner. Der er mange der har grint ad mine planer og den danske jantelov giver dem lov. Det er meget nemmere at kritisere i Danmark end at rose. Sådan er vi desværre. Jeg har ikke skabt Danmarks største tennisklub, men jeg er kommet tættere på de sidste fem år. Jeg har ikke skabt en top 100 spiller, men jeg er kommet tættere på. Og hvem ved om nogle af de spillere, der er vokset op under denne filosofi, at vi går efter det højeste ambitionsniveau, måske når målet eller i hvert fald længere end de der underspiller deres ambitioner af frygt for at blive ”til grin”?,” forklarer Christoffer Madsen.[/quote_box_center]

Hans beslutning om at forlade Danmark til fordel for Australien er ikke udelukkende et udtryk for hans utilfredshed med den danske kultur. I 2012 drog Christoffer Madsen et halvt år til Australien for at få ny inspiration og opleve en anderledes tenniskultur. Den mødte han, men han mødte også den lokale pige Grace Nugent, som han i januar i år blev gift med og nu permanent bosætter sig i Melbourne med.

 

Christoffer Madsen
Fra starten har Christoffer Madsen været ærlig og ambitiøs, målet var at skabe Danmarks største klub og spillere i top- 100. Urealistisk vil mange sige, og selvom hovedpersonen selv erkender ambitionerne er høje, så undrer han sig over den måde hans målsætninger mødes i den danske tennisverden

Rejs ud og bliv klogere

Netop det som træner at udfordre sig selv, og ikke leve i en tro om at vi i Danmark er dygtige nok er noget af det Christoffer Madsen gerne vil have øget fokus på. Det halve år i Australien gav ham en indsigt i, hvordan en professionelt ledet tennisorganisation fungerer på godt og ondt. De erfaringer har han forsøgt at implementere i Skovbakken. Men når snakken går blandt trænerne i Danmark, møder han kun ganske sjældent den samme interesse for udvikling, som han selv er drevet af.

[quote_box_center]”Udfordringen ved dansk tennis er ikke, at der mangler trænere, der mangler trænere med et ambitionsniveau om at skabe spillere på absolut højeste niveau. Vi har mange trænere, der i deres jobbeskrivelse og i deres opfattelse af dem selv gerne vil dette, men meget få der i virkeligheden udøver dette i praksis,” siger Christoffer Madsen.[/quote_box_center]

Han efterlyser en nysgerrighed fra de danske trænere til at gøre sig klogere på international tennis. I Danmark har vi skabt så få tennisspillere på et internationalt niveau, at det burde være enhver elitetrænes pligt ofte at rejse ud for at opsøge miljøer med tradition for at skabe international elite. Når vi ikke har traditionen for at skabe spillere herhjemme, så må den ifølge Christoffer Madsen importeres udefra. Han ryster på hovedet, når han hører om fuldtidstrænere med 24 ugentlige banetimer. Det kræver ifølge den nu tidligere Skovbakkentræner mindst samme indsats fra træneren, som spilleren, at opnå internationalt niveau. Den indsats er der alt for få danske trænere der yder.

[quote_box_center]”Det er helt fint, at man som træner har et ambitionsniveau om at skabe gode danske spillere. Man skal bare ikke lyve omkring det for hverken sig selv eller ens omgivelser,” siger Christoffer Madsen og skyder med skarpt på en lang række af de danske trænere han i årevis har været kollega med.[/quote_box_center]

Christoffer Madsen er fra juni måned permanent flyttet til Australien. I første omgang uden andre aftaler end den han sagde ja til i januar måned med Grace Nugent. De to har valgt at starte deres liv sammen i Melbourne, uden dog at udelukke en tilbagevenden til Danmark på et senere tidspunkt. Christoffer håber at kunne få en fod indenfor i en af de store klubber eller det Australske Tennis Forbund, der har base på Melbourne Park, hvor Australian Open afvikles.

TENNISAvisen sætter i denne sæson fokus på manglen på danske tennisspillere med internationalt niveau. En problemstilling, der har været diskuteret i årevis, men som uden tvivl har mange forskellige årsager. Uambitiøse trænere (Christoffer Madsen) og overambitiøse og egoistiske forældre (Nils Trier) er de første to artikler i serien. Den kommer i de kommende måneder til at gå tættere på andre aspekter i udfordringen med at skabe Caroline Wozniackis og Frederik Løchte Nielsens efterfølgere.

Forrige artikelCheftræner i Lyngby Tennisklub: Individet kontra fællesskabet!
Næste artikelWozniacki tumler med tankerne
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.