Et uheld kommer sjældent alene. To skader og et forlist forhold indenfor få uger har i den grad fået det gamle ordsprog til at få aktuel relevans for Caroline Wozniacki.

De senere måneder har humøret altid været i top hos Caroline Wozniacki. Nærmest uanset, hvordan kurven af nederlag har været, så har danskeren virket upåvirket. Tydeligt var det at se udefra, at kærligheden havde ramt den danske tennisspiller. Uden at sige det direkte mere end antydede hun, at et karrierestop var indenfor rækkevide. Familien har altid spillet en stor rolle for Danmarks bedste tennisspiller, der derfor så det som en naturlig vej at stoppe tidligt og selv stifte en, nu hvor økonomien ikke længere er et forhold hun behøver bekymre sig omkring.

Men bedst som bryllupsinvitationerne var sendt ud, og der for alvor kunne tages fat på de små detaljer i planlægningsfasen, faldt bomben. Rory McIlroy, manden der havde fået det helt store smil frem på danskerens læber efter en turbulent tid på tennisbanen, havde fortrudt giftermålet og gjort det forbi med danskeren. Et chok for Caroline Wozniacki, der dog ikke har haft lyst til at kommentere bruddet i offentligheden. Udover et par tweets, hvor hun takker for de mange varmer tanker fra nær og fjern, har hun holdt sig fra at kommentere direkte på emnet. For den danske tennistræner, Michael Mortensen, der rejste med både Wozniacki og McIlroy for et par måneder siden, kom nyheden som et lyn fra en klar himmel.

[quote_box_center]”Jeg havde lige fået invitationen til brylluppet. Jeg oplevede de to som et meget forelsket og lykkeligt par, da jeg i en periode arbejdede med Caroline. Der var ingen tvivl om, at de var meget glade for hinanden,” fortæller Michael Mortensen.[/quote_box_center]

Rory McIlroy har også været forholdsvis kortfattet, når snakken på pressemøder er kommet til bruddet mellem de to sportsstjerner. Han erkender dog, at han selv er manden med skylden, da han ikke følte sig klar til at indgå giftermål og stifte familie. Ifølge kilder i tennismiljøet, så har Wozniackis lyst til stifte familie i en ung alder overrasket, måske endda skræmt Rory McIlroy.

Hvad nu Wozniacki?

At blive forladt på den måde er uden tvivl noget der rammer hårdt for en person, der er så forelsket, som den danske tennisspiller uden tvivl har været. Men al den sympati og empati hun modtager fra alle verdenshjørner kan ikke konverteres til sejre og ranglistepoint i tennissporten. Her er resultater den eneste målbare enhed, og udsving i kontinuiteten koster dyrt. Spørgsmålet er, hvilken motivation Caroline Wozniacki er i stand til at finde i en tid, hvor det forståeligt nok kan være svært at se meningen med at slå en bold over et net.

Bedst som bryllupsinvitationerne var sendt ud, og der for alvor kunne tages fat på de små detaljer i planlægningsfasen, faldt bomben. Rory McIlroy, manden der havde fået det helt store smil frem på danskerens læber efter en turbulent tid på tennisbanen, havde fortrudt.

Er der noget danskeren har været god til over de seneste mange år, ja nærmest hele livet, så er det netop at finde fokus. Når hun har sat sig mål, så er det kun ganske sjældent de ikke er blevet indfriet. Med kærlighedens opblomstring har resultaterne svigtet tennismæssigt. Rejserne på tværs af tidszoner for at støtte hinanden har uden tvivl kostet dyrt for både golfspilleren og tennisstjernen på det sportslige plan. De rejser er nu overflødige, hvilket ud fra en ren sportslig vurdering kan ses som en positiv ting. Det vil give danskeren mulighed for, som i de unge år, at have en ensidig fokus på tennis og træning. Intet andet tager fokus væk. Spørgsmålet er så, om den danske tennispiller er i stand til at genfinde det drive og den dedikation, der for år tilbage første hende til tops på verdensranglisten?

Forståeligt er det, hvis hun ikke evner at finde frem til samme formel. Men når det er sagt, så er det for almindelige mennesker svært at forstå, hvor hårdt arbejde og hvor mange ofre der skal til for at nå det Caroline Wozniacki har opnået. Og er der nogen der har gravet sig op fra en kamp, der gik direkte mod et nederlag, og vendt det til sejr, så er det den danske tennisspiller. Kan hun gøre det igen? Spørgsmålet må omverdenen i spænding vente på at få besvaret i de kommende måneder og år.

Sikkert er det, at der ikke lige nu er meget andet at tage sig til for Caroline Wozniacki at spille tennis og ad den vej finde genfinde en mening med livet, efter den mentale mavepuster det må have været at få beskeden om den annullerede forlovelse. Er tennis vejen til at genfinde livsglæden, det ved nok end ikke Caroline Wozniacki på nuværende tidspunkt. Men det er hendes bedste ven i nøden, den ven hun kan støtte sig op ad og den vej hun ved, hvor hun har.

Forrige artikelChristoffer Madsen: Hvorfor griner vi ad ambitiøse mennesker?
Næste artikelVelkommen til Danmarks nye tennisportal
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.